Punkt 15 Padelbaner ved Svendborg Idrætscenter, Ryttervej 70, 5700 Svendborg

Beslutningstema

Tilsagn om råderetsaftale med Svendborg Tennisklub for et areal beliggende ved Svendborg Idrætscenter til etablering af to padelbaner

Indstilling

Direktionen indstiller til Kultur- og Fritidsudvalget og Teknik- og Erhvervsudvalget til endelig godkendelse i Byrådet,

 

  • At der indgås en 25 årig råderetsaftale med Svendborg Tennisklub for anlæggelse af 2 padelbaner
  • At Administrationen bemyndiges på Byrådets vegne til at indgå en råderetsaftale

Sagsfremstilling

Svendborg Tennisklub har gennem længere tid ønsket at etablere padelbaner ved tennisanlægget på Ryttervej v. Svendborg Idrætscenter.

Padel er en sport i kraftig vækst i disse år, og klubben ønsker at tilbyde eksisterende såvel som nye medlemmer muligheden for at dyrke sporten i Svendborg Tennisklub.

Klubben oplyser, at DGI Tennis har opfordret klubben til at anlægge 2 padelbaner, så banerne kan stå klar til Landsstævnet 2021.

Arealet til padelbanerne er beliggende på matrikelnr. 23a, Sørup, Svendborg Markjorder, og vil have en samlet størrelse på 28 x 23 meter.

Banerne placeres i umiddelbar forlængelse af eksisterende tennisbaner, men medfører dog at en enkelt grustennisbane nedlægges.

Tennisanlægget vil herefter bestå af 8 tennisbaner med rødgrus, 1 tennisbaner med kunstgræsbelægning og 2 padelbaner, hvilket Svendborg Tennisklub anser for at være dækkende for det behov der er i forhold til almindelig træning og muligheden for at tiltrække stævner.

Administrationen har ingen bemærkninger til ansøgningen, dog præciseres det, at banerne kun må placeres på det ønskede sted under forudsætning af, at det fortsat er muligt at overholde minimumskravene for brandvejen, som ligger mellem banerne og Svendborg Svømmeland. Brand- og tilkørselsveje skal have en bredde på minimum 2,8 meter plus udvidelse i sving.

Folkeoplysningsudvalget er orienteret om sagen. Udvalget har taget sagen til efterretning via skriftlig godkendelse af dagsorden af 26. marts 2020.

Sport og Idræt i Svendborg orienteres på et kommende møde.

 

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Svendborg Tennisklub er bygherre på projektet og vil via fondsmidler og egne midler finansiere den samlede anlægssum.

Foreningen skal selv indhente fornødne tilladelser til opførelse af banen.

 

De fremtidige udgifter til drift og vedligeholdelse af anlægget afholdes af Svendborg Tennisklub.

Beslutning i Folkeoplysningsudvalg den 25-03-2020

Orienteringen taget til efterretning.

Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 07-05-2020

Indstillingen godkendt.

 

Johan Emil Rasmussen (O) var fraværende.

Beslutning i Teknik- og Erhvervsudvalget den 07-05-2020

Indstillingen godkendes og fremsendes til Byrådets endelig godkendelse.
 

Beslutning i Økonomiudvalget den 19-05-2020

Indstilles.