Punkt 9 Svendborg Sommermusik

Beslutningstema

B:Beslutning

Ansøgning fra Svendborg Sommermusik om tilskud på 107.000 kr. til dækning af honorarer i forbindelse med gennemførelse af 11 fredagskoncerter på scenen på Lilletorv i juni, juli og august 2020.

Indstilling

Direktionen indstiller, at

  • Der bevilges et tilskud på 50.000 kr. af De frie Kulturmidler til koncerter, der afvikles på scenen på Lille Torv.

Sagsfremstilling

Ansøger har siden 2013 arrangeret fredagskoncerter på Lilletorv med professionelle musikere. Torvekoncerterne i 2020 vil blive gennemført efter samme koncept som tidligere. De optrædende vil være lokale professionelle orkestre/musikere suppleret med orkestre udefra. Ansøger anfører, at publikummet er meget bredt, og at det er tydeligt, at koncerterne også appellerer til sommerturisterne. Ansøger finder, at koncerterne er et vigtigt udstillingsvindue for Svendborgs mange seriøse musikudøvere, ligesom det giver byens borgere mulighed for gratis at opleve professionel musik.

 

Budgettet for gennemførelse af 11 koncerter i 2020 er på ca.119.000 kr. Heraf udgør honorarer 107.000 kr. der søges dækket ind ved nærværende ansøgning, medens omkostninger til annoncering mv. søges dækket ind fra andre sponsorer.

 

Restaurant Torvet står fortsat for de praktiske opgaver i forbindelse med koncerternes afvikling. Markedsføring sker i et samarbejde med Svendborg Event og Turistforeningen.

 

Musikfaglig udtalelse fra Musikudvalget:

”Vi er positive over projektet, som vi mener er med til at skabe liv på torvet - vi vurderer, at det er et positivt afsæt for byen. Samtidig har musikken en fin bredde – ligesom den lokale forankring er tilgodeset. Man kunne måske godt ønske et par enkelte større koncerter med et større antal musikere.”

 

Administrationens bemærkninger

Ansøger har hvert år siden 2013 modtaget kommunalt tilskud til gennemførelse af sommerkoncerter på scenen, Lille Torv. I 2013 blev tilskuddet givet via kommunens stadepladsafgift som led i at skabe aktiviteter på Torvet. Fra 2014 er tilskud blevet givet fra De frie Kulturmidler. Senest i 2019 et tilskud på 50.000 kr. Samtidig er ansøger blevet opfordret til at søge yderligere fondsmidler til aktiviteten.

 

Med afviklingen af koncerterne på Torvet, opfylder ansøgningen de generelle krav for tilskud fra De frie Kulturmidler og understøtter kulturløftets indsatsområder. Der tages ikke entré til koncerterne, der er en udendørs aktivitet i det offentlige rum.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Tilskud vil være at afholde af De frie Kulturmidler. Det ikke disponerede beløb på puljen fremgår af punktet status på De frie Kulturmidler.

Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 30-03-2020

Udvalget bevilgede et tilskud på 55.000 kr. af De frie Kulturmidler til koncerter, der afvikles på scenen på Lille Torv.

 

Søren Kongegaard (A) var fraværende. Som suppleant deltog Hanne Klit (A).