Punkt 5 Forslag til ny Spildevandsplan 2020-2031

Beslutningstema

Forslag til ny Spildevandsplan 2020-2031 for Svendborg Kommune.

Indstilling

Direktionen indstiller,

  • at forslaget til Svendborg Kommunes Spildevandsplan 2020-2031 oversendes til Økonomiudvalget og Byrådet med henblik på en efterfølgende 8 ugers offentlighedsfase.

Sagsfremstilling

Baggrund:

Miljø- og Naturudvalget besluttede på sit møde den 18. juni 2018 følgende overordnede principper for udarbejdelse af ny spildevandsplan: 
 

  • Afkobling af regnvand fra fælleskloaksystemet skal som udgangs­punkt ske, når der allige­vel skal ske en kloakfornyelse af forsy­ning­ens eller private led­ninger, fx ved ved­li­ge­holdelse af ledninger eller ved etab­le­ring af klimatiltag.
  • Lodsejere, der bor i områder, hvor der er forberedt traditionelt se­pa­ratkloakering, vil blive påbudt at tilkoble tag- og overfladevand til regn­vandsledningen, jf. afkob­lings­strategien.
  • Ved uoverensstemmelse mellem faktiske forhold og registreringen i spildevands­planen, orienteres grundejere herom, når spilde­vands­planen ændres til de retmæssige og faktiske forhold.
  • At hvis der opstår fare for miljøtilstanden i et vandopland med høj økologisk tilstand eller en i kommuneplanen udpeget badestrand, vil der blive stillet krav om kloakering.
  • At ejendomme i fremtidige nye kloakoplande, hvor det er muligt at etablere en privat stik­led­ning på under 150 m, skal husspilde­vands­­kloakeres.
  • At ejendomme i fremtidige nye kloakoplande, hvor det er muligt at etablere en privat stik­led­ning på mellem 150 m og 300 m vil blive tilbudt en til­slut­ning til hus­spilde­vands­kloak, som alternativ til selv at lave egen for­bed­ret spilde­vands­rense­løs­ning.
  • At ejendomme i fremtidige nye kloakoplande, hvor husstanden ligger over 300 m fra matrikelskel, skal have påbud om at lave egen forbedret spildevandsrensning
  • At fælleshuse i kolonihaveforeninger planlægges at blive spilde­vands­­­kloakeret, og foreningen skal oprette faciliteter til bort­skaf­felse af kemi­toiletter.

 

Disse principper er indarbejdet og præciseret i Spildevandsplan 2020-2031.


 

Forslaget til Spildevandsplanen er udarbejdet digitalt, og kort vises i Kortinfo. Forslaget er udarbejdet af Natur og Miljø i tæt samarbejde med Vand og Affald samt berørte fagområder i kommunen.
 

Forslaget til Spildevandsplanen skal godkendes af Byrådet og efterfølgende fremlægges i offentlig høring i 8 uger. Efter opsamling af eventuelle indsigelser vil spildevandsplanen blive fremlagt til endelig politisk vedtagelse. Hvis der bliver behov for væsentlige ændringer af planen, skal den igennem en ny offentlig høringsperiode.

 

Spildevandsplanen er bindende for kommunen og dermed for administrationen af sager, f.eks. i form af tilladelser, jfr. Miljøbeskyttelseslovens §28 om tilladelser til egne renseløsninger og løsning af overfladevand, samt §30 i form af påbud om tilslutning til forsyningsselskabets kloaknet.
 

Der er til punktet vedlagt midlertidige kortudsnit, selve planen vil have digitale kort.
 

