Punkt 14 Midlertidigt mobilt gadesalg på Jessens Mole og Frederiksø

Beslutningstema

Beslutning om at muliggøre midlertidigt, mobilt gadesalg på Jessens Mole og Udrustningskajen på Frederiksø

Indstilling

Direktionen indstiller til Teknik- og Erhvervsudvalgets godkendelse at:

  • Mobilt gadesalg muliggøres på Jessens Mole frem til udgangen af 2020.
  • Mobilt gadesalg muliggøres på Udrustningskajen på Frederiksø frem til 1. august 2020.
  • Leje- og administrationsgrundlaget for Jessens Mole sidestilles med retningslinjerne for Svendborgs øvrige stadepladser og mobilt gadesalg

Sagsfremstilling

I 2016-19 har der for sommerperioderne som en afprøvning været givet tilladelse til mobilt gadesalg på henholdsvis Jessens Mole og Udrustningskajen på Frederiksø. (Jessens Mole er vejareal, hvor gadesalg forudsætter tilladelse efter vejloven. Frederiksø er kommunalt havneareal).
 

Selv om muligheden for gadesalg de foregående tre somre ikke har været anvendt i større omfang, anbefaler administrationen med baggrund i at understøtte det lokale erhvervsliv under genstarten af Svendborg samt at skabe liv på havnen, at muligheden genoptages. Det anbefales at gøre muligt i en periode fra juni 2020 til udgangen af 2020 (For Frederiksø kun frem til opstart af anlæg af første etape af Den Blå Kant 1. august). Administrationen udarbejder herefter på baggrund af erfaringerne en sag til politisk beslutning om en ordning for fremtidigt mobilt gadesalg på havnen.
 

Teknik- og Erhvervsudvalget har i december 2019 godkendt at kommunen ikke opkræver, torvehandlere og mobilt gadesalg i midtbyen, for kommunens direkte og indirekte udgifter i forbindelse med udlejning af vejarealer til forretningsmæssig, ikke-trafikale formål. 
 

Stadeplads-holdere skal fortsat ansøge vejmyndigheden om tilladelse til brug af vejareal. Ansøgninger om midlertidigt, mobilt gadesalg på havnen skal i hvert enkelt tilfælde vurderes således, at der sikres de nødvendige brandveje, adgangsforhold mv ligesom hensynet til øvrige arrangementer og events skal vurderes.
 

Med hensyn til arealleje foreslås gadesalg på havnen sidestillet med øvrigt gadesalg dvs. uden arealleje. Der kan stadig tages arealleje for arealer den anvendes i længere periode og derfor ikke er mobilt gadesalg. Disse areallejeaftaler administreret af Svendborg Havn, og bliver takseret svarende til anden arealudlejning på havnen. Det svarer til den måde eksempelvis strandarealet ud for Kammerateriet udlejes.
 

Til streetfood og andet mobilt gadesalg kan der tilbydes elforsyning fra havnens standere, men ikke vand- og spildevandstilslutning. Elforbrug afregnes efter måler.

Forslag til retningslinjer for stadepladser på Jessens Mole og Frederiksø:

  • Stadepladserne skal være mobile eks. cykler, knallerter, trailere og lignende der kan fjernes/trækkes ved håndkraft. Det tillades ikke at opsætte faste stadepladser med træskure eller lignende.
  • Der må sælges varer, som er forarbejdede produkter frembragt ved landbrug, skovbrug, gartneri og fiskeri samt husflidsprodukter
  • Der må sælges færdigtilberedt mad
  • Tilladelsen er personlig og kan ikke overdrages til anden person/virksomhed.
  • Salg fra mindre biler, trailere og særlige salgsvogne (max. 3.500 kg totalvægt) kan tillades i begrænset omfang
  • Der stilles krav om at stadepladserne ved Jessens Mole har åbning/salgsted ud modhavnekajen af hensyn til den kørende trafik på vejen.
  • Stadeplads-holderen er ansvarlig for rengøring under og efter salg fra stadepladsen
  • Stadepladserne skal være fjernet en halv time efter stadepladsens lukketid
  • Stadeholder forpligter sig til at gøre brug af pladsen mindst 3 dage ugentligt.

 

Under åbningstiden skal stadeplads-holderen altid kunne fremvise tilladelsen, hvis Svendborg Kommune fører tilsyn

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Der vil ikke blive opkrævet leje for stadepladser på Jessens Mole og på Frederiksø jf. beslutning i Teknik- og Erhvervsudvalget december 2019. Udlejning af vejareal til mobilt gadesalg vil derfor ikke give en kommunal indtægt.
 

Muligheden for at søge tilladelse til mobilt gadesalg forventes at understøtte det lokale erhvervsliv.

Beslutning i Teknik- og Erhvervsudvalget den 18-06-2020

Indstillingen godkendt.
 

Afbud fra Jens Erik Laulund Skotte (liste Ø), Stedfortræder Jesper Kiel (liste Ø).