Punkt 10 Godkendelse af Strategiplan for familieområdet

Beslutningstema

Godkendelse af strategiplan for familieområdet 2020-2024.

Indstilling

Direktionen indstiller,

  • At Strategiplan for familieområdet 2020-2024 godkendes.

Sagsfremstilling

Første udkast af strategiplanen samt dokumentet Politiske Anbringelsesprincipper blev drøftet i Børne- og Ungeudvalget på mødet den 17. juni 2020. 

Udvalget besluttede på mødet den 17. juni, at der skulle udarbejdes et oplæg til opfølgning.

På den baggrund har administrationen opdateret strategiplanen med beskrivelse af målekoncept for de enkelte fokusområder, samt opdateret de Politiske Anbringelsesprincipper med gældende lovgivning og tilføjet dokumentet som tillæg til strategiplanen. 

 

Strategiplanen for Familieområdet 2020-2024 er udarbejdet med afsæt i eksisterende udviklingsplan og anbefalinger fra Task Force-rapporten fra 2020.

 

Den nye strategiplan indeholder følgende seks fokusområder:

  • Systematisk Inddragelse af det private og professionelle netværk. Familieområdet vil fortsat have fokus på inddragelse, herunder metodisk tilgang til den systematiske inddragelse af barnet/den unge og det private og professionelle netværk.
  • Den rette indsats med udgangspunkt i en helhedsvurdering af barnets situation. Forstærket fokus på, at den indsats der iværksættes er den rette indsats i forhold til barnets eller den unges støttebehov og at indsatser iværksættes ud fra en helheds vurdering af barnet.
  • Samarbejde på tværs som fundament for tidlig, koordineret og optimeret indsats over for udsatte børn og unge. Forstærket fokus på samarbejde mellem det specialiserede område og almen området omkring iværksatte indsatser og involvering af almenområdet i støtten af barnet/ den unge.
  • Øget fokus på kvaliteten i anbringelser og anbragte børns skolegang. Forstærket fokus på anbringelsesområdet, herunder især fokus på netværksanbringelser, plejefamilieområdet og egne anbringelsestilbud, samt fokus på anbragte børn og unges skolegang.
  • Skærpet fokus på uddannelse og selvstændighed blandt sårbare og udsatte unge. Med afsæt i den sammenhængende kommunale ungeindsats skærpes fokus på uddannelse og selvstændighed blandt sårbare og udsatte unge.
  • Systematisk sagsbehandling med afsæt i socialfaglig metode. Forstærket fokus på systematik og metoder med afsæt i anbefalinger fra Socialstyrelsen og Ankestyrelsen.

Der foreslås én årlig samlet afrapportering på Fokusområderne i Strategiplanen, idet det dog bemærkes at dele af Fokusområderne i Strategiplanen ligeledes afrapporteres løbende.

Lovgrundlag

Lov om Social Service

Beslutning i Børne- og Ungeudvalget den 12-08-2020

Godkendt.

 

I de Politiske Anbringelsesprincipper ændres pkt. 9 Unge hjælpes på vej, bullet 3 til:

”At vi ikke ser efterværn som blot en forlængelse af anbringelsen, men som en støtte til overgangen til en selvstændig voksentilværelse. I dialog og samarbejde med den unge, vurderes det, hvorvidt efterværn skal tilbydes som ophold i egen bolig med støtte og med tilknytning til anbringelsesstedet, eller som fortsat ophold i plejefamilie.”

 

Afbud fra Mette Kristensen (V), hvorfor Jesper Larsen (V) deltog som suppleant.
Afbud fra Dorthe Ullemose (O).