Punkt 11 DGI Landsstævne 2021 - Transport og Trafik

Beslutningstema

I forbindelse med DGI Landsstævnet vil det være nødvendigt at afspærre udvalgte veje og pladser i Svendborg by for at afvikle landsstævnet på den bedste vis for borgere, idrætsudøvere, gæster og erhvervsdrivende. 

Indstilling

Direktionen indstiller til Teknik- og Erhvervsudvalgets godkendelse og Byrådets endelige vedtagelse:

  • at der i forbindelse med DGI Landsstævnet 2021 afspærres 12 veje og 9 parkingspladser jf. nedenstående sagsfremstilling
  • at administrationen bemyndiges til løbende mindre justeringer jf. den overordnet plan for landsstævnet.

Sagsfremstilling

Danmarks største idrætsfestival – DGI Landsstævnet – lægger i 2021 til kaj i Svendborg.
 

I den forbindelse arbejdes der på at skabe et landsstævne med en maritim stemning ved Det Sydfynske Øhav – hvor folk skal nyde det mangfoldige kulturliv, der er i Svendborgs hyggelige gader.
 

En stor del af aktiviteterne vil finde sted i Svendborg by, ved Stævnecentrum på Ryttervej og ved Christiansminde. Den bynære placering af opvisningssteder, aktivitetspladser og koncertområder, skal bidrage til at skabe en stemning i forbindelse med landsstævnet, der indbyder til fællesskab, fest og farver.

For at kunne skabe denne unikke oase i Svendborg, hvor byens borgere, idrætsudøvere, gæster, forretninger og restauranter sammen vil kunne skabe masser af aktiviteter, underholdning og kulinariske oplevelser, vil det kræve vejlukninger og afspærring af pladser, for at kunne afvikle arrangementet på både stævnedeltagernes og byens præmisser.
 

Herved kan byen præsenteres på flotteste vis for alle involverede.

 

Afspærring af midtbyen

Som det fremgår af bilag 1 og 2 drejer det sig om følgende vejstrækninger samt parkeringspladser som vil blive spærret af. Der er endnu ikke taget stilling til hvor mange dage vejene skal være spærret af:

Vejstrækninger:

?        Skolegade fra Teatergade og hen til Centrumpladsen

?        Ramsherred

?        Centrumpladsen

?        Gerritsgade

?        Jessens Mole

?        Del af Havnepladsen, der vil fortsat være adgang til Ærøfærgen via Valdemarsgade og Kullinggade

?        Frederiksgade

?        Korsgade fra krydset Skattergade og hen til Brogade

?        Brogade

?        Sankt Nicolai Gade fra Kyseborgstræde til Gerritsgade

?        Del af Ryttervej

?        Del af Johs. Jørgensens Vej

 

Af- og påkørselsramperne fra Johs. Jørgensens Vej mod syd til rute 9 lukkes efter aftale med Vejdirektoratet.

 

Parkeringspladser:

- Lille Voldgade

- Centrumpladsen

- Del af store Voldgade

- Rådhusgården

- Ramsherred

- Fruestræde

- Jessens Mole

- Frederiksgade

- Frederiksø

 

Vi har i Svendborg by 2983 parkeringspladser, deraf vil følgende ca. 650 pladser blive inddraget til forskellige aktiviteter.

 

Standsningsforbud:

For at sikre fremkommeligheden for shuttlebusserne og trafikken generelt, vil der på en del af vejene blive etableret standsningsforbud. Se bilag 3

 

Omlægning af kollektiv trafik

Der vil i forbindelse med vejlukninger blive behov for at enkelte regionale- samt bybusruter skal omlægges. Disse omlægninger vil ske i tæt samarbejde mellem Svendborg kommune og FynBus således at det vil komme mindst mulige borgere til last.
 

Lige nu drejer det sig konkret om rute 930-932 (regional rute), rute 240-241(bybus) og muligvis rute 250 (bybus) som vil blive berørt af omlægning.

 

Adgang til områdets beboer

Ved planlægningen af vejlukningerne bliver der taget hensyn til de berørte beboere, så de får adgang til deres boliger. Adgangen vil fremgå i den kommende trafikplan. Vejlukningerne, de mange mennesker og alle aktiviteterne i centrum af Svendborg kan dog ikke undgå at komme til at påvirke beboerne i de fire dage arrangementet varer.

 

Information

Da ovenstående afspærringer naturligvis vil påvirke den daglige trafik i midtbyen udarbejdes ekstra informationsmateriale til både beboere, restauranter og forretninger i midtbyen samt til vare- og godsdistributører, som leverer varer i de berørte områder.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Økonomien til afmærkningen afholdes indenfor budgettet til L2021.

Lovgrundlag

Færdselsloven

Beslutning i Teknik- og Erhvervsudvalget den 06-02-2020

Godkendt.

Beslutning i Økonomiudvalget den 18-02-2020

Indstilles.

Beslutning i Byrådet den 25-02-2020

Taget til efterretning.

 

Afbud fra Anne Katrine Olsen (A), Søren Kongegaard (A) og Jens Erik Laulund Skotte (Ø). Som suppleanter deltog Christian Kaastrup (A), Mikael Hansen (A) og Stina Sølvberg Thomsen (Ø).