Punkt 12 Vindmøller ved Broholm - Offentlig høring af planforslag og miljøvurdering af plangrundlag

Beslutningstema

Offentlig høring af planforslag samt miljøvurdering af plangrundlag for tre vindmøller øst for Broholm Gods.

Indstilling

Direktionen indstiller til Teknik- og Erhvervsudvalgets godkendelse, med endelig vedtagelse i Byrådet, at

  • Forslag til kommuneplantillæg 2017 nr. 27 for vindmøller øst for Broholm sendes i offentlig høring i minimum 8 uger.
  • Forslag til lokalplan 658 for vindmøller øst for Broholm sendes i offentlig høring i minimum 8 uger.
  • Miljøvurdering af kommuneplantillæg 2017.27 og lokalplan 658 offentliggøres i samme periode.

 

Indstillingen sker under forudsætning af Miljø- og Naturudvalgets godkendelse den 5. maj 2020, om at sende følgende dokumenter i offentlig høring:
 

  • Offentlig høring af miljøvurdering af vindmølleprojektet for vindmøller øst for Broholm (VVM).
  • Offentlig høring af udkast til VVM-tilladelse til vindmøller øst for Broholm.


Alle fem dokumenter forventes offentliggjort på samme tid i minimum 8 uger, når Byrådet har behandlet plansagen.

Sagsfremstilling

Baggrund

Ejerne af Broholm Gods og Fuglehavegård har i maj 2018 ansøgt om, at opstille tre ens vindmøller med en totalhøjde på knap 150 meter øst for Broholm Gods og Landevejen i Svendborg Kommune.

De tre vindmøller er placeret i landzone og en realisering af vindmølleprojektet kræver et tillæg til Kommuneplan 2017-2029 samt en lokalplan. Derudover udløser projektet krav om miljøvurdering af både planforslag og vindmølleprojektet samt en VVM-tilladelse.

På byrådsmødet den 30. oktober 2018 blev det besluttet at igangsætte planlægningen for 3 vindmøller af knap 150 m højde ved Broholm.

Der blev i forlængelse heraf afholdt forudgående høring med indkaldelse af ideer og bemærkninger til planlægning og miljøvurdering i perioden 11. april til og med den 12. maj 2019.

I høringsperioden blev der indsendt i alt 12 høringssvar. Tre høringssvar er fra andre myndigheder, henholdsvis Forsvarsministeriet, Svendborg Museum og fra Fyens Stift. De resterende høringssvar er fra borgere, herunder en underskriftsindsamling med i alt 82 underskrifter fra naboer og borgere i lokalområdet.

Høringssvarene fra borgerne er alle imod opstilling af vindmøller i området.

Følgende emner gik igen i borgernes høringssvar:

  • Påvirkning af herregårdslandskabet og bevaringsværdige bygninger som fx Broholm Gods og kirker
  • Påvirkning af et meget naturskønt landskab. Tange Ådal, Øhavsstien og Margueriteruten fremhæves
  • Påvirkning af dyrelivet, herunder sjældne arter som sort egern, hasselmus, grønspætte, ugler og flagermus
  • Vindmøller harmonerer ikke med Lundeborg som turistområde og Broholm Gods egne turistaktiviteter
  • Frygt for støjgener
  • Frygt for økonomiske forringelse af boliger
  • Af kommuneplanen fremgår det, at opstilling af vedvarende energi-anlæg skal ske under størst mulig hensyntagen og med færrest mulig gener
  • Området har dårlige vindforhold
  • Forslag til alternative placeringer: Placér flere møller samlet, så de ikke spredes i landskabet. Placér møller langs motorvejen, ved Storebæltsbroen eller andre steder på havet.
  • Forslag om andre metoder til reducering af CO2 fx landbrugsomlægning, affaldssortering og transportområdet.

På Byrådsmødet den 25. juni 2019 blev det besluttet, at fortsætte med processen for udarbejdelse af forslag til kommuneplantillæg og lokalplan samt udarbejdelse af miljøvurdering.

De indkomne høringssvar skulle tages til efterretning og spørgsmål rejst i de indkomne høringssvar afklares i miljøvurdering for det konkrete projekt.

Oversigtskort med vejnavne der viser placeringen af de tre vindmøller. 
 

Efterfølgende er nedenstående dokumenter udarbejdet.

