Punkt 5 Beslutning om indsatsniveau for rehabiliteringsindsats for borgere med hjertesygdom

Beslutningstema

Beslutning om indsatsniveau for rehabiliteringsindsats for borgere med hjertesygdom

Indstilling

Direktionen indstiller,

  • at social- og sundhedsudvalget beslutter om den sygdomsspecifikke rehabiliteringsindsats for borgere med hjertesygdom skal fortsætte.

Sagsfremstilling

1.januar 2020 blev Forløbsprogrammet for mennesker med hjertesygdomme sendt ud til sygehus, kommuner og praktiserende læger i Region Syddanmark. Forløbsprogrammet er en delaftale til Sundhedsaftalen i Region Syddanmark og bygger på Sundhedsstyrelsens anbefalinger og standarder. Programmet sætter rammen for hvordan kommune, sygehus og egen læge i et samarbejde udmønter anbefalingerne. Det er den enkelte kommune som fastlægger den nærmere udformning og niveau for tilbuddet med afsæt i forløbeprogrammets intention og beskrevne nye opgaver. 

 

Forløbsprogrammet for hjerterehabilitering er det tredje i rækken og følger efter et for diabetes og et for KOL. Med forløbsprogrammet følger der ikke midler med til at løfte de nye opgaver.

 

I perioden december 2017 til juni 2020 har et satspuljefinansieret projekt i Sundhedshuset arbejdet med at videreudvikle og kvalitetssikre rehabiliteringstilbud til borger som udskrives fra sygehuset med en hjertesygdom. Aktiviteterne i projektet har i perioden fra 1. januar 2018 til juni 2020 været Svendborg Kommunes rehabiliteringsindsats til borgere med hjertesygdom, og imødekommet opgaverne skitseret i forløbsprogrammet. Med projektets afslutning er der ikke længere øremærkede midler i Sundhedshuset til at videreføre den sygdomsspecifikke rehabiliteringsindsats for borgere med hjertesygdom, jf. forløbsprogrammet.

 

For at videreføre forløbsprogrammet anbefales at videreføre udvalgte aktiviteter fra projektet for målgruppe. Projektets samlede budget for perioden (2,5 år) var 2.109.44 kr., og det anbefales at videreføre aktiviteter for 425.000 kr. årligt.

 

Fremadrettet vil implementeringen af nye forløbsprogrammer følge en ny procedure, da de sendes til godkendelse i alle syddanske kommuner. Forløbsprogrammet for depression er det første som følger denne procedure.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

At videreføre rehabiliteringsindsatsen med de udvalgte aktiviteter og til denne nye målgruppe vil koste 425.000 kr. i 2021 samt overslagsårene. Midlerne skal gå til løn til medarbejdere der kan varetage rehabiliteringsindsatserne som fx afklarende samtale, træning, mediyoga, kostvejledning og sygdomsmestring. Der kan ikke umiddelbart peges på finansiering inden for området.

Lovgrundlag

Forløbsprogrammet vedrører: Forebyggende træning (Sundhedslovens §119, stk. 2), almen genoptræning (Sundhedslovens §140), genoptræning efter sygdomsperiode uden indlæggelse (Serviceloven §86 stk. 1) og vedligeholdende træning (Servicelovens §86 stk. 2).

Beslutning i Social- og Sundhedsudvalget den 11-08-2020

Udvalget ønsker at medtage forslaget til budgetforhandlinger.