Punkt 8 Kunst i det offentlige rum - udsmykning af sikringsskabe

Beslutningstema

Orientering om beslutning om at tillade udsmykning af sikringsskabe ved lysreguleringer.

Indstilling

Direktionen indstiller til Kultur- og Fritidsudvalget og Teknik- og Erhvervsudvalget:

  • at orienteringen tages til efterretning.

Sagsfremstilling

Sydfyns Kulturforening har anmodet Svendborg Kommune om at træffe beslutning om anvendelse af sikringsskabene ved trafiksignalerne som ”lærred” for professionel kunst.
 

Projektet tænkes finansieret af Kulturministeriets Sommeraktivitetspulje, hvortil der er ansøgningsfrist 1.august 2020.
 

Grundet tidsfristen for ansøgning om finansiering har borgmesteren og udvalgsformændene for henholdsvis Kultur- og Fritidsudvalget og Teknik- og Erhvervsudvalget givet tilladelse til projektet.

 

Sydfyns Kulturforening skriver:

”Forskellige steder i Verden har man valgt at bruge sikringsskabene ved trafiksignalerne som "lærred" for professionelle kunstnere - dels for at skabe mere liv i gadebilledet, men i lige så høj grad for at undgå graffiti og hærværk. 
I Sydfyns Kulturforening (SFK) synes vi, det ville være fantastisk, hvis kommunen ville stille sikringsskabe til rådighed for professionelle kunstnere (gerne lokale) så den her form for inventarkunst blev en del af vores offentlige rum. Det ville i høj grad bidrage til Svendborgs brand som kulturby…

…vores vision er, at hver kunstner får tildelt et af FN's 17 Verdensmål, som deres billede skal tage udgangspunkt i.


Projektet vil på den måde understøtte det arbejde kommunen i forvejen har dedikeret sig til, både mht. Verdensmålene og til bæredygtighedstemaet i forbindelse med Landsstævnet.

 

SFK vil naturligvis stå for kuratering, praktisk gennemførelse og økonomistyring. Vi forventer at søge penge i Sommeraktivitetspuljen fra Kulturministeriet til projektets samlede udgifter.”
 

Tildeles projektet ikke midler fra Kulturministeriet vil Sydfyns Kulturforening søge midler ved andre fonde for at gennemføre projektet.

Svendborg Kommune har 23 anlæg, hvoraf 3 ligger i zone 1, jf. den bevarende lokalplan 290 for Svendborg By. Det betyder, at der skal foretages en planmæssig forespørgsel for de tre anlæg.
 

Administrationen har undersøgt mulighederne, og vurderer ikke, at der er trafikmæssige eller tekniske begrænsninger i forslaget. For at sikre vedligeholdelse af kunstværkerne har administrationen aftalt en ansvarsfordeling med Sydfyns Kulturforening.

a)      Svendborg Kommune har fortsat den almindelig drift af skabene.

b)      Svendborg Kommune afsætter midler til at afrense skabene, når de ikke længere skal tjene som kunstværker, idet det vurderes mindre realistisk, at en bevilling fra staten vil indeholde midler til dette.

c)       Skabet skal efter 3 år afrenses eller males i den eksisterende farve, dog kan samme kunstværk forlænges ved en ansøgning til Kultur- og Fritidsudvalget.

d)      Ansvaret for vedligehold skal aftales mellem de, der står bag ansøgningen og kunstneren som maler skabet, således at en af disse er ansvarlig for, at kunsten løbende holdes vedlige. Hvis Svendborg Kommune i forbindelse med det almindelig tilsyn af skabene får mistanke om eller kan konstatere hærværk gives besked til Sydfyns Kulturforening.
Øvrigt tilsyn med kunsten foretages af Sydfyns Kulturforening.

e)      Svendborg Kommune kan til enhver tid forlange og gennemføre, at skabene afrenses eller males, således de føres tilbage til den eksisterende farve

f)        Hvis skabene bliver påkørt eller af anden årsag skal udskiftes vil der blive opsat et nyt skab i den almindelige grå farve.

g)      Hvis skabet eller dens indmad skades i forbindelse med udførelsen af kunstværket, skal skaden repareres uden udgifter for Svendborg Kommune.

h)      Kunstnerne eller de, der stå bag ansøgningen skal selv forestå ansøgning til Byg og BBR for de anlæg, hvor der kræves myndighedstilladelse. Trafik og Infrastruktur giver fuldmagt hertil.
 

Administrationen udarbejder et forslag til finansiering af afrensning, som kan indgå i budgetprocessen for 2021.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Sydfyns Kulturforening søger 15.000 kr. pr. sikringsskab til udsmykning og penge til formidling af kunstprojektet.
 

Det vurderes, at afrensning af skabene, når/hvis de ikke længere skal fungere som galleri i gennemsnit vil koste 3.500 kr. pr. skab, samt eventuelle udskiftninger. Der vil i alt være behov for en bevilling på 60.000 kr.

CO2-Konsekvensvurdering

Ingen umiddelbart

Lovgrundlag

Planlov

Lokalplan 290

Sagen afgøres i

Kultur- og Fritidsudvalget og Teknik- og Erhvervsudvalget

Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 13-08-2020

Sagen blev taget til efterretning.

 

Anne Katrine Olsen (A) var fraværende.

Beslutning i Teknik- og Erhvervsudvalget den 13-08-2020

Orienteringen taget til efterretning.