Punkt 7 Ansøgning om ændring af børnetallet i det private dagtilbud Tryllefløjten

Beslutningstema

Det private dagtilbud Tryllefløjten søger om ændring af børnetallet med virkning fra d. 1. august 2020.

Indstilling

Direktionen indstiller,

  • At Tryllefløjtens ansøgning om ændring af børnetallet til 44 børnehavebørn godkendes med virkning fra d. 1. august 2020.

Sagsfremstilling

Det private dagtilbud Tryllefløjten i Øster Åby har fremsendt ansøgning om at øge børnetallet til 44 børnehavebørn. Dagtilbuddet ønsker at lave en fordeling, hvor 37 af børnene er i Tryllefløjten samt mulighed for en fast udegruppe på op til 7 børn. Ansøgning er vedhæftet som bilag.

Tryllefløjten er på nuværende tidspunkt godkendt til 35 børnehavebørn i de eksisterende lokaler, som rummer 204 kvm frit gulvareal.

Der ansøges om dispensation fra Svendborg Kommunes krav om kvalitetsniveau A, hvor der kræves 6 kvm pr. barn. På den baggrund kræver 44 børnehavebørn 264 kvm frit gulvareal ved A-niveau.

Tryllefløjten beskriver i ansøgningen, at de allerede på nuværende tidspunkt fast benytter lokaler på Øster Åby Friskole, som ligger i forbindelse med børnehaven. På skolen bruges hallen, biblioteket og SFO-lokaler. Der ud over beskrives, at den faste udegruppe vil benytte en nærliggende spejderhytte med toiletfaciliteter samt skolens bålhus. Alle 44 børn vil have en fast garderobeplads i Tryllefløjten.

Foruden overvejelser om indeklima, akustikforhold og arbejdsmiljø samt de lovmæssige regler om lyd og ventilationsforhold har Tryllefløjten i ansøgningen fokus på betydningen af at skabe spændende læringsmiljøer. Ikke mindst er der opmærksomhed på udendørs læringsmiljøer, hvorfor Tryllefløjten også har ansøgt om Friluftrådets ’Grønne flag’, hvilket inkluderer uddannelse af to medarbejdere.

Øbakkerne Vester Skerninge Børnehus og Øbakkerne Lundby Børnehave, som begge ligeledes ligger i forbindelse med en skole, er politisk besluttet med kvalitetsniveau B. Beslutning herom blev truffet på baggrund af, at eksisterende lokaler på skolen kunne benyttes af børnehuset og dermed øge antallet af kvm i hverdagen. En situation, der er sammenlignelig med beskrivelsen fra Tryllefløjten.

Ved kvalitetsniveau B stilles krav om 3,5 kvm pr. barn. På den baggrund kræver ansøgning om 44 børnehavebørn 154 kvm frit gulvareal. I Tryllefløjten vil der herudover være 50 kvm til rådighed.

På ovenstående baggrund anbefaler administrationen, at Tryllefløjtens ansøgning om at øge børnetallet til 44 børnehavebørn godkendes.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Tilskud til private dagtilbud er sammensat af

  • Driftstilskud
  • Bygningstilskud
  • Administrationstilskud

Driftstilskuddet svarer til gennemsnittet af det budgetterede nettodriftstilskud pr. barn i aldersgruppen eksklusiv udgifter til ressourcepædagoger. Tilskuddet svarer således til kommunens samlede udgift for 3-5 års pladser i kommunalt tilbud samt andel af fællesudgifter.

Etableringen af 9 ekstra børnehavepladser medfører ekstra udgifter til bygningstilskud og administrationstilskud på i alt 74.475 kr. årligt, som finansieres indenfor udvalgets ramme på dagtilbudsområdet.

Lovgrundlag

Dagtilbudsloven § 19, stk. 5 og § 20.

Beslutning i Børne- og Ungeudvalget den 17-06-2020

Godkendt.

Afbud fra Karl Magnus Bidstrup (A), hvorfor John Arly Henriksen (A) deltog som suppleant.