Punkt 5 Liv i min By - Frigivelse samt godkendelse af projektforslag

Beslutningstema

Frigivelse af rådighedsbeløb til realisering af Liv i Min By i 2020, herunder rådgivning, renovering af Klosterplads og Frederiksgade samt eksekvering af handleplaner for arbejdsgrupper med borgerinddragelse og kommunikation.

Indstilling

Direktionen indstiller til Teknik- og Erhvervsudvalget at:

  • Rådighedsbeløbet i 2020 på 7,372 mio. kr. frigives til realiseringen af det samlede projektet ”Liv i Min By”
  • Projektforslaget for omdannelse af Klosterplads, Frederiksgade og Klosterstræde godkendes.
  • Den videre projektudvikling, startende med projektering af projektet, igangsættes jfr. tidsplan for projektet.
  • Anlægsentreprisen udbydes som en samlet hovedentreprise.
  • Administrationen bemyndiges til at indgå kontrakter med hovedentreprenør.
  • Frederiksgade ensrettes i en prøveperiode 1.maj – 31. august 2020.

Sagsfremstilling

Frigivelse af rådighedsbeløb

Der er udarbejdet et Områdefornyelsesprogram for området mellem Jessens Mole og Møllergade.

Programmet beskriver en række aktiviteter og anlægsprojekter, der skal gennemføres indenfor perioden 2016-2020. Programmet blev vedtaget af Byrådet i december 2015 og forventes afsluttet med udgangen af 2020.

I 2020 vil aktiviteterne blandt andet omfatte eksekvering af handleplaner for arbejdsgrupperne ’Grønt og Blåt’ og ’Bevægelse’ samt tilskud til bylivspuljer. Endvidere realiseres anlægsprojekterne for Klosterplads og Frederiksgade.

Midlerne for 2020 er overordnet prioriteret til realisering af:

  • Frederiksgade – Rådgivning og Anlæg
  • Klosterplads – og evt. Klosterstræde – Rådgivning og anlæg
  • Fra trafikrum til byrum – Rådgivning og midlertidig ensretning af Frederiksgade.
  • Bylivspuljer (inklusiv Grøn Bylivspulje)
  • Kulturarvsformidling (Klosterplads)
  • Arbejdsgruppen – Grønt og Blåt
  • Arbejdsgruppen – Bevægelse
  • Kunst
  • Administration, kommunikation, lokaleleje, facilitering, revision mm.

 

Regulering af budgettet internt mellem de enkelte budgetposter vil, om nødvendigt, ske på baggrund af ønske fra Områdeforum og i tæt dialog med Transport-, Bygge- og Boligstyrelsen. Såfremt at reguleringerne kræver en politisk godkendelse, vil der efterfølgende blive rejst en sådan sag.

 

Projektforslag vedr. omdannelse af Klosterplads, Frederiksgade og Klosterstræde

Den fremtidige udformning af Frederiksgade tager afsæt i dispositionsforslagets grundprincip om at tilgodese de bløde trafikanter (se bilag 1,2,3).
 

Som del af arbejdet med udarbejdelse af projektforslaget for omdannelsen af Frederiksgade og Klosterplads har der været en fornyet dialog med Banedanmark (se bilag 4). Dialogen har koncentreret sig om at skabe en afklaring af mulighederne for ensrettet vs. dobbeltrettet trafik på tværs af baneoverskæringen. Drøftelserne har således taget afsæt i de to alternative løsningsmodeller:
 

A. Ensretning af Frederiksgade fra parkeringspladsen og ned til Havnepladsen, hvormed den dobbeltrettede trafik og baneovergangen beholdes, som den er i dag.
 

B. Ensretning af Frederiksgade i hele dens længde fra Klosterplads og ned til Havnepladsen
 

Meldingen fra Banedanmark er klar. Ensretning af trafikken giver erfaringsmæssigt alt for stor risiko for påkørsel af vejtrafikanter i overkørsler i det bymæssige miljø.
 

