Punkt 14 Orientering om regnskab 2019 vedr. arve under SSU´s område

Beslutningstema

Social- og Sundhedsudvalgets orientering om aktiviteter i 2019 afholdt af midler fra arve efter:

  • Otto Henning Münster, Ulbølle Sogn
  • Ejner Marius Larsen, Stenstrup Plejehjems beboerlegat
  • Morten Peder Hansen og Maren Sofie Hansen, Stenstrup plejecenter
  • Maria Kirstine Flintegaard Hansen, Ollerup plejecenter

Indstilling

Administrationen indstiller,

  • at regnskaberne tages til efterretning.

Sagsfremstilling

Otto Henning Münster, Ulbølle Sogn:

Otto Henning Mønster testamenterede ca. 822.000 kr. til den nuværende Svendborg Kommune. Ifølge testamentet skal midlerne anvendes til sociale foranstaltninger for ældre mennesker i det gamle Ulbølle Sogn.

 

Midlerne er årligt blevet udmøntet på baggrund af ansøgningsrunder. Ultimo 2018 udgjorde restarven 10.351,57 kr. Som følge af de relativt begrænsede restmidler, besluttede Social og Sundhedsudvalget den 11. februar 2019, at restarven skulle tildeles Ulbølle Forsamlingshus, der efter forskrifterne i testamentet skal anvende midlerne til arrangementer, der kommer fortrinsvist de ældre mennesker i det gamle Ulbølle Sogn til gode.

 

Der er i 2019 anvendt midler til en stor spise/danse aften med levende musik på i alt 10.542,75 kr. Restarven er således udmøntet.

 

Ejner Marius Larsen, Stenstrup Plejehjems beboerlegat:

Ejner Marius Larsen testamenterede 530.702 kr. til Stenstrup plejehjem til at give adspredelse og glæde for beboerne. Midlerne skal udloddes over en 20 årig periode til f.eks. fester, udflugter og lignende formål for plejehjemmets beboere. Første udlodning var i 2011.

Der er i 2019 anvendt 27.965 kr. til musik til Kisser og Søren, Dario Campeotto og Henning Vad. Arven udgør herefter 290.551,54 kr.

 

Morten Peder Hansen og Maren Sofie Hansen:

Den tidligere Egebjerg Kommune arvede midler efter Morten Peder og Maren Sofie Hansen. Restarven lyder i dag på ca. 236.000 kr. Jf. testamentet skal midlerne primært bruges til dækning af udgifter i forbindelse med opførelse af plejehjem, pensionistboliger eller alderdomshjem i Stenstrup. Det er administrationens vurdering, at der ikke er behov for yderligere boliger i Stenstrup, og på møde den 2. april 2019 besluttede Social- og Sundhedsudvalget, at arven skal anvendes til indretning af Stenstrup plejecenter, arrangementer og indkøb primært for beboerne og pårørende, men også andre besøgende, herunder gæster i dagcenteret.

Der er i 2019 anvendt midler til beplantning af plantekasser, juleunderholdning samt indkøb af mejse- og stærekasser og havemøbler til et samlet beløb på 6.347,95 kr. Arven udgør herefter 230.488,36 kr.

 

Maria Kirstine Flintegaard Hansen:

Maia K. F. Hansen testamenterede 100.000 kr. til Ollerup Plejecenter til glæde og fornøjelse for plejecenterets beboere. Første udmøntning af arven var i 2019.

 

Der er i 2019 anvendt midler til bl.a. julefrokostunderholdning, frokost på Jensens Bøfhus, indkøb af spil samt bustur til Rosengårdcenter til et samlet beløb på 9.176,00 kr. Arven udgør herefter 90.824,00 kr.

Beslutning i Social- og Sundhedsudvalget den 03-03-2020

Taget til efterretning.