Generelt om den nye spildevandsplan:

Spildevandsplanen er opdelt i 6 afsnit, hvoraf der er er 3 hovedtemaer 

  • Afløbssystem; her beskrives, hvad en grundejer skal være opmærksom på. når husstanden er koblet på Vand og Affalds afløbssystem. Rammerne beskrives for at Vand og Affald kan sikre værdien af afløbssystemet. Nye kloakprojekter beskrives, f.eks de tilbageværende indsatser overfor regnvandsbetingede udløb, som er udpeget i Vandplan 1 og Vandområdeplanen.
  • Det åbne land; her beskrives, hvad en grundejer skal være opmærksom på, når husstanden er omfattet af krav om forbedret spildevandsrensning. Her beskrives de ordninger, der er for ejendomme i det åbne land, både dem med krav og dem uden krav om forbedret spildevandsrensning.
  • Tilpasning til mere vand; her er oplysning om metoderne til afkobling af overfladevand i Svendborg og hvad en grundejer kan gøre for at sikre sig mod de fremtidige øgede regnmængder. Målsætninger for kommunens vejvand og planer for løsning af vejvand og privates overfladevand er ligeledes beskrevet.



I maj 2016 blev ”Masterplan for Regn- og spildevand i Svendborg Kommune” vedtaget til at være en retningsgivende plan, hvor visionen er at afkoble overfladevand fra spildevands­systemet.
 

Visionerne i masterplanen er indarbejdet i Spildevandplan 2020-2031.
 

Nye projekter, hvor ejendomme kan blive pålagt et krav om afkobling af overfladevand fra spildevandssystemet, vil fremgå af fremtidige tillæg til spildevandplanen.

 

Nye krav og videreførelse af hidtidige krav:

Ejendomme i det åbne land med krav om forbedret spildevandsrensning:

Spilde­vands­plan 2013-2024 blev udarbejdet på baggrund af forslaget til Vandplan 1, som efterfølgende blev revideret. Dette betyder, at der fortsat er 10 ejendomme, hvortil der skal stilles krav om forbedret spildevandsrensning i Spildevandsplan 2020-2031. Disse ejendomme kan ikke tilbydes kloakering.
 

Der er tillige en række ejendomme, hvor sagsbehandlingen med påbud om forbedret spildevands­rensning endnu ikke er igangsat. Dette bunder i de undersøgelser Svendborg Kommune har fået udført og den dialog der efterfølgende har været med Miljøstyrelsen om vandløbene var belastet pga. spildevand. Disse ejendomme vil blive sagsbehandlet i denne plan.
 

Ejendomme i det åbne land uden krav om forbedret spildevandsrensning:

Eksisterende boliger og virksomheders udledning af spildevand må ikke forringe tilstanden i vandløbene.


Hvis der opstår behov for at sikre miljø­til­stand­en i et vandopland eller en i kommuneplanen udpeget badestrand, vil der blive stillet krav om forbedret spildevandsrensning i et tillæg til spildevandsplanen.
 


Metodevalg til afkobling af overfladevand fra spildevandssystemet:

Udvalget for Miljø og Natur behandlede 18. juni 2018 følgende metoder til afkobling af overfladevand fra spildevandssystemet.

 

Løsninger skal vælges ud fra, hvad der er det mest hensigtsmæssige for et givent område under hensyntagen til det lokale oplands beskaffenhed og topografi, som giver den bedste samfundsværdi, blandt følgende metoder:

  1. Overfladeløsninger som eksempelvis pilotprojektet i Kogtved og Tankefuld.
  2. Kombinerede løsninger – med både rør og overfladeløsninger.
  3. Rørløsninger – f.eks. med to afløbsledninger ind til hver ejendom.


Separatkloakering:
Der er nogle fælleskloakerede områder, som allerede er forberedt til traditionel separatkloakering i forbindelse med en nødvendig fornyelse af kloakledningerne.
 

Alle ejendomme i disse områder vil blive påbudt at afkoble overfladevandet fra spildevandskloakken enten ved at koble til regnvandsledningen eller at lave en privat løsning på egen grund til at håndtere overfladevandet, også kaldet LAR – Lokal Anvendelse af Regnvand.
 

Dette punkt blev behandlet på mødet for Udvalget for Miljø og Natur den 18. juni 2018.
 

Som noget helt nyt, vil grundejere i nye områder, hvor afløbssystemet har behov for renovering/for­ny­else, blive tilbudt, at de enten indgår en frivillig aftale om at udtræde af kloakforsyningen for overfladevand og laver et privat LAR-anlæg eller at de tilslutter overfladevandet til en løsning Vand og Affald etablerer. Løsningen afhænger af mulighederne i området.