Med afsæt deri er der udarbejdet et projektforslag, hvor den vestlige delstrækning af Frederiksgade etableres med dobbeltrettet trafik, med mulighed for tilkørsel til P-arealet. Den resterende delstrækning af Frederiksgade ensrettes fra vest mod øst (fra Toldbodgade mod Jessens Mole).
 

Frederiksgades fremtidige vejprofil tilgodeser fodgængere og cyklister, hvormed hastigheden for den ensrettede kørsel reduceres til 15-20 km/t. Endvidere vil tung trafik i Frederiksgade begrænses til varelevering i et begrænset tidsrum.
 

Ovennævnte forhold er drøftet med Fyns Politi, der tilslutter sig, at der opretholdes dobbeltrettet trafik frem til p-plads bag stationsbygningen. Herfra ensrettes trafikken i retning mod Jessens Mole. Cykling tillades i begge retninger. På dette grundlag er det i samråd med politiet besluttet at afmærke Frederiksgade som gågade med kørsel tilladt. (se bilag 5,6,7,8,9)
 

Angående fodgængerne vil krydsning af Toldbodgade fortsat ske via den nuværende fodgængerovergang. Fodgængernes krydsning af Frederiksgade fra nordside mod sydside søges tilgodeset i udformningen af Frederiksgades fremtidige udformning.
 

I Frederiksgades fremtidige udformning udvides fortovsarealet mod syd, med mulighed for udeservering. Parkeringszonen (langs det sydlige fortov), beplantes stedvist med træer og gøres multifunktionel (grundet sammenhængende belægninger og ingen kantsten) med mulighed for udeservering ifm. særlige arrangementer.
 

Det sydlige fortovsareal og parkeringszonen etableres med klinker. Kørebanen og det nordlige fortov etableres med granitbelægninger, der skaber belægningsmæssig sammenhæng til Blå Kant projektet. Vejprofilet ændres til et V-profil, med etablering af en overdækket vandrende i hele gadens længde. Vandrenden vil bidrage til skybrudshåndteringen i Frederiksgade.
 

Ny belysning i Frederiksgade, på den trekantede pladsdannelse ved Frederiksgade og ved trappeanlægget på Klosterplads er en integreret del af anlægsprojektet.

 

Den trekantede plads ved Frederiksgade

Vand & Affald etablerer et bygværk (til skybrudshåndtering) på den trekantede plads ved Frederiksgade. Anlæg heraf koordineres med anlægsprojektet for Liv i Min By.
 

Bygværkets overflade ligger over terræn, hvorfor kommunens rådgiver Land+ har integreret bygværket i omdannelsen af pladsen. Bygværket fremstår som en scene, omkranset af trapper og siddekanter. Yderligere møblering af pladsen vil ske i form af mobile elementer, der tilgodeser pladsens multifunktionalitet med scene og lokal udeservering. Endvidere begrønnes pladsen med plantning af nye træer.

 

Klosterplads og Klosterstræde

Omdannelsen af Klosterplads omfatter i nærværende anlægsprojekt etablering af et nyt trappeanlæg, der ligeledes giver mulighed for ophold. Trappeanlægget etableres i granit. Ny belysning samt plantning af nye træer indgår i projektet. Arealet ovenfor trappen indgår i projektet, men udbydes som option. Delprojektet kan således udgå af anlægsprojektet såfremt det ikke kan indeholdes indenfor projektets økonomiske ramme.
 

Omdannelsen af Klosterstræde omfatter ny granitbelægning. Dette delprojekt udbydes ligeledes som option. Delprojektet kan således også udgå af anlægsprojektet pga. økonomiske begrænsninger.
 

I dispositionsforslaget formidles kulturarven (af det tidligere kloster) i stationsområdet gennem belægninger på pladsdannelsen, der markerer dele af klosterets grundplan. Formidling af kulturarven er ifm. projektforslaget gentænkt, idet pladsdannelsen syd for stationen først vil blive etableret i forbindelse med et muligt senere projekt for omlægning af S-svinge.
 

