Punkt 10 Orientering - Tilsynsindberetning 2019

Beslutningstema

Orientering om indberetning til Miljøstyrelsen om tilsyn og godkendelser på virksomheder og landbrug i 2019.

Indstilling

Direktionen indstiller, at udvalget tager orienteringen til efterretning.

Sagsfremstilling

Kommunerne skal hvert år indberette og offentliggøre oplysninger om kommunens tilsynsaktiviteter og godkendelser vedrørende virksomheder og husdyrbrug for det foregående år. Indberetningen for tilsynsåret 2019 skal ske til Miljøstyrelsen senest den 1.april 2019.

 

Digital Miljøadministration (DMA)

I bekendtgørelsen om miljøtilsyn, fra december 2015, er det blevet vedtaget, at godkendelses- og tilsynsmyndighederne fra 1. maj 2016 skal afgive og offentliggøre oplysninger om de industrivirksomheder og husdyrbrug, som de er myndighed for, via den fælles platform – Digital Miljøadministration. Her bliver oplysningerne tilgængelige for både myndigheder, borgere og virksomheder.
 

Indberetningsskemaer er vedlagt som bilag 1. Indberetningen til DMA kan ses på dma.mst.dk. Kommunen skal ifølge bekendtgørelsen offentliggøre tilsynsindberetningen. Dette skal ske på Miljøstyrelsens DMA-portal, hvor også tilsyn skal offentliggøres.

 

Virksomheder

Svendborg Kommune er, udover at være myndighed for virksomhederne i Svendborg Kommune, også myndighed for en virksomhed på Langeland (Kimex) og tre virksomheder på Ærø (Ærø Flyveplads, Marstal Værft og Søby Værft), jf. det forpligtende samarbejde.
 

Der blev i alt udført 83 tilsyn på virksomheder i Svendborg og 3 tilsyn på Ærø, et på hver af de 3 virksomheder. Tilsynskampagnen i 2019 var identifikation af og tilsyn med nye/ukendte virksomheder, vi løbende er blevet opmærksom på. Vi besøgte 5 virksomheder. Resultatet af kampagnen var, at alle 5 virksomheder er tilsynsberettigede og vil derfor være med i tilsynsindsatsen fremover.
 

Der blev i 2019 lavet en miljøgodkendelse, nærmere bestemt biogasanlægget på Tåsinge.

 

Landbrug

Godkendelser: Udover at være tilsynsmyndighed, er det også Svendborg Kommunes opgave at være godkendelsesmyndighed for alle tre kommuner. Dog laver Langeland Kommune selv anmeldelser efter Husdyrloven.
 

I 2019 er der i Svendborg Kommune lavet to anmeldelser, samt afgjort to §16b-miljøtilladelser og én §16a miljøgodkendelse. I Langeland Kommune er der afgjort to §16a-miljøgodkendelser.

 

Tilsyn: Svendborg Kommune er tilsynsmyndighed for alle erhvervsmæssige husdyrbrug i Svendborg Kommune og Ærø Kommune. I Langeland Kommune, er Svendborg Kommune kun tilsynsmyndighed på de husdyrbrug, der har en miljøtilladelse eller godkendelse, samt evt. andre husdyrbrug under samme ejer. I 2019 er der udført 55 tilsyn på husdyrbrug i Svendborg Kommune, 22 husdyrbrug i Langeland Kommune og 15 husdyrbrug i Ærø Kommune.

 

Tilsynskampagner: Hvert år udføres en tilsynskampagne, der er en afgrænset planlagt tilsynsindsats målrettet en bestemt branche eller miljøtema. I 2019 blev der i Svendborg Kommune kørt en tilsynskampagne med fokus på energitiltag på svine- og fjerkræbrug over 75 dyreenheder (DE). I Langeland og Ærø Kommune havde tilsynskampagnen i 2019 fokus på at finde hobbylandbrug, der reelt har et erhvervsmæssigt dyrehold, og dermed burde være anmeldt til kommunen. Nedenfor er en kort gennemgang af de udførte tilsynskampagner:
 

?      Svendborg Kommune: Tilsynskampagnen 2019 havde fokus på energitiltag på svine- og fjerkræbrug over 75 DE.