  • Forslag til kommuneplantillæg 2017.27 for Vindmøller øst for Broholm – udarbejdet af rådgiver for Svendborg Kommune (Bilag 1 – ”Vindmøller øst for Broholm – Kommuneplantillæg 2017.27”) 
  • Forslag til lokalplan 658 for Vindmøller øst for Broholm – udarbejdet af rådgiver for Svendborg Kommune (Bilag 2 – ”Vindmøller øst for Broholm – Lokalplanforslag 658”)
  • Miljøvurdering af planerne – udarbejdet af rådgiverfor Svendborg Kommune (Bilag 3 – ” ”Vindmøller øst for Broholm – Miljørapport for plangrundlag”).
  • Miljøkonsekvensvurdering af vindmølleprojektet – udarbejdet af rådgiver for vindmølleejerne (Bilag 4 – ”Vindmøller øst for Broholm – Miljøkonsekvensrapport for projektet (23-04-2020)” og bilag 7-10: ”Vindmøller øst for Broholm – bilag MKR af visualiseringer (30-03-2020)”). 
  • Udkast til VVM-tilladelse – udarbejdet af rådgiver for Svendborg Kommune (Bilag 5 – ”Vindmøller øst for Broholm – Udkast til VVM-tilladelse”). 


Forud for miljøvurderingen, er der foretaget en afgrænsning af indholdet til miljøvurderingen af henholdsvis planer og projekt. Afgrænsningerne er gennemført med udgangspunkt i miljøvurderingslovens bestemmelser og indkomne bemærkninger fra den første offentlige høring. Afgrænsningsdokumenterne er udarbejdet af rådgiver for Svendborg Kommune (bilag 6 – ”Vindmøller øst for Broholm – Afgrænsning af miljøvurdering af planer).

 

Kommuneplantillæg 2017.27

Kommuneplantillægget udlægger en ny ramme til tekniske anlæg i form af vindmøller. Rammen giver mulighed for at etablere op til tre vindmøller på maksimalt 149,9 m med tilhørende tekniske installationer, teknikbygninger, adgangs- og arbejdsarealer.

Rammen giver endvidere mulighed for et harmoniforhold på mellem 1:1 og 1:1,8.

Harmoniforholdet afviger fra kommuneplanens retningslinje om, at: ”vindmøllernes navhøjde og vingediameter skal have et harmonisk forhold på mellem 1:1 og 1:1,2”.

Baggrunden herfor er den tekniske udvikling af vindmøller, hvor andre harmoniforhold giver en bedre udnyttelse af vindenergien. Retningslinjen om harmoniforhold forventes revideret i den kommende revision af kommuneplanen.

Projektforslagets vindmøller har en rotordiameter på 132-136 meter. Harmoniforholdet mellem navhøjde og rotordiameter er henholdsvis 1:1,57 og 1:1,66.

Svendborg Kommuneplanens retningslinje om indbyrdes afstand mellem vindmøller anviser at ”Vindmøller skal i videst muligt omfang opstilles på en måde, der tager hensyn til landskabelige og æstetiske forhold, og skal normalt opstilles på en ret linje med en indbyrdes afstand på 3-4 gange rotordiameter.”

Vindmøllerne vil blive opstillet med en kortere afstand end kommuneplanens retningslinje: Afstanden mellem de tre vindmøller bliver 380 meter hvilket svarer til 2,88 og 2,79 gange rotordiameteren.

Ud fra miljøkonsekvensrapportens visualiseringer og landskabsvurderinger, har det ingen visuel betydning at afstanden mellem vindmøllerne er mindre end foreskrevet. Tværtimod har det samlede anlæg en mindre udstrækning i landskabet, hvorfor opsætning af møllerne med en kortere indbyrdes afstand, vurderes at være i overensstemmelse med kommuneplanen.

Vindmølleprojektet er derudover vurderet til at være i overensstemmelse med nationale interesser i kommuneplanlægningen og kommuneplanens retningslinjer i øvrigt.
 

Lokalplan 658

Lokalplanen giver, i overensstemmelse med kommuneplantillægget, mulighed for at etablere tre vindmøller med en maksimal højde på 149,9 m med tilhørende med tilhørende tekniske installationer, teknikbygninger, adgangs- og arbejdsarealer, der er nødvendige for driften af møllerne.
 

