Punkt 4 Budget 2021 - Temaer i Social- og Sundhedsudvalget

Beslutningstema

Drøftelse af temaer til budget 2021 og beslutning om evt. videresendelse til Økonomiudvalget.

Indstilling

Direktionen indstiller,

  • At udvalget beslutter, hvilke temaer der skal indgå i budget 2021, samt drøfter forslag til finansiering af eventuelle udgifter forbundet med temaerne.
  • At udvalget beslutter, hvorvidt der er temaer, der skal fremsendes til Økonomiudvalget.

Sagsfremstilling

I henhold til budgetproceduren for 2021 har udvalget i foråret drøftet udvalgets egne temaer/indsatser og eventuelle særlige udfordringer. På mødet i august skal udvalget beslutte, hvorvidt der er temaer, der skal videresendes til Økonomiudvalget med henblik på at indgå i budgetforhandlingerne.

 

De vedhæftede temaer er drøftet på tidligere møder i Social- og Sundhedsudvalget. Dog er temaet vedr. § 18 frivilligområdet blevet uddybet og inkluderer nu også Boblberg, ligesom temaerne vedr. demografi er blevet sammenskrevet til ét fælles tema og beløbene er genberegnet.

 

Følgende temabeskrivelser er vedlagt:

  • Demografi ældre-, social- og sundhedsområdet (sammenskrevet, ændrede beløb)
  • Plejeboliger
  • Videreførelse af akutfunktionen
  • Rekruttering af plejepersonale
  • Skærpede myndighedskrav
  • Sundhedsfremmende indsatser (røgfri fremtid)
  • Styrkelse af det frivillige sociale arbejde §18 (ændret, nu også incl. bl.a. Boblberg)
  • Kommunale EGU-pladser (fælles tema med BUU)

Der er vedlagt ansøgning fra Alkorådet incl. budget samt henvendelse fra FTR på plejecenterområdet.

 

Endvidere foreligger der et temaforslag vedrørende omklædningsfaciliteter for kørestolsbrugere ved Christiansminde Strand (anlæg). Forslaget er foranlediget af Handicaprådets drøftelser på deres møde den 19. maj 2020.

 

De økonomiske konsekvenser af temaerne fremgår af samlet oversigt. Temaet vedrørende demografi er anført særskilt, idet det i overensstemmelse med udvalgets beslutning forventes finansieret af de midler, der i kommuneaftalen er afsat til demografi.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Økonomien fremgår af vedlagte temabeskrivelser. Jævnfør budgetproceduren ledsages driftsudgifter afledt af temaer af tilsvarende finansieringsforslag inden for fagudvalgets budgetramme.

Lovgrundlag

Den kommunale styrelseslov.

 

Beslutning i Social- og Sundhedsudvalget 16. juni 2020

Drøftet. Udvalget ønsker en uddybende beskrivelse af temaet omkring frivilligområdet og en samlet

oversigt over temaerne samt en genberegning af demografi.

Udvalget forudsætter, at de midler, der er afsat til demografi i kommuneaftalen tilgår området

Beslutning i Social- og Sundhedsudvalget den 11-08-2020

Udvalget fremsender temaforslag til Økonomiudvalget med anbefaling af,

  • At de midler, der i Kommuneaftalen er afsat til at kompensere kommunerne for øgede udgifter til demografi, tilføres områderne som anført i temabeskrivelsen
     
  • At øvrige temaer indgår i de politiske budgetforhandlinger, idet udvalget ønsker, at forslaget om tilskud til frivilligområdet øges til 0,8 mio.kr. svarende til tidligere niveau
     
  • At ønsket fra Handicaprådet om omklædningsfaciliteter ved Christiansminde indgår i forhandlingerne om anlægsbudgettet i 2021.