Punkt 12 Styrkelse af ungeinvolveringen i Svendborg Kommune

Beslutningstema

Oplæg til drøftelse af forslag til styrkelse af ungeinvolveringen i Svendborg Kommune.

Indstilling

Direktionen indstiller til Kultur- og Fritidsudvalget og til Børne- og Ungeudvalget,

  • At udvalgene drøfter forslag til styrkelse af ungeinvolveringen i Svendborg Kommune, herunder finansiering af forslaget.

Sagsfremstilling

Administrationen har udarbejdet forslag til styrkelse af Svendborg Kommunes ungeinvolvering med udgangspunkt i Svendborg Ungdomsskole. Det er forslaget at der bygges videre på erfaringerne fra projektet ”I politisk mesterlære”, og Svendborg Ungdomsskoles erfaringer med demokrati og medborgerskab, med det formål at udvikle og tilbyde en ny tilbudsvifte på Svendborg Ungdomsskole centreret omkring demokrati, politik og aktivt medborgerskab. Den nye tilbudsvifte etableres bl.a. med henblik på at give alle unge i Svendborg Kommune en mulighed for at deltage i lokaldemokratiske tiltag, som kan være med til at danne dem til aktive medborgere med uddannelse, job og aktiv deltagelse i betydningsfulde fællesskaber.

 

Den nye tilbudsvifte vil bestå af en række individuelle, men gensidigt afhængige tiltag og forløb. Det er således intentionen, at man som ung i Svendborg Kommune vil skulle kunne følge alle forløb på en kronologisk måde, sådan at tiltagene bygger oven på hinanden, og i sidste ende giver den enkelte unge den bedst mulige indsigt i og interesse for lokaldemokrati såvel som demokrati på de større nationale og internationale linjer. Samtidig er det dog også intentionen, at forløbene skal kunne fungere således, at den unge kan hoppe på netop det enkeltstående forløb vedkommende finder interessant, og her opnå en indledende indsigt i politiske og demokratiske strukturer.

 

Den nye tilbudsvifte vil bestå af følgende tilbud (Forslag til nye driftstilbud under Svendborg Ungdomsskole er kursiveret):

  • Fælleselevforum på tværs af grundskoler i Svendborg Kommune i et samarbejde med Skole og Uddannelse.
  • Demokratipakken indeholdende:
    • Ekskursion til Folketinget og DR.
    • Studietur til EU-parlamentet, NATO og møde med danske unge fra Europaskolen i Bruxelles.
    • Deltagelse i Folkemødet på Bornholm.
  • Forankring og koordinering af ”I Politisk mesterlære”.
  • Deltagelse i FN topmøde for unge.
  • Etablering og koordinering af et Ungepanel i Svendborg Kommune, for unge mellem 15 og 25 år, som er gået ud af grundskolen.

 

Med forslaget flyttes koordineringen af og ansvaret for grundskoleområdets fælles elevforum over til at blive varetaget i et samarbejde mellem Svendborg Ungdomsskole og Skole og Uddannelse. Dette sker med opbakning fra skoleområdet og elevforummet selv.

 

Med forslaget følger også en forankring af ”I politisk mesterlære”, samt udvikling af en overbygning til ”I politisk mesterlære” i form af et Ungepanel. Selve projektet har mødt stor opbakning og anerkendelse fra unge og politikere, ligesom projektet nåede bredt ud i lokale, regionale og nationale medier. Det er derfor forslaget at lade ”I politisk mesterlære” forankre i samme overordnet form, som udmøntet i projektperioden, og samtidig lade eventuelle til rettelser bygge på anbefalingerne i projektets evaluering.

 

I evalueringen af projekt ”I politisk mesterlære” fremhævede flere unge et ønske om oprettelse af et ungepanel, da de efter endt mesterlæreforløb gerne vil anvende deres nye kompetencer og indsigt i lokalpolitiske forhold. For at imødekomme de unges ønsker og engagement er det forslaget at oprette et ungepanel for unge op til 25 år, som har deltaget i ”I politisk mesterlære”. Ungepanelet koordineres af Svendborg Ungdomsskole, og vil kunne være selvforsynende med unge, som har deltaget i ”I politisk mesterlære”. De nærmere rammer og arbejdsgange for ungepanelet foreslås udviklet på tværs af relevante politiske fagudvalg, Svendborg Ungdomsskole og de unge selv.

 

Demokratipakken og forløbene herunder er en del af Svendborg Ungdomsskoles eksisterende tilbud inden for demokrati og medborgerskab.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

En ny tilbudsvifte med fokus på styrkelse af ungeinvolveringen vil kræve en øget prioritering af ressourcer til drift af de nye tilbud. Det fremlagte forslag vil kræve 0.6 lærerstilling svarende til 325.000 kr. Hertil vil øvrige driftsomkostninger som materialer, aktiviteter, transport, forplejning mv. beløbe sig til 150.000 kr. Det nuværende budget for ungeråd på 25.000 kr., under Børne- og Ungeudvalget, foreslås samtidig permanent overflyttet til Svendborg Ungdomsskole. Det samlede behov for finansiering er således 450.000. Administrationen kan ikke anvise denne finansiering.

 

For de elever som deltager i et eller flere forløb under demokratipakken, som led i deres elevrådsarbejde i grundskolen, vil der være en medfinansiering fra elevens skole. For de unge der ikke er en del af et elevrådsarbejde, og som ønsker at deltage i et eller flere forløb under demokratipakken vil der være en egenbetaling.

Beslutning i Børne- og Ungeudvalget den 06-05-2020

Drøftet og der beskrives et budgettema.