Punkt 11 Ærø folkehøjskole

Beslutningstema

B: Beslutningssag

Ærø Folkehøjskole søger om, at det tilskud på 30.000 kr., der i marts 2020 blev bevilget til gennemførelse af ”Tværsnit/SSS2020-Biennalen, der skulle afholdes på Ærø og i Svendborg i perioden 1. juni til 1. september 2020 må anvendes til udgivelse af en bog.

Indstilling

Direktionen indstiller, at

  • Udvalget træffer beslutning i sagen.

Sagsfremstilling

Som en konsekvens af Corona-situation, er arrangørerne nødt til at aflyse udstillingen. Derfor

arbejder de nu med en anden form – udgivelse af en bog. Bogprojektets overskrift er fortsat TVÆRSNIT, og de inviterede kunstnere er stadig de samme, ligesom udgangspunktet fortsat er FØDEKÆDE, FORSKNING og HUKOMMELSE.

Forskellen er, at udstillingen nu ”foregår” rundt på deltagernes eget atelier – og dokumenteres i atelieret. I stedet for en samlet udstilling, ”afholdes” på den måde en satellit-udstilling. Fastholdt i et bogværk, hvor de enkelte værker, ud over at fortælle sig selv, også fortæller om isolation og et ”på trods”. Det er planen, at bogen skal kunne erhverves gratis de steder, hvor udstillingen vil have foregået: I Svendborg på Udstillingsbygningen SAK, på Work2Gether samt i KUNSTHAL ved siden af.

 

Projektet er realistisk, såfremt de forskellige tilskudsgivere og fonde vil fastholde deres bevilgede  tilskud til udstillingen, hvilket alle til dato har gjort.

 

Administrationens bemærkninger

Sagen til udvalgets afgørelse i henhold til retningslinjer for Kulturpuljen.

 

Retningslinjer for Kulturpuljen

Puljen støtter kulturelle arrangementer/projekter, der understøtter Kulturløftet Fantastiske Fornemmelser eller de udmeldte temaer. Der kan søges om midler til arrangementer/projekter, der afholdes/udvikles indenfor kommunens grænse.

Puljen kan støtte sportsbegivenheder som VM, EM og DM, der afholdes indenfor kommunens grænse.

Puljen yder ikke driftsstøtte samt støtte til arrangementer/projekter, der er afviklet, inden ansøgningens behandling.

Støtte kan enten gives som tilskud eller underskudsgaranti. Der er ingen garanti for støtte. Alle ansøgninger behandles individuelt.

Ansøgninger om tilskud til musik skal søges hos Svendborg Musikudvalg, der administrerer musikpuljen.

Ansøgere kan være foreninger, institutioner og grupper af personer såvel som enkeltpersoner.

Ansøgere, der i forvejen modtager driftsstøtte fra Svendborg Kommune skal redegøre for og dokumentere, hvordan arrangementet/projektet rækker ud over den ordinære drift. Der kan ikke søges til ekstra driftsmidler.

Arrangementer/projekter, der tidligere har modtaget støtte skal som udgangspunkt kunne påvise en udvikling/nytænkning for at kunne opnå støtte igen.

Der kan kun søges støtte fra én kommunal pulje.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Udvalget bevilgede på mødet 30/3-20 et tilskud på 30.000 kr. af De frie Kulturmidler i 2020 til den del af udstillingen, der skulle foregå udendørs i Svendborg.

Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 07-05-2020

Ansøgningen imødekommes.

 

Johan Emil Rasmussen (O) var fraværende.