Punkt 6 Beslutning om model for indsatsniveau for depression på sundhedsområdet

Beslutningstema

Beslutning om model for indsatsniveau for depression på sundhedsområdet

Indstilling

Direktionen indstiller,

  • at Social- og Sundhedsudvalget beslutter model for indsatsniveau for borger med depression på sundhedsområdet.

Sagsfremstilling

Under Sundhedsaftalen i Region Syddanmark ligger en række sygdomsspecifikke forløbsprogrammer. Forløbsprogrammerne er delaftaler til Sundhedsaftalen i Region Syddanmark og bygger på Sundhedsstyrelsen anbefalinger og standarder.

 

Forløbsprogrammet er et handlingsanvisende dokument, der beskriver sektorernes opgaver og roller i samarbejdet, herunder behandlings- og rehabiliteringsindsatsen for patienter/borgere med specifikke sygdomme. Der er således beskrevet en lang række eksisterende indsatser, samarbejde og forpligtelser for hver sektor. 

 

Der er nu udarbejdet et nyt forløbsprogram for mennesker med depression, som sendes til godkendelse i de 22 kommuner. Dette er det første forløbsprogram som Sundhedsstrategisk Forum og Det Administrative Kontaktforum har sendt til politisk godkendelse i de syddanske kommuner.



Det er den enkelte kommune, som fastlægger den nærmere udformning af tilbuddet med afsæt i forløbeprogrammets intention og beskrevne nye opgaver.

 

Formål, målgruppe og nye opgaver i forløbsprogrammet

Det nye forløbsprogram for mennesker med depression har til formål at styrke den samlede indsats for borgere i målgruppen og bidrage til borgernes tilknytning til arbejdsmarkedet, på tværs af kommune, region (somatik og psykiatri) og praktiserende læger.

 

Forløbsprogrammet for depression understøtter Sundhedsaftalens fokus på mennesker med psykiske lidelser og understøtter sundhedsaftalens fokus på bedre overgange.

 

Målgruppen for den nye kommunale rehabiliteringsindsats, der er beskrevet i forløbsprogrammet, er mennesker over 18 år med depression i let til moderat grad, der ikke behandles i psykiatrien.

 

Opgaverne i forløbsprogrammet omfatter: 

  • Et nyt rehabiliteringstilbud til mennesker med depression, som har til formål at styrke patientens egenomsorg og mestring af sygdommen samt bidrager til en hensigtsmæssig livsstil. Tilbuddet omfatter indsatser vedr. det dobbelte KRAM (her tilføres en ekstra dimension vedr. mental sundhed og trivsel), sygdomsmestring, sygdomslære, rygestop, fysisk træning samt en ernæringsindsats.
     
  • I forløbsprogrammet er beskrevet en koordinerende kontaktperson, som har til opgave at understøtte borgere diagnosticeret med depression som har komplekse behov, herunder indsatser inden for arbejdsmarkedsområdet og øvrige kommunale områder.

 

Koordinationsforpligtelsen er i forløbsprogrammet beskrevet som en ny opgave, men vurderingen på tværs af kommunens fagområder er at denne funktion er eksisterende i dag.

 

Svendborg kommune har allerede i dag sygdomsspecifikke rehabiliteringstilbud. Kommunen har ikke specifikke tilbud til borgere med depression. Hvis udvalget tilslutter sig vil det være en ny opgave.

 

Social- og Sundhedsudvalget har tidligere italesat et ønske om at styrke indsatsen ift. at fremme den mentale sundhed. Med implementeringen af forløbsprogrammet kunne det være en mulighed at udvide indsatsen til også at inkludere borgere med stress og angst. Den regionale sundhedsprofil tegner et billede af, at antallet af borgere med stress og angst stiger og ved at tilbyde en bredere indsats, vil kommunen have tilbud til en sårbar målgruppe, som sundhedsområdet i dag ikke har tilbud til.

 

Implementering af forløbsprogrammet vil medføre merudgifter for kommunen og udvalget kan beslutte ikke at iværksætte programmet og fastholde eksisterende indsatser. Hvis området ikke prioriteres økonomisk vil det ikke være muligt at leve op til alle elementer i forløbsprogrammet. I denne forbindelse skal bemærkes, at forløbsprogrammet for depression forventes at danne præcedens for kommende forløbsprogrammer og dermed finansieringen af nye kommunale sundhedsopgaver.

 

Implementeres forløbsprogrammet kun som samtaleforløb vil udgiften udgøre 0,3 mio. kr. med en skønnet målgruppe på 80 personer. Skal tilbuddet omfatte relevant fysisk træning øges udgiften til 0,5 mio. kr. Endelig vil forløbsprogrammets målgruppe kunne udvides til også at omfatte personer med stress og angst. Denne målgruppe skønnes at være af samme omfang og udgiften vil øges til 1,0 mio. kr.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Afhængig af udvalgets beslutning variere fra 0,3 til 1,0 mio.kr. Der kan ikke umiddelbart peges på finansiering.

 

Forskellige indsatsniveauer:

 

Målgruppe

Antal borgere

Udgift

Samtale og sygdomsmestring

Depression

80

0,3 mio. kr.

Samtale, sygdomsmestring og træning

Depression

80

0,5 mio. kr.

Samtale, sygdomsmestring og træning

Depression, angst og stress

160

1,0 mio. kr.

 

Lovgrundlag

Forløbsprogrammet vedrører: Forebyggende træning (Sundhedslovens §119, stk. 2), almen genoptræning (Sundhedslovens §140), genoptræning efter sygdomsperiode uden indlæggelse (Serviceloven §86 stk. 1) og vedligeholdende træning (Servicelovens §86 stk. 2).

Beslutning i Social- og Sundhedsudvalget den 11-08-2020

Udvalget ønsker at medtage model 3 – med stress, angst og depression til budgetforhandlingerne.