For at sikre at kulturarvsformidlings-projektet gennemføres inden for tidsrammen for Liv i Min By, er denne delopgave igangsat. Kulturarvsformidlingsprojektet koordineres med projektet i øvrigt – ikke mindst hvad angår det kunstneriske helhedsgreb, materialevalg samt tidsplanen for de øvrige anlægsarbejder i området.
 

Land+ og Svendborg Museum udarbejder aktuelt et oplæg til kulturarvsformidling, der præsenteres på møde i Områdeforum og udvalget for Teknik og Erhverv i maj 2020.

 

Tidsplan

Projektet for omdannelse af Frederiksgade, Klosterplads og Klosterstræde har gennemløbet forskellige faser. Fra indledende analyse- og visionsfaser, via trafikanalyser mv. til udarbejdelse af dispositionsforslaget, som fastlægger de centrale elementer i projektet.
 

Anlægsprojektet er nu trådt ind i den afsluttende fase, hvor der arbejdes efter en yderst stram tidsplan, som skal sikre, at projektet står færdigt vinteren 2020-2021. Aktuelt er projektforslaget netop færdiggjort. Efter politisk godkendelse af projektforslaget igangsættes projekteringen af projektet. I de videre faser af projektet vil der ikke være behov for yderligere politisk behandling, med mindre der opstår større og uforudsete ændringer til projektet.
 

For at sikre fremkommelighed i området koordineres anlægsarbejdet i projektet med anlægsarbejdet for Blå Kant 1. etape. Endvidere koordineres anlæg med Vand & Affald, der har større anlægsopgaver i området, herunder etablering af et overløbsbygværk på pladsen nederst i Frederiksgade.
 

Den overordnede tidsplan for Liv i Min By anlægsarbejderne i 2020 er:

  • April: Behandling af projektforslag i Områdeforum mhp. indstilling til godkendelse i Teknik- og Erhvervsudvalget 2. april
  • April – maj: Projektering og udarbejdelse af udbudsmateriale
  • Juni: Udbud af anlægsarbejder
  • Juli: Licitation og indgåelse af kontrakt
  • August: Opstart af anlægsarbejder, Klosterstræde og Klosterplads
  • September: Opstart af anlægsarbejder, Frederiksgade
  • Vinter 2020-2021: Forventet afslutning af anlægsarbejder.

 

Udbud af anlægsarbejder

Anlægsarbejderne forventes udbudt inden sommerferien. Administrationen anbefaler, at anlægsprojektet udbydes som hovedentreprise med den laveste pris, med baggrund i følgende:

  • Anlægsopgaven indeholder en række fagentrepriser, hvoraf en del er meget små
  • Ved fagentreprise vil der være flere kontraktparter på stedet, hvor der i forvejen er mange andre entreprenører i gang på samme tid (Blå Kant, Vand & Affald m.fl.). Dette vanskeliggør styring og medfører øget koordinering.
  • Tidsplanen er stram. Det vil være mere optimalt at styre projektet, hvor én hovedentreprenør står for hele ansvaret.
  • Der er i rådgiverudbuddet lagt op til hovedentreprise. Hvis der vælges fagentreprise vil rådgiver skulle have tillægsydelser.
  • Udbud i fagentrepriser, kan medføre dyrere enhedspriser.
  • Ved fagentrepriser vil det påhvile bygherren at bevise fejl ved arbejder, der ikke opfylder kvaliteten, hvilket kan være svært at definere ved flere entreprenører på samme arbejde.
  • Det er kutyme, at denne type anlægsarbejde udbydes i hovedentreprise.
  • I henhold til Svendborg Kommunes udbudspolitik, vil der være mulighed for at lokale virksomheder kan byde på opgaven.

