Punkt 9 Puljemidler til flere pædagogiske medarbejdere i dagtilbud

Beslutningstema

Børne- og Ungeudvalget skal træffe beslutning om, hvordan puljemidler til flere pædagogiske medarbejdere i dagtilbud skal udmøntes i 2020.

Indstilling

Direktionen indstiller,

  • At puljemidler til flere pædagogiske medarbejdere i dagtilbud indarbejdes i budgetmodel for kommunale og selvejende dagtilbud i 2020. Dette under forudsætning af endelig godkendelse i Finansieringsudvalget.

Sagsfremstilling

På Børne- og Ungeudvalgets møde den 15. januar blev der orienteret om, at finansloven for 2020 afsætter midler til minimumsnormeringer i børnehuse. Fra 2020 til 2025 skal kommunerne løbende øge normeringerne i børnehuse, idet der er afsat 500 mio. kr. i 2020 stigende til 1,6 mia. kr. i 2025 til indførelse af lovbundne minimumsnormeringer.

 

Regeringen og støttepartierne har indgået aftale om, at midlerne i 2020 fordeles som puljemidler med afsæt i hvor mange 0-5-årige børn kommunerne forventes at have. Puljemidlerne kan kun anvendes til flere pædagogiske medarbejdere i kommunale og selvejende dagtilbud, det vil sige at puljemidlerne ikke kan indgå i beregningsgrundlaget for tilskud til private dagtilbud. Puljemidlerne kan ikke indgå i en fastsættelse af forældrenes egenbetaling, og puljemidlerne skal ligge ud over kommunens vedtagne budget for dagtilbudsområdet i 2020.

 

Det forventes at Svendborg Kommune modtager 4,4 mio. kr. til ansættelse af flere pædagogiske medarbejdere i kommunale og selvejende dagtilbud svarende til ca. elleve fuldtidsmedarbejdere. Der stilles ikke krav til de pædagogiske medarbejders uddannelsesmæssige baggrund.

 

På Børne- og Ungeudvalgets møde den 12. juni 2019 blev budgetmodel for kommunale og selvejende dagtilbud med børnehuse gældende for 1. januar 2020 godkendt.

 

Formålet med budgetmodellen var at tilgodese dagtilbuddenes forskellige vilkår ved hjælp af en gradueret tildeling, som skaber økonomisk grundlag for drift af alle børnehuse og indregner stordriftsfordele. Herudover tilgodeser budgetmodellen børnehuse med mange børn og familier i udsatte positioner og børnehuse med flere afdelinger eller udegrupper.

 

Under forudsætning af Finansudvalgets godkendelse af puljemidlerne foreslår forvaltningen, at puljemidler til flere pædagogiske medarbejdere i dagtilbud i 2020 indarbejdes i budgetmodellens elementer eksklusiv ledelse.

 

Det forventes at kommunerne modtager endeligt tilsagn om puljemidlerne i løbet af marts, hvorefter kommunale og selvejende dagtilbud med børnehuse modtager et nyt budget 2020, hvor puljemidlerne er indarbejdet.

 

Modellen for minimumsnormeringer skal forhandles i Børne- og Undervisningsministeriet i 2020 med henblik på vedtagelse i folketingsåret 2020/2021. Børne- og Ungeudvalget orienteres, når vi kender modellen for minimumsnormeringer og dens effekt for Svendborg Kommune, herunder stillingtagen til konkret udmøntning.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

De økonomiske konsekvenser indregnes i budgetmodellen for kommunale og selvejende dagtilbud med børnehuse.

Beslutning i Børne- og Ungeudvalget den 04-03-2020

Godkendt.

Udvalget vil senere tage stilling til en konkret udmøntning, når modellen for minimumsnormeringer foreligger.