Punkt 4 Fremtidens Havn - udarbejdelse af budgettemaer til budgetforhandlingerne for 2021

Beslutningstema

Beslutning om udarbejdelsen af tre anlægsudvidelsestemaer for Fremtidens Havn, til budgetforhandlingerne for 2021.

Indstilling

Direktionen indstiller til Teknik- og Erhvervsudvalget at;

  • Administrationen udarbejder følgende 3 anlægsudvidelsestemaer til budgetforhandlingerne for 2021:
    • Højvandssikring og byrumsforbindelse i Søndre Havn
    • Byrum omkring Det Ny SIMAC
    • Midlertidig parkering for SIMAC
       
  • Anlægsudvidelsestemaerne forelægges Teknik- og Erhvervsudvalget igen til godkendelse, når der foreligger et færdigt anlægsudvidelsestema med økonomi

Sagsfremstilling

På baggrund af Teknik- og Erhvervsudvalgets ønsker til budgettemaer til Budget 2021 indenfor klimatilpasning og byrum, foreslår administrationen, at der udarbejdes et budgettema indenfor hver af disse temaer i relation til Fremtidens Havn samt et tema om midlertidig parkering for Det Ny SIMAC.

 

Højvandssikring og byrumsforbindelse i Søndre Havn
1. etape af Den Blå Kant, som realiseres fra sommer 2020 til afslutning sommer 2021, rummer ikke klimatilpasning, men er et rent byrumsprojekt. Derfor er det oplagt, at næste etape af Den Blå Kant i højere grad skal inkorporere klimatilpasningen. En sådan indsats udgør en konkret del af såvel Svendborg Kommunes Klima- og Energipolitik (side 21) som kommunens Bæredygtighedsstrategi (side 26).
 

Der er endnu ikke politisk udpeget en 2. etape af Den Blå Kant. Forud for konkurrencen om Den Blå Kant havde administrationen imidlertid i 2016 ladet udarbejde et projektforslag for en stormflodssikring af områderne i den sydlige del af havnen, dvs lavtliggende og relativt store arealer omkring Brogade, Kullinggade og ”Mudderhullet”. Dette område var særdeles hårdt ramt ved stormfloden i 2006 og senest truet ved stormfloder i 2017 og 2019. Ved udarbejdelsen af klimatilpasningsplanen i 2013 blev det også tydeligt, at dette område samtidig med at det er tæt bebygget også er et af de mest udsatte i kommunen. Skitseprojektet svarer meget præcist til den løsning, som faktisk indgår i vinderforslaget for Den Blå Kant i den sydlige del af havnen og er også allerede muliggjort ved gældende kommuneplanramme og lokalplan. Projektet forudsætter dog Kystdirektoratets godkendelse.
 

Projektet omfatter etablering af en ydre bro (placeret på en vandtæt spunsvæg) tværs over ”Mudderhullet” fra Havnepladsen til Gasværkskajen med en indbygget sluse der muliggør, at besejlingen af ”Mudderhullets” bådpladser kan opretholdes. Den spunsede løsning med en sluse betyder, at stormfloden kan tilbageholdes og forhindre oversvømmelse af hele det nævnte byområde. Dog vil broforbindelsen skulle suppleres med permanente højvandsmure ved dampmøllen og Havnepladsen i forskellige fleksible former eller midlertidige watertubes eller lignende for at sikre, at stormfloden så at sige ikke går bag om og op gennem Brogade. Projektet har den klare sidegevinst, at der etableres en længe savnet fodgængerforbindelse mellem den centrale og sydlige del af havnen, som giver adgang helt ned til den lille strand og den runde lystbådehavn (se i øvrigt lukket bilag: Stiforbindelse ved ”Mudderhullet”_18.03.2020).

Figur 1: Illustration fra Vinderforslaget fra konkurrencen om Den Blå Kant. Budgettemaet omhandler etablering af den ydre bro over ”Mudderhullet”, som dels vha spunsning og sluse udgør en højvandssikring, dels giver en stiforbindelse mellem henholdsvis Havnepladsen og Gasværkshavnen, Den Lille Strand og Den Runde Lystbådehavn.

