Punkt 2 Konsekvenser af Coronavirus for kultur- og fritidslivet

Beslutningstema

Indsatser til imødekommelse af konsekvenser af Coronavirus/COVID-19 på det folkeoplysende område

Indstilling

Formanden indstiller følgende punkter til godkendelse:

  1. Orientering om status på konsekvenserne for kultur- og fritidslivet i Svendborg tages til efterretning.
     
  2. Budgetterede lokaletilskud til folkeoplysende foreninger fastholdes på trods af aflyste aktiviteter, hvor afholdte udgifter kan dokumenteres.
    Denne kompensation vil udelukkende blive udbetalt til foreninger, som ikke kompenseres på anden vis.

 

  1. Budgetterede nettoudgifter til halleje i haller fastholdes.
    Folkeoplysningsudvalgets andel i forhold til Svendborgordningen udbetales.
    Denne kompensation vil udelukkende blive udbetalt til haller, som ikke kompenseres på anden vis.
  2. Budgetterede udgifter til kontrakthaller  – Gudmehallerne og Stenstruphallen fastholdes –Såfremt der ikke er juridske forhindringer i dette. Dette er ikke ved afklaret endeligt ved dagsordenens udsendelse.
     
  3. Budgetterede tilskud til planlagte, men aflyste, aktiviteter i aftenskolerne fastholdes, hvor afholdte udgifter kan dokumenteres.
     
  4. PEAU tilskud udbetales for planlagte, men aflyste kurser.
     
  5. Der kan udbetales tilskud for undervisning, hvor den fysiske undervisning erstattes med fjernundervisningstilbud på igangsatte hold uden hensyntagen til de gældende begrænsninger på fjernundervisningens omfang.
     
  6. Opkrævning af egenbetaling for foreningers lokalelleje kan efter anmodning udskydes, gældende for egenbetaling fra før og efter COVID-19.
     
  7. Opkrævning af egenbetaling for lønudgift til aftenskoleundervisning kan udskydes efter anmodning.
     
  8. Udbetaling af kommunale tilskud til aftenskolerne kan fremrykkes og dermed understøtte skolernes likviditet.
     
  9. Foreningerne har, efter anmodning, mulighed for at indsende regnskaber senere end normal frist, såfremt det ikke har været muligt at afholde generalforsamling.
     
  10. Bevillinger til haltimer for 2021 vil ikke blive berørt af en eventuel aktivitetsnedgang i 2020.
     
  11. Bevillinger til aftenskolerne for 2021 vil ikke berørt af en eventuel aktivitetsnedgang i 2020.
     
  12. De indstillede tiltag er gældende fra 09.03.2020 til 31.12. 2020.
     

Sagsfremstilling

Nedlukningen af Danmark grundet Coronavirus/COVID-19 vil uundgåeligt have konsekvenser for kultur- og fritidslivet – også i Svendborg (bilag 1).

Kulturinstitutioner mister deres indtægter, kunstnere deres levebrød og aftenskoler og foreninger må aflyse deres aktiviteter og se sponsorindtægter og frivillige arbejdsopgaver forsvinde.

 

Udover en række statslige hjælpepakker har Kulturministeriet udstedt en bekendtgørelse, der giver kommunerne mulighed for at afvige fra en række forhold i Folkeoplysningsloven, der skal hjælpe de folkeoplysende foreninger igennem krisen.

Det gælder bl.a. mulighed for tilskud til aflyste aktiviteter og fremrykning af udbetalingen af tilskud (bilag 2).

 

Fra statslig side er der vedtaget en kompensationsordning for aftenskolerne. De kan søge kompensation for op til 90 pct. af den tabte deltagerbetaling for perioden 9. marts til 8. juni 2020 som følge af COVID-19. Der kan ikke kompenseres for tabt deltagerbetaling ud over de faktisk afholdte udgifter.

 

For frivillige folkeoplysende foreninger er der vedtaget et ekstraordinært tilskud på 50 mio. kr. til lokale idræts- og spejderforeninger og fortrinsvis til de foreninger, der er hårdest ramt af eksempelvis medlemstilbagegang og aflyste mindre arrangementer med under 500 deltagere.

 

 

Generelle forhold for foreningerne:

Nogle foreninger kan i 2020 muligvis få likviditetsproblemer, derfor foreslås, at opkrævning af egenbetaling for anvendelse af faciliteter og egenbetaling for lønudgift til aftenskoleundervisning kan udskydes efter anmodning.

 

Samtidig kan det blive et problem for foreninger, at indsende regnskaber til tiden, da det har været umuligt at afholde generalforsamlinger. Det foreslås derfor, at foreninger, efter anmodning, kan indsende regnskaber senere end normal frist.

 

Flere foreninger har henvendt sig med bekymring for tilskudsberegningen for 2021.

Ved beregning af tilskud for kommende år tages der normalt udgangspunkt i aktivitetsniveauet det foregående år. I 2020 vil der uundgåeligt blive en aktivitetsnedgang for alle foreninger.

Det foreslås derfor, at foreningerne meddeles, at beregning af bevillingerne for 2021 ikke vil blive berørt af aktivitetsnedgangen i 2020.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Ingen økonomiske konsekvenser, da der er tale om allerede budgetterede tilskud.

Lovgrundlag

Bekendtgørelse nr. 320 om visse midlertidige foranstaltninger for den frie folkeoplysende virksomhed som led i forebyggelse og afhjælpning i forbindelse med COVID-19.

 

Kommunens egne retningslinjer.

Beslutning i Folkeoplysningsudvalg den 30-04-2020

Indstillingen blev godkendt, dog udgår pkt. 6.