Punkt 8 Bagergade 28-30 - Offentliggørelse af planforslag

Beslutningstema

Offentliggørelse af forslag til kommuneplantillæg nr. 2017.23 og forslag til lokalplan nr. 652 – Boliger i Bagergade 28-30.

Indstilling

Direktionen indstiller til Teknik- og Erhvervsudvalget med endelig godkendelse i Byrådet, at

  • Forslag til kommuneplantillæg nr. 2017.23 offentliggøres i 8 uger
  • Forslag til lokalplan nr. 652 offentliggøres i 8 uger. 
  • Der ikke udarbejdes miljøvurdering af planforslagene. Beslutningen herom offentliggøres sammen med planforslagene.
  • Der ikke afholdes borgermøde i høringsperioden.

Sagsfremstilling

Baggrund

Planforslagenes afgrænsning.

Baggrunden for udarbejdelse af planforslagene er kommunens ønske om at sælge ejendommen til et byudviklingsprojekt.
 

Byrådet vedtog den 30. oktober 2018, at udbud af Bagergade 28-30, skulle ske efter særlige principper for bebyggelse i Bagergade og for bebyggelse langs Skolegade.
 

Ny bebyggelse i området kunne deles i to typer. Bebyggelse i Bagergade og bebyggelse nede på skrænten langs Skolegade.
 

Ejendommen blev efterfølgende sendt i udbud med en række tildelingskriterier for vurdering af tilbud på ejendommen (tildelingskriteriet og dets vægtning):

  • 15% - Pris
  • 30% - Variation i boligstørrelse og sammenhæng til eksisterende forhold – bebyggelse og terræn
  • 25% - Parkeringsforhold
  • 30% - Friarealer – omfang og tilgængelighed
  • Der kan ikke opføres almene boliger på ejendommen.


Tilbudsgiverne skulle fremkomme med et skitseprojekt, der viste, at bebyggelsen danner en helhed og skaber et spændende bymiljø med attraktive boliger.
 

Teknik- og Erhvervsudvalget besluttede den 9. maj 2019, at der skulle være endnu en forhandlingsrunde med tilbudsgiverne.
 

På baggrund af denne forhandlingsrunde besluttede Byrådet den 25. juni 2019 at udpege en vinder, som blev ”En fynsk frugthave på terrasser”.
 

Forudgående høring

I forbindelse med den forudgående høring på ændring af kommuneplanen, kom der ét høringssvar i alt. Høringssvaret gik på en indsigelse mod 15 meters højt byggeri i Bagergade. Derudover var ønsket, at indsigers ejendom også indgik i lokalplanen.
 

Den forudgående høring forløb over to omgange grundet ønsket om at skulle kunne opføre ny bebyggelse i 5 etager, som havde en højde på maks. 17m, mod den maks. højde på 15 m, der først var sendt i høring.

På baggrund af, at der har været afholdt forudgående høring i to omgange samt at disse høringer har haft begrænset interesse fra offentligheden, afholdes ikke borgermøde i den kommende høringsperiode.
 

Projektforslaget

Der er efterfølgende arbejdet videre med projektforslaget, hvor der er sket en række justeringer i forhold til at tilpasse projektet til grunden. Projektforslaget danner baggrund for planforslagene.
 

Vinderprojektet arbejder med, at den eksisterende bygning i Bagergade bevares og renoveres til boliger og alle etager udnyttes. Kælderetagen er tænkt til benyttelse til depotrum, motionsrum, værksteder, gæsteværelser og fælles café med køkken. Her vil der være udkig til frugtlunden, der er ét stort grønt område midt på grunden, hvortil der er offentlig adgang.
 

Ny bebyggelse opføres som to etageejendomme på op til 5 etager i den nordlige ende af grunden. Antallet af boliger bliver herefter op til 36 i alt på grunden. Bygningerne bliver opført i mursten med facadedetaljer i træbeklædning, plademateriale og cortenstål. Bygninger opføres med flade tage.

Alle boliger får altaner med udsigt til haven. Adgangsveje til grunden skabes ved at etablere en portgennemgang i bygningen ud mod Bagergade og der etableres ligeledes vejadgang fra Dronningemaen i forlængelse af den offentlige parkeringsplads ved badmintonhallen.
 

Etablering af portgennemgang ud til Bagergade vil betyde, at der nedlægges ca. 3 parkeringspladser i gaden.

Illustrationen viser ny bebyggelses placering i forhold til den eksisterende bebyggelse i Bagergade, som omdannes.
 

Planforslagenes indhold
Kommuneplantillægget udlægger området til boligområde, med

  • mulighed for opførelse af etageboligbebyggelse,
  • maks. 5 etagers bebyggelse i den nordlige ende af grunden,
  • en maks. højde på 17 meter for ny bebyggelse,
  • en bebyggelsesprocent på 90% for hele ejendommen.
  • Ny bebyggelse i Bagergade skal tilpasses gadens øvrige bebyggelse.

 


Lokalplanen har til formål at

  • muliggøre fortætning af Svendborg Bymidte ved omdannelse og opførelse af etageboliger.
  • sikre sammenhæng og harmoni mellem eksisterende bebyggelse i Bagergade og ny bebyggelse gennem placering, skala og materialer.
  • sikre en frugthave i lokalplanområdet med offentlig adgang og opholdsmuligheder, der understøtter fællesskab.
  • sikre private opholdsarealer i form af altaner til alle boliger.
  • sikre at omdannelsen af den eksisterende bygning i Bagergade sker i henhold til bygningens oprindelige arkitektur.

Lokalplanen indeholder bestemmelser for ombygning af den eksisterende bygning i Bagergade, hvor der gives mulighed for etablering af portgennemgang til Bagergade.

 

Den nye bebyggelse skal placeres i den nordlige ende af grunden indenfor to byggefelter, der er placeret, så der er mulighed for at gå gennem bebyggelsen ind på det fælles friareal – frugthaven. Derudover er der stiforbindelse fra henholdsvis Bagergade og Skolegade.
 

Bestemmelserne skal sikre, at ny bebyggelse opføres i maks. 5 etager i mursten i farver, der er tilpasset eksisterende bygningers udtryk. Derudover kan der tilføjes nye materialer, der understreger den nye arkitektur.
 

Lokalplanen indeholder ligeledes bestemmelser om adgangsveje og parkering.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Udgifter i forbindelse med planlægningen og udfærdigelsen af forslag til kommuneplantillæg nr. 2017.23 og lokalplan nr. 652 er finansieret indenfor Plan og Udviklings eksisterende rammer.
 

Fortætning af bymidten med boliger understøtter bosætning og bymidtens handels- og kulturliv.

Lovgrundlag

Lov om planlægning.

Lov om miljøvurdering af planer og programmer.

Beslutning i Teknik- og Erhvervsudvalget den 06-02-2020

Godkendt og oversendes til Byrådets endelige vedtagelse.

Beslutning i Økonomiudvalget den 18-02-2020

Indstilles.