Punkt 10 sART Danseteater

Beslutningstema

B: Beslutningssag

Ansøgning fra sART Danseteater om tilskud på 35.000 kr. til Pilotprojektet Danse - Tænke – Mærke på ældrecentre, plejehjem og børnehaver i Svendborg kommune i september - november 2020 med senere udbredelse til øvrige fynske kommuner.

Indstilling

Direktionen indstiller, at

  • Udvalget træffer beslutning i sagen.

Sagsfremstilling

Da kunstnerisk leder Sofie Christiansens af sART Danseteater skulle i gang med sin research til forestillingen Hvis jeg bliver gammel, som spillede på Odense Teater efteråret 2019, besøgte hun adskillige aktivitets- og plejecentre for ældre. Ofte var der i nabolaget en børnehave og Sofie spurgte hver gang, om der var et samarbejde imellem de to institutioner. Svaret var næsten ens hver gang; Ja børnene kommer hvert år og går lucia optog for os. Det mener vi ikke er nok, og vil igennem dette pilotprojekt undersøge mulighederne for mere kontakt imellem mennesker på tværs af generationer, som vil være berigende for begge aldersgrupper.

sART Danseteater skriver, at baggrunden for projektet er, at videnskaben viser, at fælleskaber hvor generationer blandes, giver livskvalitet til både barn og voksen. Mange ældre er passive i deres krop og de savner berøring. Når kroppen begynder at gøre rigtig ondt og aktivitetsniveauet falder, begynder den fysiske berøringen med andre mennesker også at dale. Børn er i dag mindre fysiske både med og uden andre. Det gør at de kognitivt kommer til at mangle kompetencer når de bliver ældre.
 

En workshop vil starte ud med at sART viser et lille uddrag, ca. 3-5 scener fra forestillingen Hvis jeg bliver gammel. Derefter vil de pare et barn og en ældre, som på baggrund af deres oplevelse får 2 spørgsmål, som skal skabe dialog og en refleksion over det, de lige har oplevet sammen.
Derefter vil de lave øvelser, hvor deltagerne skal danse sammen, de skal røre ved hinanden og vise hinanden tillid og omsorg. Disse øvelser kan gøres stående for barnet og siddende på en stol eller stående for den ældre.

For yderligere se uddybende projektbeskrivelse.

 

Udgiftsbudgettet er på 105.000 kr., der foruden nærværende ansøgning søges dækket ind ved tilskud fra SEAF og Fynske Bank.

 

Administrationens bemærkninger

Det er drøftet med sART, at det vil være oplagt, at de søger støtte fra Kulturregionens Kultur & Sundhedspuljen, der netop har til formål at understøtte projekter, der kan virke sundhedsfremmende, forebyggende og behandlende. En oplagt pulje til lige netop dette projekt -også med sigte på ønsket om at brede projektet ud til større dele af Region Syd. Ansøgningsfristen for denne pulje er endnu ikke meldt ud, da den oprindelige ansøgningsfrist blev ændret grundet Corona.

 

sART Danseteater har tidligere modtaget kommunalt tilskud til sine produktioner.

 

Sagen til udvalgets afgørelse i henhold til retningslinjer for Kulturpuljen.

 

Retningslinjer for Kulturpuljen

Puljen støtter kulturelle arrangementer/projekter, der understøtter Kulturløftet Fantastiske Fornemmelser eller de udmeldte temaer. Der kan søges om midler til arrangementer/projekter, der afholdes/udvikles indenfor kommunens grænse.

Puljen kan støtte sportsbegivenheder som VM, EM og DM, der afholdes indenfor kommunens grænse.

Puljen yder ikke driftsstøtte samt støtte til arrangementer/projekter, der er afviklet, inden ansøgningens behandling.

Støtte kan enten gives som tilskud eller underskudsgaranti. Der er ingen garanti for støtte. Alle ansøgninger behandles individuelt.

Ansøgninger om tilskud til musik skal søges hos Svendborg Musikudvalg, der administrerer musikpuljen.

Ansøgere kan være foreninger, institutioner og grupper af personer såvel som enkeltpersoner.

Ansøgere, der i forvejen modtager driftsstøtte fra Svendborg Kommune skal redegøre for og dokumentere, hvordan arrangementet/projektet rækker ud over den ordinære drift. Der kan ikke søges til ekstra driftsmidler.

Arrangementer/projekter, der tidligere har modtaget støtte skal som udgangspunkt kunne påvise en udvikling/nytænkning for at kunne opnå støtte igen.

Der kan kun søges støtte fra én kommunal pulje.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Bevilling vil være at afholde af Kulturpuljen, hvor det pr. dato ikke disponerede beløb fremgår under status på Kulturpuljen.

Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 07-05-2020

Ansøgningen imødekommes med et tilskud på 35.000 kr. fra Kulturpuljen.

 

Johan Emil Rasmussen (O) var fraværende.