Punkt 5 Ny og fælles ramme for SSP-samarbejdet

Beslutningstema

Orientering vedr. implementering af aftale om reform af indsatsen mod ungdomskriminalitet ’Alle handlinger har konsekvenser’: Ny og fælles ramme for SSP-samarbejdet

Indstilling

Direktionen indstiller,

  • At orienteringen tages til efterretning

Sagsfremstilling

Baggrund

Den 29. juni 2018 indgik den daværende regering (V, LA og K), S og DF en aftale om en reform af indsatsen mod ungdomskriminalitet. Som en del af aftalen skulle der udarbejdes en ny og fælles ramme for SSP-samarbejdet mellem skole, sociale myndigheder og politi, der har til formål at forebygge kriminalitet blandt børn og unge.

 

Udfordringen med den nuværende kommunale SSP-indsats er, at der ikke er en fælles ramme for SSP-samarbejdet, og at SSP-samarbejdet dermed er organiseret og håndteret på forskellig vis i de enkelte kommuner og politikredse. En række relevante aktører er blevet inddraget i arbejdet med den nye fælles ramme for SSP-samarbejdet, som anbefaler en retning for, hvordan man kan organisere og tilrettelægge det lokale SSP-samarbejde.

 

Den nye ramme beskriver uddybende formål og målgruppe for SSP-samarbejdet samt bud på organisering.

 

Hvordan hænger den nye og fælles ramme for SSP-samarbejdet sammen med det nuværende SSP-samarbejde i Svendborg Kommune?

SSP-Udvalget i Svendborg Kommune har den 25. februar 2020 godkendt et strateginotat, der beskriver formål, organisering, målgruppe, metodisk afsæt, mål og værdier for SSP-samarbejdet. Dette notat er vedlagt som bilag. Beskrivelserne i dette notat er i overensstemmelse med den nye fælles ramme for SSP-samarbejdet.

 

Ledelsen i SSP i Svendborg Kommune vil sikre, at den nye fælles ramme implementeres i SSP-samarbejdet. Implementeringen omhandler bl.a. følgende:

 

SSP-uddannelse

Alle landets SSP-konsulenter skal gennemføre en SSP-uddannelse for at opkvalificere dem samt give en ensartet og systematisk tilgang til SSP-samarbejdet på tværs af kommuner.

Uddannelsen vil bestå af et grundmodul og nogle specialiseringsmoduler. Grundmodulet udbydes første gang i sommeren 2020. Specialiseringsmodulerne udbydes fra 2021.

 

Lokal handlingsplan

I den nye fælles ramme lægges der op til, at der skal udarbejdes en lokal handlingsplan, der udgør den strategiske ramme og retning for en systematisk indsats. Der vil senere på året blive udsendt en skabelon for denne handlingsplan. SSP-samarbejdet i Svendborg Kommune vil derfor fastholde den netop godkendte strategi, indtil den nye skabelon kommer.

SSP i Svendborg Kommune vil således i efteråret 2020 udarbejde en plan for SSP-samarbejdet, som dels tager afsæt i det netop vedtagne strateginotat, dels vil blive udvidet ift. de punkter, som kommer til at fremgå af skabelonen for SSP-handleplanen.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Ingen.

Lovgrundlag

SSP-samarbejdet har baggrund i Retsplejelovens §114 og §115.

Beslutning i Børne- og Ungeudvalget den 01-04-2020

Taget til efterretning. Handlingsplanen forelægges udvalget i efteråret.