Punkt 13 Svendborg Sunds Sejlklub - lejekontrakt på Strandgården, Rantzausminde

Beslutningstema

Forlængelse og udvidelse af lejekontrakt med Svendborg Sunds Sejlklub på Strandgården

Indstilling

Direktionen indstiller til Teknik- og Erhvervsudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget til endelig godkendelse i Byrådet,

  • at eksisterende lejekontrakt mellem Svendborg Sunds Sejlklub og Svendborg Kommune forlænges, så den løber i 30 år
  • at lejekontrakten udvides til også at omfatte Strandgårdens vestlige bygning
  • at administrationen bemyndiges til, på Byrådets vegne, at udarbejde en allonge til Svendborg Sunds Sejlklubs lejekontrakt indeholdende, såvel ovennævnte forlængelse som udvidelsen.

Sagsfremstilling

Svendborg Sunds Sejlklub har siden 1985 haft klubfaciliteter i den kommunale bygning Strandgården. Strandgården består af 2 kommunale bygninger forbundet med en buet overdækket gang, og med åben udsigt mod Rantzausminde Lystbådehavn. Endvidere er der en nyere tilbygning, som ejes af klubben.
 

Klubben har lejekontrakt på den østlige bygning, som primært anvendes til mødeaktiviteter, ligesom bygningen indeholder køkken, bad og toilet.
 

Den vestlige bygning er ikke omfattet af lejekontrakten, men klubben har mulighed for at anvende den til sejl- og grejopbevaring, hvilket har været praksis gennem alle årene.
 

Strandgården er gennem årene løbende vedligeholdt, men trænger nu til en større renovering, idet der flere steder i tag, spær og facader er konstateret råd. Bygningen er ikke tidssvarende, hvad angår toilet- og baderum og køkken.
 

Klubben har gennem nogle år arbejdet på en vision om at renovere og udvikle de fysiske rammer på Strandgården, for dermed både at kunne tage hånd om et renoveringsmæssigt efterslæb, og samtidig gøre stedet attraktivt og mere nutidigt til glæde for foreningens egne medlemmer og lokalområdets øvrige foreninger. Det er ambitionen, at stedet skal være det naturligt samlingspunkt for primært sejlsporten, men også for andre interesserede foreninger, i Svendborgs vestlige del.
 

Ved at ændre i bygningernes funktioner og anvendelse, vil det være muligt at etablere handicapvenlige herre- og dameomklædning i stueplan, ligesom møde- og teorilokaler og kontor kan placeres hensigtsmæssigt i forhold til afvikling af undervisning og stævner.

 

Det er ligeledes ambitionen, at tungt grej skal flyttes fra placering bag Strandgården og nedgraves i skråningen, for på den måde at lette håndtering af grej for klubbens medlemmer. 
 

Svendborg Sunds Sejlklub har ca. 320 medlemmer, hvoraf 60 medlemmer er under 25 år.
 

En gennemgribende renovering af Strandgården kan foreningen ikke selv løfte økonomisk, men vil kræve fondsmidler. Det er derfor afgørende for foreningen, at lejemålet forlænges til en ny 30 årig periode omfattende begge bygninger.
 

Ansøgningen behandles på et mailmøde i Folkeoplysningsudvalget den 22. juni og på et møde i Sport og Idræt i Svendborg den 24. juni.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

En forlængelse af eksisterende lejekontrakt og udvidelse af råderet over den vestlige bygning, vurderes til ikke at give øgede afledte driftsudgifter for Svendborg Kommune, idet bygningen allerede i dag benyttes af foreningen.

Beslutning i Folkeoplysningsudvalg den 22-06-2020

Sagen taget til efterretning.

Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 13-08-2020

Indstillingen godkendt og fremsendes til Byrådets endelige vedtagelse.

 

Anne Katrine Olsen (A) var fraværende.

Beslutning i Teknik- og Erhvervsudvalget den 13-08-2020

Indstillingen godkendt og fremsendes til Byrådets endelige vedtagelse.

 

Beslutning i Økonomiudvalget den 25-08-2020

Indstilles.

Afbud fra Hanne Klit (A) og Birger Jensen (V). Som suppleanter deltog Pia Dam (A) og Per Nykjær Jensen (V).

Beslutning i Byrådet den 01-09-2020

Godkendt.