Formål: At tilbyde alle svine- og fjerkræbrug med over 75DE i Svendborg Kommune et administrativt energitjek for at hjælpe dem til at lokalisere områder på de enkelte husdyrbrug, hvor det er muligt at spare energi.
 

Resultat: Rådgivningsfirmaet Transition blev købt til at tilbyde og udføre telefoniske energitjek hos de 37 svinebrug og 4 fjerkræbrug med mere end 75 DE. I alt blev der gennemført energitjek med ca. 25 landmænd, der resulterede i en kort energirapport med anbefalede energitiltag på deres husdyrbrug. For de fleste kunne der estimeres en besparelse ud fra nøgletal og oplysninger fra landmanden, der primært havde grundlag i tiltag om ventilation, varmestyring og belysning.
 

Landmændenes respons på tilsynskampagnen var delte. Nogle synes, det var rigtig brugbart, mens andre allerede var meget langt med tiltag for at nedbringe deres energiforbrug.
 

Energirådgiverens erfaring var, at det i høj grad handler om at sætte tal på tiltagene, da landmændene er villige til at investere i tiltag, såfremt de kan se, at der er god økonomi i det. 

 

?      Langeland og Ærø Kommune: Tilsynskampagnen 2019 havde fokus på hobbylandbrug.
 

Formål: At finde hobbylandbrug, som reelt har erhvervsmæssige dyrehold og derfor skal indgå i kommunernes tilsynsplan.
 

Resultat: I forbindelse med kampagnetilsynet har der været en god dialog med ejerne af hobbylandbrugene om, hvilke ting de skal være opmærksomme på med henblik på at undgå forurening, samt hvornår de har pligt til at anmelde deres dyrehold til kommunen.
 

-          Langeland: 7 hobbylandbrug blev besøgt, hvoraf de 5 blev registreret som erhvervsmæssigt dyrehold. Der blev desuden givet 3 indskærpelser.

-          Ærø: 5 hobbylandbrug blev besøgt, hvoraf de 2 blev registret som erhvervsmæssigt dyrehold. Desuden blev der givet 1 indskærpelse.

 

Udførte tilsyn 2019

Samlet skal mindst 40% af de miljøgodkendte virksomheder og husdyrbrug i kategori 1a og 1b have tilsyn årligt. For de øvrige virksomheder og husdyrbrug (kategori 2) er målet 25% årligt.
 

Svendborg Kommune har ifølge fagsystemet, GeoEnviron, ført tilsyn på 42% af de miljøgodkendte virksomheder og husdyrbrug i kategori 1a og 1b og 25 % på de øvrige virksomheder og husdyrbrug i kategori 2.
 

Dog fremgår det af tilsynsindberetningen i DMA for 2019, at der er udført 42,11% kategori 1a og 1b tilsyn og 23,64% kategori 2 tilsyn.
 

Årsagen til differencen i udførte tilsyn på kategori 2 virksomheder, skyldes at der ikke er overensstemmelse mellem antallet af udførte tilsyn og aktive kategori 2 virksomheder imellem DMA og fagsystemet, hvorfra den årlige tilsynsplan trækkes. Dette formodes fortsat at skyldes en uoverensstemmelse mellem husdyrkategorierne i henholdsvis GeoEnviron og DMA.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Der er ingen økonomiske konsekvenser for Svendborg Kommune.

Lovgrundlag

LBK. 1218 af 25-11-2019 Lov om miljøbeskyttelse (Miljøbeskyttelsesloven)

BEK. Nr. 1536 af 09-12-2019 Bekendtgørelse om miljøtilsyn (Miljøtilsynsbekendtgørelsen)

Beslutning i Miljø- og Naturudvalget den 23-03-2020

Taget til efterretning.

 

Søren Kongegaard (A) var fraværende. Som suppleant deltog Niels Chr. Nielsen (A).