 

Borgerforslag om Frederiksgade som gågade i prøveperiode

Fra en del af Områdeforum er der fremsat et borgerforslag om at omdanne Frederiksgade til gågade i en prøveperiode forår – sommer 2020 (se bilag 10). Teknik- og Erhvervsudvalget har efterfølgende modtaget en henvendelse fra Gadeforeningen Frederiksgade, samt en del af Områdeforum som ligger i tråd hermed (se bilag 11,12). 
 

Administrationen har vurderet forslaget. Det er imidlertid ikke i tråd med projektforslaget, hvor der ensrettes fra parkeringspladsen til Jessens Mole. Ved at fremrykke den i projektforslaget beskrevne løsning med ensrettet trafik i Frederiksgade imødekommes borgerforslaget delvist, ved derigennem at skabe bedre forhold for udeservering. Prøveperioden er 1. maj – 31. august 2020. Umiddelbart derefter igangsættes anlægsarbejderne i Frederiksgade.
 

De erhvervsdrivende i Frederiksgade orienteres efter den politiske behandling af projektforslaget.
 

Frederiksgades fremtidige udformning giver mulighed for, at gaden på et senere tidspunkt kan omdannes til gågade, såfremt der måtte være et politisk ønske herom.

 

Forslag fra Områdeforum om alternativ adgang til parkeringsareal ved Frederiksgade

På møde i Områdeforum den 19. februar 2020, blev der fremsat ønske om, at Svendborg Kommune fortsætter dialogen med Banedanmark om at erhverve arealet (ca. 35 m2) mellem de to p-arealer nord for Frederiksgade / langs banen (se bilag 10). Senest har Teknik- og Erhvervsudvalget modtaget en borgerhenvendelse fra en borgerrepræsentant fra Områdeforum om samme sag (se bilag 13).
 

Administrationen har vurderet de dilemmaer/udfordringer, som tegner sig ved den ønskede adgang nordfra til parkeringspladsen ved Frederiksgade (se bilag 14).
 

Tilkørsel til parkeringsarealet nordfra vil i så fald ske fra Jessens Mole, via den private fællesvej langs Jessens Mole 7-9 (det nye byggeri), pendlerpladsen og det føromtalte areal på 35 m2, som ejes af Banedanmark.
 

Blandt udfordringerne ved tilkørsel nordfra er de ejermæssige forhold af arealerne i området. Svendborg Kommune har gennem en årrække været i dialog med Banedanmark og DSB om køb af mindre arealer nær Svendborg Havn. Parallelt hermed har der været indbyrdes drøftelser mellem Banedanmark og DSB om mageskifte parterne i mellem. Svendborg Kommunes dialog med Banedanmark og DSB om køb af arealer, har været afhængig heraf.
 

Administrationens vurderinger samt den tidligere dialog med Banedanmark om erhvervelse af arealer er beskrevet i et notat (se bilag 14). Borgmester Bo Hansen og Transportministeren har ligeledes været i dialog om erhvervelse af havnenære arealer (se bilag 15, 16). Der er gennem den omfattende dialog desværre ikke fundet en løsning med Banedanmark.
 

Ændret tilkørsel til parkeringspladsen nordfra vil endvidere afstedkomme trafikale udfordringer med eksempelvis øget trafik på den private fællesvej langs Jessens Mole 7-9. Vejen er ikke er dimensioneret til trafikmængden, hverken plads- eller opbygningsmæssigt.
 

Fyns Politi har i godkendelse af ændret overkørsel til Jessens Mole 7-9 stillet krav om venteområde ved indkørsel til privat p-kælder, for at undgå risikoen for opstuvning af biler på Jessens Mole. Fyns Politi har dog accepteret en prøveperiode uden venteområde indtil udgangen af 2020 (se bilag 17).

Hvis der åbnes op for mere trafik på vejstrækningen vil Fyns Politi stille endeligt krav om venteområdet, hvilket betyder, at fortovet mod nord, af pladsmæssige årsager, inddrages til vej. Dette fortov indgår i den sammenhængende forgængerforbindelse fra havnen til Møllergade via Havnetrappen.
 

