Punkt 10 Nedlæggelse af vejareal på Havnepladsen 503 - SIMAC grunde

Beslutningstema

Nedlæggelse af dele af offentlige vejarealer ved henholdsvis Nordre Kajgade, Nordre Havnevej og del af rundkørslen ved Østre Havnevej.

Indstilling

Direktionen indstiller til Teknik- og Erhvervsudvalget og til endelig godkendelse i Byrådet,

  • At Byrådet træffer beslutning om, at de på bilag 1 farvede dele af de offentlige vejarealer nedlægges med hjemmel i § 15 i lov om offentlige veje.
  • At nedlæggelsen omfatter ca. 251 m² af vejlitra ”q”, ca. 923 m² af vejlitra ”o”, ca. 97 m² af vejlitra ”n” og ca. 151 m² af vejlitra ”p”, alle Svendborg Markjorder, som det ses af bilag 1.
  • At Byrådet træffer beslutning om at de offentlige vejarealer, der nedlægges, ikke opretholdes som hverken privat fællesvej eller privat vej henset til at de ikke er af vigtighed for nogen ejendom under henvisning til § 124, stk. 1 og 2.
  • At vejlitra ”q” nedlægges under forudsætning af at (1) der ikke indkommer væsentlige indsigelser i høringsperioden og at det overlades til forvaltningen at udmønte beslutningen i form af endelige afgørelse og (2) at arealet fortsat anvendes som færdselsareal frem til at rundkørslen mellem Nordre Havnevej og Østre Havnevej er ombygget.

Sagsfremstilling

For at kunne realisere lokalplan 647 og muliggøre byggeri af uddannelsesinstitutionen SIMAC er det nødvendigt at nedlægge dele af Nordre Kajgade, Nordre Havnevej og del af rundkørslen ved Østre Havnevej efter vejlovens bestemmelser.

Svendborg Kommune vil derfor nedlægge dele af de offentlige vejarealer, der omfatter vejlitra ”q”, ”p”, ”n” og ”o” Svendborg Markjorder. Nedlæggelsen omfatter i alt ca. 1.422 m² som illustreret på bilag 1 (med farverne mørkeblå, grøn, lyseblå og lilla).

En nedlæggelse af de offentlige vejarealer kræver en procedure efter vejlovens bestemmelser og at Byrådet træffer beslutning om nedlæggelse af de offentlige vejarealer.

De offentlige vejarealer kan ikke nedlægges, hvis den er eneste adgang til en ejendom eller at kommunen vurderer at vejarealerne er af vigtighed for en ejendom.

Proceduren kræver desuden en otte ugers offentlig høring om nedlæggelsen af de offentlige vejarealer. Henset til, at Svendborg Kommune ejer de omkringliggende arealer, er det vurderet, at der ikke er parter, der skal høres separat.

Den påkrævede offentlige høring er delt i to, da den offentlige høring for nedlæggelsen af del af vejlitra ”q” har afventet færdiggørelse af et vejprojekt for ombygning af rundkørslen mellem Nordre Havnevej og Østre Havnevej.

Den offentlige høring af nedlæggelsen af del af vejlitra ”p”, ”n”, og ”o” er foretaget i perioden 27. maj 2020 til 23. juli 2020 (bilag 3), mens den offentlige høring af nedlæggelsen af del af vejlitra ”q” er igangsat d. 1. juli 2020 med høringsfrist d. 28. august. (bilag 4).

Der blev i høringsperioden for nedlæggelsen af del af vejlitra ”p”, ”n”, og ”o” ikke modtaget nogen høringssvar. Høringsperioden for nedlæggelsen af del af vejlitra ”q” er endnu ikke afsluttet, men der er på nuværende tidspunkt ikke modtaget nogen høringssvar.

På baggrund af gennemgangen af vejarealerne i bilag 5 vurderes det, at de dele af det offentlige vejareal, der nedlægges, ikke er eneste adgangsvej for nogen ejendom og vurderes ligeledes ikke at være af vigtighed for nogen ejendom. Da Svendborg Kommune ikke har modtaget høringssvar som modsætter sig dette, anbefales Byrådet at træffe beslutning om at nedlægge del af vejlitra ”p, ”n” og ”o”. Derudover anbefales Byrådet at træffe beslutning om at nedlægge del af vejlitra ”q”, under forudsætning af, at der ikke kommer væsentlige indsigelser og overlader det til forvaltningen af udmønte beslutningen i form af en endelig afgørelse.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Kommunen råder frit over det nedlagte vejareal og kan sælge det til SIMAC.

Lovgrundlag

Lov om offentlige veje nr. 1520 af 27.december 2014 § 15 og §§ 124-128.

Beslutning i Teknik- og Erhvervsudvalget den 13-08-2020

Indstillingen godkendt og fremsendes til Byrådets endelige vedtagelse.
 

Beslutning i Økonomiudvalget den 25-08-2020

Indstilles.

Afbud fra Hanne Klit (A) og Birger Jensen (V). Som suppleanter deltog Pia Dam (A) og Per Nykjær Jensen (V).

Beslutning i Byrådet den 01-09-2020

Godkendt.