Punkt 10 Nedbringelse af ventetid til rygestop forløb i Svendborg Kommune

Beslutningstema

Nedbringelse af ventetid til rygestopforløb i Svendborg Kommune

Indstilling

Direktionen indstiller at Social- og Sundhedsudvalget,

  • tager orientering om nedbringelses af ventetid til rygestopforløb i 2020 til efterretning
     
  • drøfter om der ønskes en temabeskrivelse til budgetforhandlingerne, for at styrke en bredere indsats på tobaksområdet i Svendborg Kommune

Sagsfremstilling

På udvalgsmødet den 4. februar blev beskrevet at ventetiden til kommunalt rygestopforløb i Sundhedshuset på daværende tidspunkt var 8 måneder. På baggrund af dette er det undersøgt hvordan der kan arbejdes med nedbringelse af ventetiden til rygestoptilbud. 
 

Sundhedshuset har for 2020 mulighed for at nedbringe ventetiden til rygestopforløb indenfor de eksisterende økonomiske rammer. Det har været muligt at finde 150.000 kr. til at nedbringe den nuværende ventetid. Dette skyldes, at der i Sundhedshuset er en række igangværende projekter, der køre sideløbende med driften, og herved er det muligt at omlægge arbejdsopgaver og opprioriterer antal rygestopforløb. Med dette tiltag har det været muligt at fordoble antallet af rygestopforløb fra 8 hold til 16 hold i 2020. Det har aktuelt reduceret ventetiden markant. Denne løsning er kun mulig i 2020.

 

Hvis der ønskes en bred og styrket indsats på tobaksområdet og realisering af partnerskabsaftalen om Røgfri Fremtid kan det indgå i budgetlægningen for 2021.
 

I forhandlingerne til det kommunale budget for 2020 havde Social- og Sundhedsudvalget temasat Røgfri Fremtid, se bilag. I budgetforslaget blev fremsat et temaforslag på røgområdet, som vil være realiserbar med en budgetudvidelse.
 

I temaforslaget sættes særligt fokus på den forebyggende indsats på grundskoleniveau og på andre arenaer hvor børn og unge opholder sig. Konkret bliver følgende indsatser fremhævet:

  • Samarbejde med skolerne om strukturelle tiltag for at forebygge, at børn og unge starter med at ryge, herunder indførsel af røgfri skoletid.
     
  • Systematisk implementering af forebyggende undervisning om rygning på grundskole- og udskolingsniveau, herunder med inddragelse af forældre, fx i form af X:IT og Cool uden røg fra Kræftens Bekæmpelse – til at understøtte Røgfri Skoletid
     
  • Udvikling af samarbejdet med lokalafdeling Kræftens Bekæmpelse mhp. tilbud til børn og unge
     
  • Dialog og samarbejde med ungdomsuddannelserne om Røgfri Skoletid og udvikling af systematisk indsats omkring skolestart 
     
  • Dialog med foreningslivet med henblik på at drøfte tobakskulturen i foreningerne samt mulighederne for eventuelt at ændre disse
     
  • Ekstra rygestopforløb for voksne
     
  • Midler til nikotinsubstitution og rygestopmedicin (relevant fra 2022)
     
  • Udbygning af samarbejdet om intern henvisning til rygestoptilbud
     
  • Samarbejde med socialområdet om styrket indsats målrettet sårbare borgere
     
  • Øget fokus og indsats ift. unges brug af snus

Indsatserne vil i givet fald ske i et tæt samarbejde med relevante fagområder.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

I 2020 har det ekstraordinært været muligt at nedbringe ventetiden til rygestopforløb inden for Sundhedshusets eksisterende økonomiske ramme
 

Der kan udarbejdes en ny temabeskrivelse til budget 2021 til fastholdelse af indsatsen ift. rygestoptilbud og til et øget samarbejde med ungdomsskolerne, samarbejde med regionen, særlige målgrupper og tiltag der understøtter tobaksdebut og hjælp til rygestop af andre former for tobak som e-cigaretter eller snus/tyggetobak.

Beslutning i Social- og Sundhedsudvalget den 03-03-2020

Taget til efterretning, idet udvalget ønsker en temabeskrivelse på området.