Punkt 8 Strategisk udviklingsplan for Godsbanearealet - revideret tidsplan

Beslutningstema

Orientering om ændring af tidsplan for den strategiske udviklingsplan for Godsbanearealet

Indstilling

Direktøren for Miljø og Teknik indstiller,

 at udvalget tager orienteringen til efterretning

Sagsfremstilling

Byrådet besluttede den 28. januar 2020 projektbeskrivelsen for en strategisk udviklingsplan og projektudvikling for Godsbanearealet. Af den tilhørende tidsplan fremgår det, at den første milepæl vil være Teknik- og Erhvervsudvalgets godkendelse af resultatet af analysefasen i juni 2020.
 

Projektarbejdet er igangsat med et kick off-arrangement den 28. januar og opfølgende møder med de arbejdsgrupper, som skal dykke ned i undersøgelser af Kobberbækkens frilægning, det overordnede vejnet, klimatilpasning og miljøforhold. Arbejdsgrupperne er herunder ved at afdække behovet for brug af ekstern rådgivning. Analysearbejdet foregår indenfor de principper der er beskrevet i vinderforslaget i SIMAC konkurrencen.

Den indledende fase har gjort det klart, at arbejdet falder i faser, sådan at de nævnte tekniske spørgsmål er nødvendige at afdække inden der kan foretages en mere sammenfattende bearbejdning af de bebyggelsesmæssige principper, herunder vurdering af forskellige scenarier for løsning af p-behovet samt en markedsvurdering. Da nogle af de tekniske forundersøgelser som minimum vil vare frem til og med maj må bearbejdningen af bebyggelse mv nødvendigvis strække sig frem til og med august.
 

Det foreslås som konsekvens heraf, at Teknik- og Erhvervsudvalget forelægges resultatet af analysefasen på mødet den 30. september 2020. Det vurderes, at arbejdet med de efterfølgende faser (vision og forberedelsen af annonceringen) vil kunne fremrykkes og ske delvis parallelt med analysefasen, således at den samlede forsinkelse kan blive mindre end de fire måneder (fra juni til oktober).

Beslutning i Teknik- og Erhvervsudvalget den 02-04-2020

Taget til efterretning.

Afbud: Jens Erik Laulund Skotte (Ø). Stedfortræder: Jesper Kiel (Ø)

Afbud: Palle Fischer (C). Stedfortræder: Henrik Nielsen (C).