Ift de store beslutninger om den langsigtede løsning for stormflodssikring af hele havnen, som jf. vinderforslaget i Den Blå Kant omfatter to store sluser henholdsvis ved Hudes Plads og Honnørkajen, vil etableringen af en spunset bro og en sluse ved Mudderhullet ikke foregribe senere beslutninger om disse store anlægsprojekter.
 

Administrationen foreslår derfor, at det beskrevne projekt udgør 2. etape af Den Blå Kant. Såfremt anlægsprojektet ifbm budget 2021 prioriteres politisk vil administrationen igangsætte udarbejdelse af et hovedprojekt med baggrund i projektforslaget. Projektforslaget fra 2016 beskrev en anlægsøkonomi på ca. 24 mio kr, som evt. vil kunne gennemføres over to etaper. Derudover vil der skulle tillægges omkostninger til permanente højvandsmure og eventuelt midlertidige løsninger omkring Havnepladsen som beskrevet ovenfor. Administrationen vil frem til endelig forelæggelse af budgettemaet søge at kvalificere det samlede budgettal.

Som del af den yderligere belysning af budgettemaet vil muligheden for en omkostningsfordeling mellem private og offentlige parter blive undersøgt.

 

Byrum omkring Det Ny SIMAC

Samtidig med den forestående realisering af SIMAC-projektet, som forventes at være klar til åbning medio 2022, er der behov for kommunale anlægsmidler til at realisere byrum og adgangsvej omkring Det Ny SIMAC.
 

Anlægsudvidelsestemaet vil indeholder byrum og adgangsvej for Det Ny SIMAC. Administrationen arbejder ud fra principperne beskrevet i vinderforslaget for Det Ny SIMAC og har igangsat udarbejdelse af projektforslag for omlægning af den nuværende rundkørsel på Østre Havnevej og en adgangsvej til SIMAC omtrent i Nordre Havnevejs tracé. Omdannelsen til byrum vil omfatte de to stræder henholdsvis mellem Den Blå Lagune og SIMAC-bygningen og SIMAC-bygningen og Den Maritime Erhvervspark samt kajarealet syd for SIMAC, som del af Den Blå Kant. Som led i projektforslagene vil det blive vurderet, om der er mulighed for en etapevis gennemførelse, såfremt det skulle vise sig, at der ikke i første omgang er økonomi til det samlede anlægsarbejde.
 

Administrationen har endnu ikke overblik over finansieringsbehovet for byrum og adgangsvej, men vil frem til endelig fremlæggelse af budgettemaet udarbejde et overslagsbudget.


Det skal bemærkes, at der til budget 2020 indgik et budgettema for Nordre Kaj med et samlet overslag på 100 mio. kr., hvor nærværende budgettema vil være en tidsaktuel andel heraf.

 

Midlertidig parkering for SIMAC

Som led i det af Byrådet igangsatte arbejde med en strategisk udviklingsplan for Godsbanearealet, skal der undersøges forskellige løsningsmuligheder for tilvejebringelse af den nødvendige parkering for såvel SIMAC, Den Maritime Erhvervspark som hele udbygningsområdet på Godsbanearealet ud mod Nyborgvej. Løsningsmulighederne vil indgå i det materiale som forelægges til politisk godkendelse forud for gennemførelse af investordialog og udbud af arealerne. Det må forventes, at den samlede parkeringsløsning for de nævnte områder ikke vil være klar og fysisk realiseret ved åbningen af Det Ny SIMAC i 2022. Der vil derfor være behov for at tilvejebringe midlertidig parkering på terræn i en overgangsperiode fra færdiggørelsen af SIMAC og Den Maritime Erhvervspark frem til at dele af udbygningen af Godsbanearealet er færdig.
 

Administrationen har endnu ikke overblik over finansieringsbehovet for midlertidig parkering, men vil frem til endelig fremlæggelse af budgettemaet udarbejde et overslagsbudget.

Beslutning i Teknik- og Erhvervsudvalget den 02-04-2020

Godkendt.

 

Afbud: Jens Erik Laulund Skotte (Ø). Stedfortræder: Jesper Kiel (Ø)

Afbud: Palle Fischer (C). Stedfortræder: Henrik Nielsen (C).