 

LAR – Lokal Anvendelse af Regnvand:

Med denne spildevandsplan stilles der krav om, at LAR-anlæg skal dimensioneres for en statistisk 10-års gennemsnitsregnhændelse.
 

Dette gøres med henblik på, at klimaforandringer fremadrettet forårsager, at en 10-års regnhændelse i dag, om 100 år kun vil svare til en 5-års regnhændelse (statistisk gennemsnit).
 

Fordelene er:

  • Borgeren vil opleve at have samme høje serviceniveau, som da de var på fælleskloak.
  • Flere forsikringsselskaber har et minimumskrav på en 10-års hændelse.
  • Borgeren har sikret sig, så der er stor sandsynlighed for, at der ikke bliver behov for at koble til Vand og Affalds systemer igen.


Ejendomme, der etablerer LAR-anlæg, og dermed delvist udtræder af spildevandsforsyningen for overfladevand, har ikke ret til at genindtræde i spildevandsforsyningen. Ejendommene har kun mulighed for genindtræden, såfremt Kommunalbestyrelsen vedtager dette via tillæg til spildevandplanen.



Serviceniveau for vand på terræn:
Svendborg by er blevet analyseret jævnfør Skrift 31, som er et skrift fra Spildevandskomitéen, der anbefaler metoder til fastlæggelse af serviceniveau for vand på terræn. Denne analyse kommer frem til en anbefaling om et serviceniveau for vand på terræn på 20 cm op ad soklen på bygninger.
 

Der bliver med denne spildevandsplan derfor indført et serviceniveau for vand på terræn. Dette serviceniveau betyder, at lodsejere skal sikre deres ejendomme til at kunne tåle vand på terræn på op til 20 cm op ad bygningers sokler.
 

Der skal i den kommende revision af Kommuneplanen planlægges for forebyggelse af oversvømmelse og erosion. Herunder for de områder, hvor der i analysen forekommer hyppige oversvømmelser med regnhændelser over det kritiske niveau på 20 cm.
 

Det forudsættes, at afløbssystemet er klimatilpasset inden serviceniveauet kan overholdes.
 

Der er valgt den kritiske højde 20 cm på terræn ved bygningers sokkel, da der ofte er et areal mellem kloak og hus, som skal ”fyldes” før der sker bygningsskader. Denne kritiske vandstand er også brugt i Kommuneplanens afsnit for klimatilpasning.

 

Ekspropriation:
Med spildevandsplanens vedtagelse erklærer Byrådet sig villig til at gennemføre nødvendige ekspropriationer. Frivillige aftaler, der indgås mellem Vand og Affald og private lodsejere sker på ekspropriationslignende vilkår. I forslag til Spildevandsplanen er der et kortbilag, der viser, hvor ekspropriation evt. kan komme på tale, (se afsnittet Ekspropriationer – Brug af private ejendomme i afsnittet ”Afløbssystem”).

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Med vedtagelse af Spildevandsplanen vil Vand og Affald have række anlægsinvesteringer over de næste 4 år.
 

Gennemførelsen af anlæg under spildevandsplanen sker gennem Vand og Affald og ved privat finansiering. 
 

Handleplaner for vejområdet sker via anlægs- og driftsbudgettet for vejområdet.
 

Det forventes, at det kommunale budget til vejafvandingsbidrag kan holdes inden for den nuværende flerårige ramme.
 

Gennemførelsen af spildevandsplanens myndighedsopgaver indgår i administrationens ressourceforbrug.

Lovgrundlag

Miljøbeskyttelseslovens § 32.

Spildevandsbekendtgørelsen, nr. 1317 af 04.12.2019

Bekendtgørelse om indsatsprogrammer for vandområdedistrikter, nr. 1512 af 15.12.2017

Bekendtgørelse af lov om kolonihaver, nr. 790 af 21.06.2007

Bekendtgørelse om miljøregulering af visse aktiviteter, nr. 844 af 23.06.2017

Beslutning i Miljø- og Naturudvalget den 04-02-2020

Sagen oversendes til udvalgets 2. behandling af sagen.