Miljøvurdering af planer 

Svendborg Kommune har udarbejdet miljøvurdering af forslag til kommuneplantillæg 2017.27 og forslag til lokalplan 658. Miljøvurderingen af planerne konkluderer, at de to planer kan realiseres, men at det på to parametre, skyggekast og Bilag IV arter (flagermus), vil have væsentlige påvirkninger af miljøet, som medfører behov for afværgeforanstaltninger.

Det er vurderet, at miljøvurderingen af planerne skal redegøre for påvirkningen af:

  • Befolkning
  • Mennesker og Sundhed
  • Landskab og Kulturarv
  • Biodiversitet
     

Emner og konklusioner i miljøvurderingen af planerne beskrives kort herunder.
 

Befolkning

Møllernes påvirkning af befolkningen er vurderet i forhold til visuel påvirkning af nabobebyggelserne, lysafmærkning af hensyn til lufttrafikken og refleksion.

Den visuelle påvirkning fra vindmøllerne vurderes at være markant ved nabobeboelserne mod øst, beboelserne mod syd, samt be­boelserne mod nordvest. Desuden vil møllerne kunne ses fra Broholm Gods. Der er udarbejdet visualiseringer (bilag 7-10: ”Vindmøller øst for Broholm – Bilag MKR af visualiseringer”) i forbindelse med miljøkonse­kvensrapporten, som mere detaljeret beskriver den visuelle på­virkning af naboerne. Det vurderes på baggrund af visualiseringerne, at den samlede visuelle påvirkning af nabobeboel­serne er moderat.

Trafikstyrelsen har meddelt, at vindmøllerne øst for Broholm skal markeres med lav intensivt rødt fast lys, der er aktiveret konstant. Dette lys er en luftfartsaf­mærkning af hensyn til sikkerheden for flytrafikken. Lysmarkeringen skal placeres øverst på møllehuset.

Lyskilderne på nyere typer af afmærkningslys er afskærmet, såle­des at lyset stort set ikke ses fra terræn i nærområdet. Det er derfor vurde­ret, at lysafmærkning af den omtalte type ikke vil give væsentlige gener for de omkringboende eller for mennesker og dyr, som fær­des i området.

Refleksion af sollys i møllevinger er et fænomen, som under særlige omstændigheder kan virke generende for naboer til vindmøller. Moderne møllevinger har en overfladebehandling med et lavt glanstal på 30, ligesom de konvekse overflader vil sprede eventuelle reflekser jævnt, hvilket vurderes til at reduce­re generne.

 

Mennesker og Sundhed

Vindmøllerne vil have en påvirkning på mennesker og sundhed og i miljørapporten er påvirkningen vurderet i forhold til støj og skyggekast.

Beregninger dokumenterer, at de gældende støjgrænser er overholdt ved alle omkringliggende boliger, der ikke ejes af ansøgerne selv. Det er derfor vurderet, at støjfaktoren ikke vil medføre nogen væsentlig påvirkning af mennesker og sundhed.

I Svendborg Kommuneplan 2017-2029 gør følgende retningslinje sig gældende i forhold til skygge: Ved planlægning for nye vindmøller skal det så vidt muligt sik­res, at boliger til  helårsbeboelse ikke udsættes for skygge i me­re end 10 timer (reel skyggetid) om året.

Denne retningslinje følger Erhvervsstyrelsens vejledning for til­ladelse til opstilling af vindmøller.

Der er beregnet et reelt skyggekast i projektforslaget på mere end 10 timer pr. år ved 10 naboer øst for projektområdet og 4 naboer vest for projektområdet. Det samlede antal timer varierer fra ca. 12 timer pr. år til ca. 39 timer pr. år. Dette vil for 14 naboejendomme medføre et behov for afværgeforanstaltninger.

Påvirkningen af skyggekastet er derfor vurderet som væsentlig. Der forslås krav om, at møllerne stoppes, når en be­boelse har opnået 10 timer skyggekast om året.

 

Landskab og Kulturarv

Visuelt fremtræder møllerne markant i nærzonen (0-4,5 km fra vindmøllerne). Det er vurderet, at der er tale om en moderat påvirkning af nærzonen, da beplantning, skovbevoksning og bebyggelse vil skær­me for en del af udsynet til møllerækken.

I mel­lem og fjernzonen (4,5-10+ km) vurderes møllerne at være mere tilpasset land­skabets skala.

