Punkt 18 Udvidelsesmuligheder for Sydfyns LAK, Assensvej 22

Beslutningstema

Byrådet besluttede d. 25.06.2019 at igangsætte en delvis revision af kommuneplanen, samt igangsætning af forudgående høring med indkaldelse af idéer og forslag.

Ønsket om udvidelse af Sydfyns LAK er indkommet i denne proces, og det skal nu prioriteres, hvorvidt det skal med videre i den igangværende kommuneplanrevision.

 

Ønsket er af tekniske årsager ikke kommet med i den samlede hvidbog, som behandles parallelt med følgende sag. Sagen har derfor hastende karakter og forelægges som en tillægsdagsorden.

Indstilling

Direktionen indstiller til Teknik- og Erhvervsudvalgets godkendelse, med oversendelse til Byrådets endelige vedtagelse;

 

  • At ønsket til udvidelsesmulighederne for Sydfyns LAK tages med i den videre proces for revision af kommuneplanen.

Sagsfremstilling

Baggrund

Ejeren af Sydfyns LAK har henvendt sig til Svendborg Kommune med en række konkrete behov og ønsker for udviklingen af hans virksomhed på Assensvej 22, Kirkeby.  
 

Helt konkret, er der et ønske om at udvide den eksisterende ejendom med et areal i det bagvedliggende landzoneareal, da ejeren finder det svært at realisere en udvidelse indenfor den eksisterende ejendom.
 

Der er i 2016 givet en dispensation fra den eksisterende lokalplan, for at realisere opførelsen af en ekstra erhvervsbygning. En dispensation er ifølge ejeren ikke nok til at realisere de aktuelle behov og ønsker. Det aktuelle ønske omfatter en udvidelse til både erhverv – og boligformål på ca. 1 hektar.
 

Byggesagsafdelingen har tidligere givet en tilbagemelding på, at det ikke er muligt at give landzonetilladelse til at bygge helårshus eller erhvervsbygning i landzonen, da det vil være i strid med Planlovens regler for landzonetilladelser, med den placering ejendommen har.
 

Planlægningsmæssige bemærkninger

Hvis den ønskede udvidelse, mod nord i landzone, skal realiseres, vil det kræve en ny lokalplan og ændring af kommuneplanen, da området ligger i landzone. Områder i landzonen skal som udgangspunkt friholdes for anden bebyggelse, end den der er nødvendig for driften af landbrug, skovbrug og fiskeri. Hovedformålet med landzonebestemmelserne er at forhindre ukontrolleret bebyggelse og anlæg i det åbne land.
 

For at undgå spredt og utilsigtet bebyggelse, og at udvidelsen af byzone sker ud fra en samlet overordnet betragtning for den lokale byudvikling, vil en udvidelse nord på, kun give mening i sammenhæng med et større udlæg til blandet bolig og erhvervsformål i området.
 

I forbindelse med den igangværende kommuneplanrevision, vil det undersøges om der er behov for en sådan udvidelse.  

Området er endnu ikke screenet og undersøgt for øvrige konflikter og interesser som f.eks. anlæg af cykelsti, støjgener i forhold til naboejendomme mv.
 

Der er udlagt store erhvervsområder i lokalområdet, med restrummelighed og mulighed for udvidelse af netop denne type erhverv.

Oversigtskort

Fremadrettet proces

Såfremt ønsket indstilles til at gå med i den videre proces, kræver ønsket en yderligere analyse og planlægning af administrationen. At høringssvaret indgår i den videre proces er dog ikke en garanti for at ønsket vil indgå i det kommende forslag til kommuneplan 2021 – 2033.

 

Det forventes at forslag til Kommuneplan 2021 – 2033 offentliggøres i november 2020, med en endelig vedtagelse i maj 2021.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Finansieringen af kommuneplanen sker indenfor Plan og Udviklings eksisterende driftsrammer.

Lovgrundlag

Planloven

 

Politikker og strategier

Bosætningstrategi

Bæredygtighedsstrategi 2020

Klima – og energipolitik

Parkeringsstrategi

Natur og friluftsstrategi 2019 -2030

Erhvervspolitik 2019-2022

Beslutning i Teknik- og Erhvervsudvalget den 06-03-2020

Indstillingen godkendt.



Afbud: Jens Erik Laulund Skotte (Ø), stedfortræder Jesper Kiel (Ø).

 

Afbud: René Haahr (V), stedfortræder Lars Erik Hornemann (V).

 

Beslutning i Økonomiudvalget den 24-03-2020

Indstilles.

 Afbud fra Dorthe Ullemose (O). Som suppleant deltog Johan Emil Rasmussen (O).