Punkt 3 Skiftekærmøllerne – offentlig høring af miljøvurdering og udkast til VVM-tilladelse

Beslutningstema

Offentlig høring af miljøvurdering og udkast til VVM-tilladelse for vindmøller ved Ny Søby, Tåsinge (Skiftekærmøllerne).
 

Indstillingen sker under forudsætning af Byrådets godkendelse den 25. februar 2020 af, at følgende dokumenter sendes i offentlig høring:

  • Forslag til kommuneplantillæg 2017 nr.13 for vindmøller ved Ny Søby.
  • Forslag til lokalplan 637 for vindmøller ved Ny Søby.
  • Miljøvurdering af kommuneplantillæg 2017.13 og lokalplan 637.

Alle fem dokumenter forventes offentliggjort på samme tid i minimum 8 uger, når Byrådet har behandlet plansagen.

Indstilling

Direktionen indstiller til Miljø- og Naturudvalget, at

  • Miljøvurdering af vindmølleprojektet ved Ny Søby (VVM) sendes i offentlig høring i minimum 8 uger.
  • Udkast til VVM-tilladelse til vindmøllerne ved Ny Søby sendes i offentlig høring i minimum 8 uger.

Sagsfremstilling

De vedlagte dokumenter er udarbejdet som led i en proces omkring lovliggørelse af to 80 meter høje vindmøller opsat på det vestlige Tåsinge i 2017. I området stod der i forvejen tre gamle møller, som alle er blevet taget ned. De nye møller har fået samme placering, som to af de gamle møller – placeringen nærmest kysten, hvilket fremgår af kortet herunder.

Kortet viser, hvor de tre oprindelige møller stod. Møllerne nærmest kysten er erstattet af to nye og højere møller.
 

I foråret 2018 indkaldte Svendborg Kommune ideer og bemærkninger til indholdet i miljøvurderingen og til den forestående planlægning for to vindmøller ved Ny Søby, Tåsinge.
 

Teknik- og Erhvervsudvalget besluttede efterfølgende, d. 14. juni 2018 at fortsætte processen for udarbejdelse af miljøvurdering og forslag til hhv. kommuneplantillæg og lokalplan.
 

Efterfølgende er nedenstående dokumenter udarbejdet.

  • Forslag til kommuneplantillæg 2017.13 – udarbejdet af Svendborg Kommune.
  • Forslag til lokalplan 637 – udarbejdet af Svendborg Kommune.
  • Miljøvurdering af planerne – udarbejdet af ekstern rådgiver (COWI) for Svendborg Kommune.
  • Miljøvurdering af vindmølleprojektet – udarbejdet af rådgiver for vindmølleejerne.
  • Udkast til VVM-tilladelse - udarbejdet af ekstern rådgiver (COWI) for Svendborg Kommune.


Forud for miljøvurdering af planer og projekt er der foretaget en afgrænsning af indholdet til miljøvurderingen af henholdsvis planer og projekt. Afgrænsningerne er gennemført med udgangspunkt i miljøvurderingslovens bestemmelser og indkomne bemærkninger fra den første offentlige høring. Afgrænsningsdokumenterne er udarbejdet af ekstern rådgiver (COWI) for Svendborg Kommune.

 

Afgrænsningsnotat

Det er vurderet, at miljøvurderingen af projektet skal redegøre for påvirkningen af:

  • Befolkningen og menneskers sundhed
  • Jordbund og arealanvendelse
  • Landskab
  • Klima
  • Ressourceeffektivitet
  • Materielle goder


Der er forud for miljøvurdering- og planprocessen gennemført en konsekvensvurdering efter habitatreglerne for påvirkning af NATURA 2000 samt påvirkning af særligt beskyttede arter (bilag 4-arter). Det er vurderet, at miljøvurderingen af projektet skal indeholde en gengivelse af konsekvensvurderingen efter habitat-reglerne.

 

Miljøvurdering af vindmølleprojektet

Befolkningen og menneskers sundhed

Møllernes påvirkning af befolkningen og menneskers sundhed er vurderet i forhold til støj, skyggekast, lys, visuelt og i forhold til den generelle rekreative anvendelse af et kystområde.
 

Det er ved beregninger dokumenteret, at de gældende støjgrænser og anbefalede grænser for skyggekast er overholdt ved alle omkringliggende boliger, der ikke ejes af ansøgerne selv. Der etableres ikke lys på møllerne. Samlet er det derfor vurderet, at disse miljøfaktorer ikke vil medføre nogen væsentlig påvirkning af befolkningen eller menneskers sundhed.
 

Visuelt fremtræder møllerne tydeligt i omgivelserne. Det er dog vurderet, at der ikke er nogen væsentlig påvirkning af omgivelserne fordi møllerne fremstår som et enkelt og afgrænset teknisk anlæg, hvor møllernes rotationshastighed og ensartede rotation understøtter det enkle og rolige udtryk.
 