Herudover vil møllerne med deres lange vinger og langsommere rotorhastighed, rotere langsommere end eksiste­rende møller i det omkringliggende landskab, og derved fremstå roligere i landskabet.

De tre nye møller placeres inden for kystnærhedszonen. Planlægning inden for kystnærhedszonen kræver, at hensynet til landskabet inddrages, og at der er en særlig begrundelse for planlægningen.

Svendborg Kommune har vurderet, at de nye møller kan placeres inden for kystnærhedszonen, da de placeres relativt langt fra kysten samtidig med, at vindmøllerne mange steder vil være skærmet af beplantning og skovarealer, hvorved de landskabelige hensyn varetages.

Møllerne påvirker tre kulturmiljøer indenfor en afstand af 4,2 km, hhv. Hesselagergård, Lundeborg og Ny Hesselager. På baggrund af visualiseringer vurderes det, at der for alle tre kulturmiljøer er tale om en minimal påvirkning, da vindmøllerne overvejende afskærmes af beplantning og skovarealer og dermed begrænser påvirkningen af kulturmiljøerne.

Der er foretaget vurdering af udsigten og samspillet med otte omkringliggende kirker. Vindmøllerne kan ses fra 3 af de 8 kirker. Det vurderes samlet, at der ikke vil være væsentlig påvirkning af de kirkelige interesser i området, da møllerne ses på stor afstand og da møllerne overvejende er afskærmet af beplantning og bygninger. Vurderingen er taget ud fra visualiseringer udarbejdet for hver enkelt kirke.

 

Biodiversitet

Konsekvensvurderingen for påvirkning af NATURA 2000 og vurderingen af påvirkning af bilag 4-arter er opsummeret i miljøvurderingen.

Det fremgår af konsekvensvurderingen, at planlægning og etablering af tre vindmøller øst for Broholm ikke vil påvirke EF-habitatområderne, herunder naturtyper og arter på deres udpeg­ningsgrundlag, på grund af afstandsforholdene til mølleprojektet.

I forhold til bilag 4-arter er det vurderet, at det udelukkende vil være relevant at undersøge flyvende bilag 4-arter (flagermus) – og det er konkluderet, at yngle- eller rasteområder for flagermus ikke beskadiges eller ødelægges.

Dog er det vurderet, at der ved den sydligste mølle er væsentlig påvirkning på grund af møllens placering tæt ved skovkanten, der kan fungere som ledelinje i landskabet under flagermusens jagt.

Der skal derfor gennemføres et vindmøllestop ved den sydligste vindmølle, som afværgeforanstaltning. Afværgeforanstaltnin­gen skal følges op med en overvågning over to år for at dokumentere behovet for vindmølle­stoppet.

 

Det videre forløb

Efter byrådets behandling af planforslagene og miljøvurdering af plangrundlag, offentliggøres materialet i minimum 8 uger. Herefter vil der ske en behandling af indkomne høringssvar, hvorefter sagen vil blive fremlagt til politisk behandling.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Udgifterne til miljøvurdering og planlægning finansieres via tidligere afsatte midler til tematillæg for vindmøller og solceller, som besluttet på byrådsmødet i oktober 2018.

Lovgrundlag

Lov om planlægning

Lov om miljøvurdering af planer og programmer og konkrete projekter (VVM).

Strategier og politiker:

-          Bæredygtighedsstrategi 2020

Beslutning i Teknik- og Erhvervsudvalget den 07-05-2020

Liste V kan ikke støtte indstillingen, og har følgende mindretalsudtalelse: 
 

”Venstre har den holdning, at vindmøller ikke bør opføres på land ,hvor der er naboer, men alene i øde egne, hvis det er ønskeligt, men ellers alene på havet. Energiforliget fra 2018, vedtaget af et stort folketingsflertal, siger at antallet af vindmøller på land skal halveres. Derfor kan Venstre ikke støtte op om et vindmølleprojekt i et område, hvor vindeffektiviteten oveni købet er begrænset.  I stedet ønsker Venstre at få sat gang i opsætningen af nogle flere solcelleparker, som sætter et langt mindre aftryk i naturen”.

 

Indstillingen godkendes og fremsendes til Byrådets endelige godkendelse.
 

 

Beslutning i Økonomiudvalget den 19-05-2020

Indstilles. Liste O og Liste V var imod. Liste V var imod med henvisning til mindretalsudtalelsen fra Teknik- og Erhvervsudvalget.