Punkt 7 Udarbejdelse af ny kontakt- og indsatsstrategi

Beslutningstema

Godkendelse af brug af konsulentbistand til udarbejdelse af ny kontakt- og indsatsstrategi.

Indstilling

Direktionen indstiller,

  • at udvalget godkender, at jobcentret indgår kontrakt med  konsulentfirmaet Mploy om udarbejdelse af en ny kontakt- og indsatsstrategi for jobparate borgere.

Sagsfremstilling

Ved budgetlægningen for 2020 blev der budgetteret med et årligt antal forsikrede ledige på 700 personer i 2020.  Budgetskønnet har vist sig, jf. budgetopfølgningen pr. 31. marts at være for optimistisk. Udviklingen i andet halvår af 2019 var mod forventning stigende, en stigning som fortsatte i januar 2020, hvor det samlede antal dagpengemodtagere udgjorde over 1.000 personer.
 

Der var således inden corona-krisen udsigt til et forventet merforbrug, der er blevet værre af den aktuelle situation. Med den delvise suspendering af beskæftigelsesindsatsen fra 11. marts til 27. maj 2020 ændredes mulighederne for en aktiv indsats og ledigheden steg meget i perioden. De langvarige konsekvenser for ledigheden er vanskelige at forudsige, men der er behov for en ændring af den hidtidige indsats som følge af det væsentligt højere antal ledige.
 

Der var før beskæftigelsesindsatsen blev delvist suspenderet igangsat en række initiativer overfor borgerne i form af en øget samtalevolumen samt et øget fokus på geografisk og faglig mobilitet i jobsøgningen. I forhold virksomhedsindsatsen er der arbejdet med at sætte fokus på jobcentret som en professionel rekrutteringspartner i form af præsentationsvideoer, radiospots og indlæg på Linkedin.
 

Der er behov for en ny strategi for kontakten til de ledige og de indsatser, der iværksættes. Der er behov for i højere grad at differentiere indsatsen for nyledige og ledige, som har behov for en mere intensiv indsats for at komme i beskæftigelse igen.
 

Der er behov for at arbejde mere strategisk med virksomhedsrettede indsatser for jobparate borgere, hvilket er en videreudvikling af virksomhedsstrategien i jobcentret, så den tilpasses den aktuelle situation på beskæftigelsesområdet. Virksomhedskonsulenter og accountmanagere vil i højere grad skulle inddrages i dialogen med borgerne og sikre det tidlige rette match, ikke blot i forhold til ordinær rekruttering, men også i forhold til opkvalificerende virksomhedsrettede tilbud.


Da der således er tale om en tilpasning af indsatsen, der får betydning for såvel jobrådgivere samt virksomhedskonsulenternes tilgang til borgeren og dialogen med virksomhederne vurderes det, at der er behov for ekstern konsulentbistand til sammen med de berørte medarbejdergrupper at udvikle og implementere af en ny kontakt- og indsatsstrategi for jobparate borgere.


Der ønskes et samarbejde med konsulentfirmaet Mploy, der har stor erfaring på området, og som har kendskab til erfaringer fra andre kommuner.


Valget af Mploy skal ligeledes ses i lyset af at der er indgået aftale med Mploy om det STAR-finansierede kompetenceudviklingsprojekt, der er igangsat for flere medarbejdergrupper i jobcentret. Udvikling af en ny kontakt- og indsatsstrategi vil ske sideløbende og koordineret i forhold til dette projekt.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Udgiften til konsulentbistand forventes at udgøre 250.000 kr. der finansieres af jobcentrets budget.

Beslutning i Beskæftigelses- og Integrationsudvalget den 15-06-2020

Indstillingen blev godkendt.

 

Der var afbud fra Hanne Ringgaard Møller (B).