Punkt 4 Svendborg Fjernvarme A.M.B.A - Lånegaranti

Beslutningstema

Svendborg Fjernvarme A.M.B.A. har ansøgt Svendborg Kommune, om kommunegaranti for Byggekreditter / lån på i alt 51,563 mio. kr.

Indstilling

Direktionen indstiller til Byrådet:

  • At der stilles kommunegaranti for byggekredit / lån på 39,5 mio. kr. til Svendborg Fjernvarme A.M.B.A., for etablering af luft / vand varmepumpeanlæg - fase 2.
  • At der i givet fald, opkræves garantiprovision af garanti for etablering af luft / vand varmepumpeanlæg – fase 2, som for nærværende udgør 0,5 % årligt af restgælden 31.12. jf. indikativ lånetilbud fra Realkredit Danmark af 30. juli 2019.
  • At der stilles kommunegaranti for byggekredit / lån på 4,0 mio. kr. til Svendborg Fjernvarme A.M.B.A. for anlægsinvesteringer i varmeforsyning af SAB ”Byparken og Strynøvej” – fase 2.
  • At der stilles kommunegaranti for byggekredit / lån på i alt 8,063 mio. kr. til Svendborg Fjernvarme A.M.B.A. for anlægsinvesteringer i 2020.
  • At der i givet fald efter gældende praksis opkræves garantiprovision for Svendborg Fjernvarme A.M.B.A. s øvrige anlægsinvesteringer, som for nærværende udgør 0,75 % årligt af restgælden 31.12.

Sagsfremstilling

Svendborg Fjernvarme A.M.B.A. har ansøgt Svendborg Kommune, om kommunegaranti for optagelse af byggekreditter, efterfølgende lån på i alt 51,563 mio. kr. opdelt på:

 

  1. 39,5 mio. kr. til fase 2 af etablering af luft / vand varmepumpeanlæg. Den samlede garanti for etableringen udgør herefter 100,0 mio. kr.
  2. 4,0 mio. kr. til anlægsinvesteringer i 2020 til fase 2 af fjernvarmeforsyning af SAB Byparken og Strynøvej. Tilslutningsprojektet indgik i godkendt tilsagn om kommunegaranti i 2018/9 og forventes gennemført i 2020. Den samlede garanti for tilslutningsprojektet udgør herefter 20,0 mio. kr.
  3. 8,063 mio. kr. til løbende anlægsinvesteringer i 2020.

 

Lånene påtænkes optaget ved:

  • Varmepumpeanlæg: KommuneKredit lån baseret på serieprincip med en løbetid på 20 år, svarende til afskrivningsperioden i henhold til Lov om varmeforsyning.
  • Fjernvarmeforsyning af SAB Byparken og Strynøvej: KommuneKredit lån baseret på serieprincip med en løbetid på 24 år, svarende til afskrivningsperioden i henhold til Lov om varmeforsyning. Tidligere garanti på 16,0 mio. kr. er godkendt til KommuneKredit lån baseret på serieprincip med en løbetid på 9 år, svarende til afskrivningsperioden
  • Anlægsarbejder 2020: KommuneKredit lån baseret på serieprincip med en løbetid på 24 år, svarende til afskrivningsperioden i henhold til Lov om varmeforsyning.

 

Projektet fjernvarmeforsyning af SAB Byparken og Strynøvej omhandler tilslutning af mere end 1.100 lejligheder til fjernvarme.

 

Der budgetteres i 2020 med 4.827 forbrugere.

 

Seneste årsregnskab pr. 1.1.2018 - 31.12.2018 udviser: 

  • Årets resultat efter afskrivninger 0 kr.
  • Regnskabsmæssig værdi af anlægsaktiver er steget fra 101,3 mio. kr. i 2017, til 102,9 mio. kr. ultimo 2018.
  • Omsætningsaktiver og tilgodehavender er steget fra 22,3 mio. kr. i 2017, til 28,4 mio. kr. ultimo 2018. Heraf udgør den likvide beholdning 8,5 mio. kr. (0,5 mio. kr. ultimo 2017).
  • Egenkapitalen udgør 10,1 mio. kr. ultimo 2018.
  • Kortfristede gældsforpligtelser er steget fra 47,3 mio. kr. i 2017, til 54,0 mio. kr. ultimo 2018.
  • Den langfristede gæld er steget fra 66,2 mio. kr. i 2017, til 67,1 mio. kr. ultimo 2018.

Regnskab for 2019 foreligger endnu ikke, men det er blevet oplyst, at den resulterende netto overdækning for 2019 forventes, at udgøre 3,2 mio. kr.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Såfremt terminerne på lånet bliver betalt rettidigt er der ingen direkte økonomiske konsekvenser.

  

Ud over nærværende ansøgning udgør Svendborg Kommunes garantier for lån til Svendborg Fjernvarme A.M.B.A. pr. 31.1.2020 ca. 166,2 mio. kr., heraf uforbrugte byggekreditter på 87,2 mio. kr.

 

Den samlede garanti ved fuld udnyttelse af nærværende ansøgning på 51,563 mio. kr. udgør herefter ca. 217,7 mio. kr. (svarende til 45.100 kr. pr. budgetterede forbruger i 2020).

Efter gældende praksis opkræves Svendborg Fjernvarme A.M.B.A. garantiprovision på markedsvilkår svarende til pt. 0,75 % årligt af restgælden pr. 31.12., og for varmepumpeprojektet 0,5% årligt af restgælden pr. 31.12.

Lovgrundlag

Bekendtgørelse nr. 1.580 af 17. december 2013 om kommunernes låntagning og meddelelse af garantier m.v.

Beslutning i Økonomiudvalget den 18-02-2020

Indstilles.