Punkt 11 Beslutning om fordeling af midler til et generelt løft af folkeskolen

Beslutningstema

Børne- og Ungeudvalget skal beslutte fordeling af midler til et generelt løft af folkeskolen i 2020.

Indstilling

Direktionen indstiller,

  • At midler til et generelt løft af folkeskolen i 2020 og frem indarbejdes i almenressourcetildelingsmodellen for folkeskolerne.

Sagsfremstilling

Regeringen og aftalepartierne bag finansloven har den 2. juni 2020 besluttet at give 275 mio. kr. som et tilskud til landets 98 kommuner med det formål, at tilskuddene anvendes til ansættelse af flere lærere i folkeskolen.

Elevtallet for børnehaveklasse-9. klasse for skoleåret 2018/19, er anvendt til den landsdækkende foreløbige fordelingsnøgle.
Svendborg Kommunes andel i 2020 udgør i den foreløbige udmelding 2,7 mio. kr.
 

Til udmøntningen knyttes i hovedtræk følgende betingelser:

  • Kommunerne skal anvende puljemidlerne til ansættelse af lærere i folkeskolen.
    Ved folkeskolen forstås alle undervisningstilbud etableret under folkeskoleloven, herunder fx også specialskoler.
  • Midlerne skal fortrinsvist anvendes til fastansatte lærere, og primært i form af løn- og pensionsudgifter.
  • Det er en tilskudsbetingelse, at det tildelte tilskud kommer oven i det vedtagne budget for 2020 på folkeskoleområdet.
  • Der stilles krav om revisorpåtegnet regnskab for anvendelse af midlerne.

 

Den samlede aftale er vedhæftet som bilag 1.

 

I den samlede ressourcetildelingsmodel, inklusive fordeling af midler til mangfoldige læringsmiljøer, er der taget højde for forskelle i antal undervisningslektioner i indskoling, mellemtrin og udskoling samt socioøkonomisk niveau på den enkelte skole.
Administrationen foreslår derfor, at puljemidlerne indarbejdes i almenressourcetildelingen, og tildeles på almenelevtallet pr. 5. sept. i lighed med tildeling til fællestidstimer for 0.-3. klasse, tildeling til idrætsskoler, og kvalitetsløft af understøttende undervisning m.fl.

De takstfinansierede institutioner indgår ikke i administrationens forslag til fordelingen, ligeledes indgår Heldagsskolen heller ikke (er ikke under Folkeskoleloven).

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Af aftalen fremgår, at der er afsat 275 mio. kr. i 2020, 400 mio. kr. i 2021, 550 mio. kr. i 2022 og 807 mio. kr. fra 2023 og frem.
Det fremgår endvidere, at der ikke er taget stilling til midlerne afsat fra 2021 og frem. Udmøntningen vil blive aftalt på et senere tidspunkt.

Med anvendelse af den foreløbige fordelingsnøgle for 2020 forventes Svendborgs andel af midlerne at udgøre 3,9 mio. kr. i 2021, 5,4 mio. kr. i 2022 og 7,9 mio. kr. i 2023 og frem.
Der tages forbehold for at fordelingsnøglen kan ændres på landsplan, blandt andet på baggrund af fx ændrede elevtal i overslagsårene.

Der er udarbejdet et foreløbigt bud på fordelingen af midlerne på baggrund af de ovenstående forudsætninger og på baggrund af elevtallet pr. 5. sept. 2019.
Oversigten er vedhæftet som bilag 2

En gennemsnitlig samlet udgift til en lærer udgør ca. 550.000 kr., svarende til for Svendborgs andel til knapt 14,5 fuldtidsstillinger fra 2023 og frem.

Lovgrundlag

Aftale af 2. juni 2020 om et generelt løft af folkeskolen.

Beslutning i Børne- og Ungeudvalget den 17-06-2020

Godkendt, at midlerne for skoleåret 2020/2021 og 2021/2022 indarbejdes i almenressourcetildelingsmodellen, herunder i overslagsårene. Udvalget træffer senere beslutning om anvendelsen af de ekstra midler fra skoleåret 2022/2023 og 2023/24 og frem.

Afbud fra Karl Magnus Bidstrup (A), hvorfor John Arly Henriksen (A) deltog som suppleant.