Punkt 7 Skolekoncerter

Beslutningstema

Drøftelse af koncept for skolekoncerter.

Sagsfremstilling

Jesper Rosenkilde vil på mødet fremlægge et oplæg til, hvordan konceptet Levende Musik i Skolen kan anvendes i relation til skolekoncerter i Svendborg.

 

Jesper Rosenkilde fremlagde projektet som følger:

LMS er en landsdækkende statsstøttet organisation, et nationalt kompetencecenter for koncerter og læring. LMS arrangerer skolekoncerter, der byder på musikalsk mangfoldighed, kvalitet, relevans og skaber det levende møde, der kan åbne for nye erkendelser, samle, danne, lære, inspirere og udvikle.

Som udgangspunkt tilmelder man sig som kommune til et forløb med en koncert på hver skole målrettet henholdsvis indskoling, mellemtrin og udskoling. Hver koncert indeholder forberedende pædagogisk materiale der kan have tværfaglig karakter. Som opfølgning er der evaluering fra såvel skolens som musikernes side.
Prisen er 33.50 pr. elev i kommunen, dette vil, for Svendborgs vedkommende svare til ca. 251.000 /år. Udregne pr. koncert svarer det ca. til en egenbetaling på 50%.

LMS har ca. 100 aktive ensembler og en udskiftning på ca. 25 ensembler/år. Det betyder at man typisk er tilknyttet projektet i 4 år. Det er vanskeligt at blive optaget i LMS, da projektet nyder stor interesse blandt professionelle musikere.

Optagelse i LMS foregår via hjemmeside (link senere) og indsendelse af demo materiale. Efter indstilling fra ekstern fagjury vurderer LMS de enkelte ansøgninger med henblik på målgruppe, udbud og efterspørgsel. Det anbefales derfor at man ved evt. afslag genindsender ansøgning året efter, under forudsætning af den faglige bedømmelse er ok.

Der optages fortrins ensembler på max 4 medlemmer, da aflønningen jo sker pr. musiker og LMS gerne vil bredes maximalt ud. Der er en klar overvægt af duoer og trioer i LMS´ portefølje.

Musikerne i LMS lønnes på baggrund af overenskomst mellem LMS og DMF (Dansk Musiker Forbund) (se bilag). Denne aflønning skal ses i sammenhæng med at markedsføring, booking, udarbejdelse af materiale m.m. varetages af LMS.

Jeg anbefaler at vi fra musikudvalgets side tager initiativ til oplysning, coaching og sparring af lokale musikere, der måtte være interesseret i optagelse i LMS. Dette kan iværksættes uafhængigt af hvorvidt Svendborg som kommune tilmelder sig projektet og vil under alle omstændigheder understøtte det professionelle musikererhverv i kommunen”.

Link til LMS: https://lms.dk/

Beslutning i Svendborg Musikudvalg den 25-02-2020

Udvalget drøftede oplægget og vedtog at fortsætte drøftelserne på næste møde med udgangspunkt i, at der arbejdes videre i to spor:

-         Musikudvalget tager initiativ til oplysning, coaching og sparring af lokale musikere, der måtte være interesseret i optagelse i LMS. Dette kan iværksættes uafhængigt af, hvorvidt Svendborg som kommune tilmelder sig LMS skolekoncertprojektet og vil under alle omstændigheder understøtte det professionelle musikererhverv i kommunen.

-         Musikudvalget arbejder frem mod, at Svendborg Kommune tilmelder sig LMS skolekoncertprojektet, idet finansieringsmulighederne skal undersøges nærmere.

 

Rasmus Fribo og Maja Kvist var fraværende