Punkt 12 Sundhedsfagligt tilsyn på Svendborg Kommunes botilbud

Beslutningstema

Orientering om sundhedsfagligt tilsyn på botilbuddene Ryttervej og Vestereng i 2019.

Indstilling

Direktionen indstiller;

  • at Social- og Sundhedsudvalget tager tilsynsrapporterne til efterretning.

Sagsfremstilling

Efter sundhedslovens § 213 fører Styrelsen for Patientsikkerhed (Styrelsen) tilsyn med sundhedsforholdene og den sundhedsfaglige virksomhed på sundhedsområdet. Herunder alle offentlige og private institutioner, virksomheder og behandlingssteder, hvor der udføres sundhedsfaglig behandling af autoriserede sundhedspersoner eller af personer, der handler på deres ansvar. Sundhedsfaglig behandling kan for eksempel være medicinhåndtering, kateterpleje, sårpleje mv.


Formålet med tilsynsbesøget er at vurdere patientsikkerheden samt at sikre læring hos sundhedspersonalet. 


Tilsynsbesøget tager dels udgangspunkt i en række generelle målepunkter, og dels i målepunkter, som er specifikke for typen af behandlingsstedet. Målepunkterne fokuserer på, om patientsikkerheden er tilgodeset, og om patientrettighederne er overholdt.
 

Med udgangspunkt i en stikprøve udvælger Styrelsen de steder, hvor der skal føres tilsyn. Det er således ikke alle relevante tilbud i Svendborg Kommune, som får et tilsynsbesøg hvert år.
 

På baggrund af tilsynsbesøget udarbejder Styrelsen en tilsynsrapport, hvori de redegør for deres samlede vurdering af patientsikkerheden og kategoriserer tilbuddet i en af nedenstående kategorier:

  • Ingen problemer af betydning for patientsikkerhed
  • Mindre problemer af betydning for patientsikkerhed
  • Større problemer af betydning for patientsikkerhed
  • Kritiske problemer af betydning for patientsikkerhed

 

I henhold til Sundhedsloven er det op til den enkelte kommune at afgøre på hvilket niveau, tilsynsrapporterne behandles. Socialafdelingen orienterer Social-og Sundhedsudvalget om tilsynsbesøgene løbende og ligger en samlet sag op til politisk behandling én gang årligt.

 

Opsummering af tilsynsbesøg

I 2019 blev Ryttervej, Vestereng og Søndergade udvalgt. Socialafdelingen har pr. 1. maj 2020 kun modtaget tilsynsrapporter vedrørende Ryttervej og Vestereng. Tilsynsrapporterne er tilgængelige på www.stps.dk.
 

Styrelsen har vurderet Ryttervej og Vestereng i kategorien større problemer af betydning for patientsikkerhed og givet påbud om, at tilbuddene skal bringe de uopfyldte målepunkter i orden.
 

Bilag 1 er en oversigt over, hvilke krav henholdsvis Ryttervej og Vestereng skal opfylde, for at Styrelsen ophæver påbuddene.
 

Socialafdelingen har på baggrund af den mundtlige tilbagemelding på selve tilsynsbesøgene straks iværksat en række tiltag for at styrke det sundhedsfaglige arbejde på tilbuddene. Herunder har Socialafdelingen blandt andet indenfor tilbuddenes økonomiske ramme ansat en sundhedsfaglig konsulent, afsat midler til opgradering af journalføringssystemet (Nexus) og udarbejdet nye samt opdateret eksisterende instrukser. Alle disse tiltag skal bidrage til, at Socialafdelingen efterlever Styrelsens krav.
 

Styrelsen har været på et nyt tilsynsbesøg på Ryttervej i februar 2020. På tilsynsbesøget var der positiv tilbagemelding i forhold til Ryttervejs efterlevelse af påbuddene. På baggrund af tilsynsbesøget i februar 2020 lægger Styrelsen op til, at påbuddene ophæves, og at Ryttervej vurderes i kategorien mindre problemer af betydning for patientsikkerheden. På tilsynsbesøget havde Styrelsen kun én enkel anmærkning vedrørende informeret samtykke, hvilket Socialafdelingen efter tilsynsbesøget har bragt i orden.


Styrelsen anerkender skriftligt, at Vestereng arbejder aktivt med og har gjort tiltag med henblik på at forbedre forholdene på tilbuddet. Styrelsen fastholder fortsat sin kategorisering, da Styrelsen ikke på baggrund af det indsendte materiale kan konstatere, om de iværksatte tiltag er tilstrækkeligt implementeret. Styrelsen ophæver påbuddet, når Styrelsen ved et nyt tilsynsbesøg har konstateret, at påbuddet er efterlevet. Styrelsen havde planlagt nyt besøg på Vestereng i marts 2020, som blev aflyst på grund af corona-virussen.

 

Høring i Handicaprådet

Tilsynsrapporterne har været i høring i Handicaprådet. Høringssvaret er vedlagt som bilag 2.

Lovgrundlag

Sundhedsloven § 213.

Beslutning i Social- og Sundhedsudvalget den 16-06-2020

Taget til efterretning.