Punkt 9 Rytmisk Råstof/Harders

Beslutningstema

Rytmisk Råstof/Harders søger tilskud på 22.500 kr. til gennemførelse af en livestreamingfestival fra Harders i dagene 8.-9. maj 2020. Ansøgningens pålydende er 78.000 kr., men ansøgningsbeløbet er siden reduceret, da det er blevet muligt at anvende honorarklip til digitale koncertaktiviteter uden entré.

Indstilling

Direktionen indstiller, at

  • Udvalget træffer beslutning i sagen.

Sagsfremstilling

Alive online - Harders livestreaming-festival er et projekt, som søger at bringe folk sammen om kulturelle kvalitetsoplevelser i en tid, hvor vi der er brug for at være fælles om noget under kravet om social distance, skriver ansøger.

Programmet tilrettelægges som Harders normalt vil lægge et program. Det vil sige med vægt på aktualitet, kvalitet og lokal forankring.

Der planlægges efter at lave to koncerter fredag og tre lørdag. Med god tid til at desinficere materiel og faciliteter mellem koncerterne.

 

Lige nu er de i dialog med flere bands jfr. vedlagte projektbeskrivelse.

 

Budgettet ved transmission af 5 orkestre er på ca. 82.000 kr., hvoraf der p.t. mangler finansiering af 22.500 kr. Foruden nærværende ansøgning er der sendt ansøgning til forskellige fonde.

 

Administrationens bemærkninger

Ansøgningen er forelagt på Musikudvalgets møde den 28. april 2020, da ansøgninger om musik skal søges hos Svendborg Musikudvalg. Musikudvalget vedtog at bevilge et tilskud fra musikpuljen på 17.000 kr. til dækning af udgifterne til produktion og transmissionsteknik. Musikudvalget lægger til grund for beslutningen, at der allerede ydes kommunalt tilskud i form af honorarstøtte, men at udvalget grundet den særlige situation, gerne vil støtte op med et tilskud til de ekstraordinære produktionsomkostninger til transmissionen.

 

Sagen er til Kultur- og Fritidsudvalgets afgørelse i henhold til retningslinjer for Kulturpuljen.

 

Retningslinjer for Kulturpuljen

Puljen støtter kulturelle arrangementer/projekter, der understøtter Kulturløftet Fantastiske Fornemmelser eller de udmeldte temaer. Der kan søges om midler til arrangementer/projekter, der afholdes/udvikles indenfor kommunens grænse.

Puljen kan støtte sportsbegivenheder som VM, EM og DM, der afholdes indenfor kommunens grænse.

Puljen yder ikke driftsstøtte samt støtte til arrangementer/projekter, der er afviklet, inden ansøgningens behandling.

Støtte kan enten gives som tilskud eller underskudsgaranti. Der er ingen garanti for støtte. Alle ansøgninger behandles individuelt.

Ansøgninger om tilskud til musik skal søges hos Svendborg Musikudvalg, der administrerer musikpuljen.

Ansøgere kan være foreninger, institutioner og grupper af personer såvel som enkeltpersoner.

Ansøgere, der i forvejen modtager driftsstøtte fra Svendborg Kommune skal redegøre for og dokumentere, hvordan arrangementet/projektet rækker ud over den ordinære drift. Der kan ikke søges til ekstra driftsmidler.

Arrangementer/projekter, der tidligere har modtaget støtte skal som udgangspunkt kunne påvise en udvikling/nytænkning for at kunne opnå støtte igen.

Der kan kun søges støtte fra én kommunal pulje.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Bevilling vil være at afholde af Kulturpuljen, hvor det pr. dato ikke disponerede beløb fremgår under status på Kulturpuljen.

Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 07-05-2020

Grundet COVID 19-situationen besluttede udvalget ekstraordinært at supplere tilskuddet fra Musikpuljen med en underskudsgaranti på 5.500 kr. fra Kulturpuljen.

 

Johan Emil Rasmussen (O) var fraværende.