Punkt 6 Ansøgning om tilskud til skattenedsættelse

Beslutningstema

Ansøgning til Indenrigsministeriet om 100 % tilskud til finansiering af nedsættelse af udskrivningsprocenten i 2021.

Indstilling

Direktionen indstiller til Økonomiudvalget med endelig godkendelse i Byrådet, at Svendborg Kommune ansøger Social- og indenrigsministeriet om tilskud til skattenedsættelse, således at udskrivningsprocenten nedsættes fra 26,8 pct. i 2020 til 26,3 pct. i 2021.

Sagsfremstilling

I forbindelse med udligningsreformen giver Staten mulighed for en tilpasning af indkomstskatten i kommunerne. Kommuner med tab på udligningsreformen får mulighed for at sætte skatten op uden sanktioner fra staten og kommuner med gevinst på udligningsreformen får mulighed for at nedsætte indkomstskatten med tilskud fra staten. 

Der er etableret to tilskudsordninger for kommuner, der ønsker at nedsætte indkomstskatten i 2021. For perioden 2021-2025 etableres en generel tilskudsordning til kommuner, som gennemfører en nedsættelse af udskrivningsprocenten uden forhøjelse af andre skatter. Tilskudsprocenten kan højst udgøre 90 pct. af provenutabet i første og andet år, 85 pct. i tredje år, 80 pct. i fjerde år og 75 pct. i femte år. Samtidigt er der etableret en tilskudsordning målrettet kommuner, der i 2020 har en udskrivningsprocent på over 26,3 pct. og som gennemfører en nedsættelse af udskrivningsprocenten i årene 2021-2025. For disse kommuner udgør tilskudsprocenten varigt 100 pct. af provenutabet for skattenedsættelser ned til 26,3 pct.

 

Kommuner, der ønsker at hæve skatten i 2021, har fået tildelt en individuel ramme for en skatteforhøjelse uden sanktioner. Ønsker kommunen ikke at udnytte sin individuelle ramme til skatteforhøjelser, kan andre kommuner med tab på udligningsreformen ansøge om at få tildelt en højere ramme til skatteforhøjelser.

 

Der vil årligt højst kunne tildeles en ramme til skattenedsættelser med tilskud svarende til den tildelte ramme til skatteforhøjelser for samme år. For 2021 udgør den samlede ramme for skatteforhøjelser 429,8 mio. kr. Social- og indenrigsministeriet har i forbindelse med udmeldingen af det statsgaranterede udskrivningsgrundlag og udligning for 2021 oplyst, at der ved fordelingen af rammen til skattenedsættelser bl.a. vil blive lagt vægt på at skatten nedsættes i kommuner med høj skatteprocent.

Svendborg Kommune er en af de kommuner, som samlet set vil få gevinst af udligningsreformen og med en aktuel udskrivningsprocent på 26,8 opfylder Svendborg Kommune således betingelserne for at søge om 100 % tilskud til skattenedsættelse i 2021. Såfremt kommunen ønsker at søge om tilskud skal ansøgning herom være indsendt til Social- og indenrigsministeriet senest den 4. september 2020. Ministeriet vil give svar på ansøgningerne hurtigst muligt og senest inden udgangen af september måned.

 

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Svendborg Kommunes statsgaranterede udskrivningsgrundlag for 2021udgør 9.304 mio. kr. Ved en nedsættelse af udskrivningsprocenten fra 26,8 til 26,3 vil dette betyde et mistet skatteprovenu på 46,5 mio. kr. Dette vil så blive udlignet af det statslige tilskud til skattenedsættelse.

Fastsættelse af udskrivningsprocenten vil også påvirke kommunens bidrag til finansiering af det skrå skatteloft, idet kommuner med en aktuel skatteprocent, der er højere end kommunens skatteprocent i 2007 bidrager til finansiering af det skrå skatteloft. En nedsættelse af kommunens udskrivningsprocent vil således medføre faldende bidrag til finansiering af det skrå skatteloft. Dette er beregnet til ca. 1,5 mio. kr. ud fra det estimerede topskattegrundlag for 2021.

En nedsættelse af udskrivningsprocenten i 2021 vil således medføre et beregnet nettotilskud fra staten til kommunen på 45,0 mio. kr.

 

Lovgrundlag

Lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner § 17 e

Beslutning i Økonomiudvalget den 25-08-2020

Indstilles.

Afbud fra Hanne Klit (A) og Birger Jensen (V). Som suppleanter deltog Pia Dam (A) og Per Nykjær Jensen (V).

Beslutning i Byrådet den 01-09-2020

Godkendt.