I forhold til adgang til parkeringspladsen i forbindelse med anlægsarbejderne, er vurderingen, at det er muligt at opretholde ind- og udkørsel til p-pladsen fra Frederiksgade i hele anlægsperioden.

 

Kommunikation og orientering til borgerne

Kommunikation omkring Liv i min By projektet foregår via hjemmesider samt Sociale Medier.

Orientering til borgere og erhvervsdrivende i området for omdannelse af Frederiksgade, Klosterplads og Klostertorv vil indledningsvist ske på et orienteringsmøde efter politisk behandling af projektforslaget.

Den løbende orientering vil ske i en koordinering med Blå Kant projektet og Vand & Affald via nyhedsmails.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Liv i Min By er et statsstøttet projekt, som laves i samarbejde med Transport-, Bygge- og Boligstyrelsen.

Det samlede budget for projektet er godkendt til 22,5 mio. kr. og er finansieret med 7,5 mio. kr. fra Transport-, Bygge- og Boligstyrelsen og 15,0 mio. kr. fra Svendborg Kommune.

Svendborg Kommunes andel på 15 mio. kr. er løbende blevet indarbejdet i budgetterne siden 2014. Inklusiv fremskrivninger er den samlede anlægsbevilling på 15,0 mio. kr. blevet fremskrevet til 16,337 mio. kr. Fremskrivningerne udgør i alt 1,337 mio. kr. og vil blive brugt til at dække udgifter som ikke er støtteberettigede, jævnfør vejledningerne fra Transport-, Bygge- og Boligstyrelsen og til belysning i projektet Frederiksgade og Klosterplads.

Af det oprindelige godkendte projekt på 22,5 mio. kr. er der prioriteret 11,1 mio. kr. til realiseringen af Frederiksgade og Klosterplads. Heraf er der afholdt udgifter for 0,7 mio. kr., før indgåelse af kontrakt med rådgiver, hvorfor der restere et budget på ca. 10,4 mio. kr. til realisering af projektet.

Delprojekter vedrørende henholdsvis formidling af kulturarv og afdækning af de trafikale forhold i Frederiksgade er også en del af det samlede budget for projektet på 22,5 mio. kr., med hver deres selvstændige budgetramme.

Regulering af budgettet internt mellem de enkelte budgetposter vil, om nødvendigt, ske på baggrund af ønske fra Områdeforum og i tæt dialog med Transport-, Bygge- og Boligstyrelsen. Såfremt at reguleringerne kræver en politisk godkendelse, vil der efterfølgende blive forelagt en sådan sag

I budgettet for 2020 er der indarbejdet et rådighedsbeløb på 7,372 mio. kr. til realisering af projektet Liv i Min By. Det vil derfor være muligt jævnfør indstillingen at frigive disse midler.

Frederiksgades fremtidige udformning imødekommer de lokale erhvervsdrivendes ønske om begrænsning af trafik gennem gaden og tilgodeser endvidere ønsket om at forbedre mulighederne for udeservering i Frederiksgade.

Således vil Frederiksgade blive skiltet som gågade med mulighed for kørsel.

Den trekantede pladsdannelse i Frederiksgade vil med etablering af en scene mv kunne danne ramme om særlige aktiviteter og events og dermed kunne fremme et øget aktivitetsniveau i gaden til fordel for erhvervslivet i området.

Lovgrundlag

Lov om byfornyelse og udvikling af byer.

Beslutning i Teknik- og Erhvervsudvalget den 02-04-2020

Godkendt med bemærkning om, at projektforslaget fremsendes til Fyns Politis forebyggelsesafsnit.

 

Det bemærkes endvidere, at mulighederne for adgang fra Jessens Mole til parkeringspladsen via pendlerpladsen undersøges, og der udarbejdes en sag herom.

 

Afbud: Jens Erik Laulund Skotte (Ø). Stedfortræder: Jesper Kiel (Ø)

Afbud: Palle Fischer (C). Stedfortræder: Henrik Nielsen (C).