Punkt 8 Bagergade 28-30 - Endelig vedtagelse kommuneplantillæg nr. 2017.23 og lokalplan nr. 652

Beslutningstema

Endelig vedtagelse af kommuneplantillæg nr. 2017.23 og lokalplan nr. 652 – Boliger i Bagergade 28-30.

Indstilling

Direktionen indstiller til Teknik- og Erhvervsudvalget med endelig godkendelse i Byrådet, at

  • Kommuneplantillæg nr. 2017.23 vedtages endeligt
  • Lokalplan nr. 652 vedtages endelig

Sagsfremstilling

Baggrund

Baggrunden for udarbejdelse af planerne er kommunens ønske om at sælge ejendommen til et byudviklingsprojekt.

 

Byrådet vedtog den 30. oktober 2018, at udbyde Bagergade 28-30, med en række vægtede kriterier ift. pris, planforhold og parkering.

 

Efter forhandling, besluttede byrådet den 25. juni 2019 at udpege projektet ”En fynsk frugthave på terrasser”, som vinder. Projektet indeholder bevaring af den eksisterende bygning i Bagergade, som omdannes til boliger, hvor alle etager udnyttes.

 

Ny bebyggelse opføres som to etageejendomme på op til 5 etager i den nordlige ende af grunden. Antallet af boliger bliver herefter op til 36 i alt på grunden.

cid:image001.png@01D638EB.7320D590

Illustrationen viser ny bebyggelses placering i forhold til den eksisterende bebyggelse i Bagergade, som omdannes.

 

Planernes indhold

Kommuneplantillægget (Bilag 1: Bagergade – Kommuneplantillæg nr. 2017.23) udlægger området til boligområde, med

  • Mulighed for opførelse af etageboligbebyggelse
  • Maks. 5 etagers bebyggelse i den nordlige ende af grunden
  • En maks. højde på 17 meter for ny bebyggelse
  • En bebyggelsesprocent på 90% for hele ejendommen
  • Ny bebyggelse i Bagergade skal tilpasses gadens øvrige bebyggelse

 

Lokalplanen (Bilag 2: Bagergade – Lokalplan nr. 652) har til formål at

  • Muliggøre fortætning af Svendborg Bymidte ved omdannelse og opførelse af etageboliger.
  • Sikre sammenhæng og harmoni mellem eksisterende bebyggelse i Bagergade og ny bebyggelse gennem placering, skala og materialer.
  • Sikre en frugthave i lokalplanområdet med offentlig adgang og opholdsmuligheder, der understøtter fællesskab.
  • Sikre private opholdsarealer i form af altaner til alle boliger.
  • Sikre at omdannelsen af den eksisterende bygning i Bagergade sker i henhold til bygningens oprindelige arkitektur.

 

Lokalplanen indeholder bestemmelser for ombygning af den eksisterende bygning i Bagergade, hvor der gives mulighed for etablering af portgennemgang til Bagergade. Bygningerne kan ombygges til ca. 18 boliger.

 

Den nye bebyggelse skal placeres i den nordlige ende af grunden indenfor to byggefelter, der er placeret, så der er mulighed for at gå gennem bebyggelsen ind på det fælles friareal – frugthaven.

Byggefelterne fastlægger de ydre rammer for bygningernes placering, og der er mulighed for indenfor byggefelterne at skabe lidt variation af placeringen i forhold til blandt andet tilpasning til terræn.

 

Det samlede antal boliger på grunden, omdannelse og nybyggeri, skal ses i sammenhæng med kravene til p-pladser og friarealkravene (herunder projektets frugthave), som er med til at sætte en øvre grænse for, hvor mange boliger grunden kan rumme.

 

Bebyggelsen skal opføres i farvede mursten, der er tilpasset de eksisterende bygningers udtryk. Derudover kan der tilføjes nye materialer, der understreger den nye arkitektur.

 

Lokalplanen indeholder ligeledes bestemmelser om adgangsveje og parkering og der er stiforbindelser fra henholdsvis Bagergade og Skolegade.

 

Offentlig høring

Byrådet vedtog d. 25. februar 2020, at offentliggøre forslag til tillæg til kommuneplan nr. 2017.23, samt forslag til lokalplan nr. 652 i 8 uger.

 

Der er ikke indkommet høringssvar i den offentlige høring, og der er således ikke sket ændringer til lokalplanforslaget.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Udgifter i forbindelse med planlægningen og udfærdigelsen af forslag til  kommuneplantillæg og lokalplan afholdes indenfor Plan og Udviklings eksisterende rammer.

 

Fortætning af bymidten med boliger understøtter bosætning og bymidtens handels- og kulturliv.

Lovgrundlag

Lov om planlægning.

Bosætningsstrategi 2020

Beslutning i Teknik- og Erhvervsudvalget den 18-06-2020

Indstillingen godkendt og sagen fremsendes til Byrådets endelige vedtagelse.

Afbud fra Jens Erik Laulund Skotte (liste Ø), Stedfortræder Jesper Kiel (liste Ø).