Punkt 3 Honorarstøtte 2021 til rytmiske spillesteder og musikforeninger

Beslutningstema

Musikfaglig udtalelse til ansøgninger fra Giant Steps, Folk for Folk, Rytmisk Råstof og Borgerforeningen om honorarstøtte til koncerter i 2021.

Sagsfremstilling

Ansøgningen fra Borgerforeningen forventes at foreligge til udsendelse før mødet.

 

Ansøgningerne skal behandles på Kultur- og Fritidsudvalgets møde den 10. september 2020.

 

Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik har den 29. juni 2020 til kommunerne fremsendt sine kriterier for honorarstøtte 2021 som følger:

 

”Det såkaldte klip er fastsat til 1.085 kr.

For at få statslig støtte i 2021 skal et rytmisk spillested/musikforening som minimum modtage et kommunalt tilskud på 30 klip = 32.550 kr. Beløbet skal være øremærket til honorarstøtte.

Den statslige støtte vil også som minimum være på 30 klip og kan maksimalt matche det kommunale øremærkede tilskud.

 

Den samlede honorarstøtte vil således i 2021 udgøre 2.170 kr. pr. musiker (= 1 kommunalt klip + 1 statsligt klip).

 

Kravene til koncerterne er, at der afholdes minimum 10 koncerter, at der tages entré, at der er offentlig adgang og at musikerne som minimum honoreres til den gældende tarif.

 

Dansk Musiker Forbunds tarif er i perioden 1. januar – 31. marts 2021 på 2.143,66 kr. pr. musiker og i perioden 1. april – 31. december 2021 på 2.195,06 kr.”

Beslutning i Svendborg Musikudvalg den 17-08-2020

Musikudvalget finder, at alle ansøgere opfylder kriterierne for honorarstøtte, og at de fire ansøgere tilsammen stort set dækker hele det rytmiske musikliv i byen.  Der er tilbud lige fra jazz, world, folk, upcomming og mainstream. Musikudvalget finder, det er et fantastisk udbud i en by af Svendborgs størrelse. De fire spillesteder er hver på deres måde en vigtig brik af kommunens blomstrende musikliv, og er i kraft af deres aktiviteter og udvikling en forudsætning for kommunens musikprofil. Alle ansøgere understøtter kommunens kulturløfte.

Musikudvalget anbefaler samtlige ansøgere til honorarstøtte med følgende specifikke udtalelser:

 

Giant Steps

Udvalget anbefaler tilskud som ansøgt. Giant Steps er en unik forening og musikfagligt en lille perle, der er anerkendt både i nationale og internationale jazzkredse såvel som lokalt. Foreningen har et højt aktivitetsniveau og en musikprofil, hvor alsidighed, kvalitet, et højt kunstnerisk niveau og det nyskabende er fremtrædende. Samtidig søger foreningen til stadighed at udvikle sine tiltag for vækstlaget og børnene.

 

Folk for folk

Udvalget anbefaler tilskud som ansøgt. Foreningens kunstneriske niveau ligger særdeles højt indenfor sin genre, og foreningen præsenterer hele spændvidden i folkemusikken, fra traditionel til ny musik og fra lokalt til internationalt musik. Foreningens aktivitetsniveau findes realistisk, og foreningen har opbygget en ånd, der gør stedet til et unikt sted indenfor sin genre - ikke kun i Svendborg men også på nationalt plan. Foreningen rækker langt ud over, hvad der almindeligvis kan forventes af en folkemusikforening.

 

Rytmisk Råstof

Udvalget anbefaler støtte til 120 klip – en lille udvidelse i forhold til 2020, hvor udvalget vurderer, foreningen har fundet sit realistiske aktivitetsniveau. Foreningen dækker et vigtigt område af den rytmiske musik og er med til at skubbe til græsrodsområdet. Det kunstneriske- og kvalitetsmæssige niveau ligger også her højt - ikke mindst skal fremhæves Svendborg Jazzfestival, ligesom foreningen har fået et boost ved at være en del af spillestedssamarbejdet med Musikhuset Posten i Odense og Tobaksgården i Assens.

 

Borgerforeningen

Udvalget anbefaler støtte til 120 klip – en realistisk udvidelse i forhold til 2020. Borgerforeningen har en god bevidsthed om at være Svendborgs store mainstream spillested og udfylder denne rolle godt i relation til byens musikliv. Musikudvalget finder, at aktivitetsniveauet og musikkvaliteten er i orden og hæfter sig ved, at Borgerforeningen i stigende grad udbyder alternative arrangementer af høj kvalitet , og er en stor medspiller i forhold til det lokale musikliv.

 

Linne Lauersen, Claus Bjerregaard og Rasmus Fribo var fraværende.