Den generelle adgang til og brug af kysten, som rekreativt område, påvirkes ikke væsentligt af, at der etableres to nye møller.
 

Jordbund og arealanvendelse

De to nye møller placeres – som de tidligere møller – inden for kystnærhedszonen og strandbeskyttelseslinjen. Planlægning inden for kystnærhedszonen kræver, at hensynet til landskabet inddrages, og at der er en særlig begrundelse for planlægningen. Kystdirektoratet varetager administrationen af strandbeskyttelseslinjen.
 

Svendborg Kommune har vurderet, at de nye møller kan placeres inden for kystnærhedszonen fordi vindforholdene er gode ved kysten samtidig med, at de landskabelige hensyn er varetaget, og at det kan udnyttes, at der tidligere har stået to møller i samme område.
 

I forhold til strandbeskyttelseslinjen er der meddelt dispensation til etablering af de to nye møller med tilhørende teknikhuse i henholdsvis 2015 og 2017.
 

Landskab

Opstilling af nye møller med en højde på op til 80 meter vurderes at fremstå i et enkelt mønster i landskabet, uden dominerende betydning for landskabsoplevelsen.
 

De nye vindmøller vil medføre en øget synlighed i kystlandskabet, men det vurderes, at de to nye møller med deres udformning og drift kan indpasses i det eksisterende landskab på en sådan måde, at hensynet til landskabets skala, visuelle sammenhænge og karaktergivende strukturer er varetaget. Vindmøllerne vil ikke begrænse eller forringe områdets anvendelse og kvalitet. Endelig vurderes det, at de visuelle sammenhæng mellem land og vand, mellem modstående kyster og på langs af kystlinjen er varetaget.
 

Klima

Der forventes en positiv miljøpåvirkning i forhold til, at de to nye møller forventes at kunne producere el svarende til ca. 1.500 husstandes årlige elforbrug a´4.000 KWh. Produktionen af el via vindenergi erstatter produktion af el via fossile brændstoffer, og vil dermed bidrage positivt til reduktion af CO2-udledningen.
 

Ressourceeffektivitet

Ressource-anvendelsen er primært koncentreret til anlægsfasen til etablering af møllerne, mens affaldsproduktion primært foregår i forbindelse med ophør og nedtagning af møllerne. I driftsfasen er der begrænset ressourceforbrug og affaldsproduktion. Med udgangspunkt i møllernes forventede levetid producerer de to nye møller væsentlig mere energi, end der anvendes under fremstillingen – og der er dermed tale om en positiv energibalance.
 

Materielle goder.

Påvirkning af materielle goder betragtes i relation til forhold, som har betydning for samfundet. Kystområdet ved de to nye møller vurderes at kunne have betydning for samfundet. Planlægning og etablering af to nye møller ved Ny Søby forhindrer ikke adgang til eller rekreativ anvendelse af kysten, og der vurderes derfor ikke at være nogen væsentlig påvirkning af materielle goder.
 

Påvirkning af materielle goder omfatter ikke en værdimæssige indvirkning. Den første offentlige høring gav imidlertid anledning til høringssvar omkring ejendomsværdiforringelse. Der er derfor i miljøvurderingen redegjort for værditabsordningen, som giver naboer mulighed for at kræve erstatning for et eventuelt værditab. Ordningen administreres af Energistyrelsen.
 

Natura 2000 og bilag 4-arter

Konsekvensvurderingen for påvirkning af NATURA 2000 og vurderingen af påvirkning af bilag 4-arter er opsummeret i miljøvurderingen.
 

Det fremgår af konsekvensvurderingen, at planlægning og etablering af to vindmøller ved Ny Søby ikke vil påvirke bevaringsmålsætningen for fuglearter på udpegningsgrundlaget for nærmeste NATURA 2000 områder Det Sydfynske Øhav. I forhold til bilag 4-arter er det vurderet, at det udelukkende vil være relevant at undersøge flyvende bilag 4-arter (flagermus) – og det er konkluderet, at yngle- eller rasteområder for flagermus ikke beskadiges eller ødelægges.
 

Ansøger har i forbindelse med miljøvurderingen udarbejdet et notat baseret på eksisterende viden om fugle og flagermus ved Tåsinge. Ansøgers rådgiver har vurderet, at notatets gennemgang af forekomster af fugle og flagermus understøtter konklusionerne i konsekvensvurderingen for NATURA 2000 og vurderingen af flagermus.
 

Udkast til VVM-tilladelse

Med baggrund i det ansøgte projekt, den gennemførte miljøvurdering af projektet, konsekvensvurdering efter habitatreglerne samt de indkomne høringssvar er der udarbejdet et udkast til VVM-tilladelse for to vindmøller ved Ny Søby.
 

VVM-tilladelsen fastlægger sammen med ansøgningen og miljøvurderingen rammerne for driften af vindmøllerne og indeholder vilkår om egenkontrol og foranstaltninger ved ophør af vindmølledriften.
 

Det videre forløb

Efter byrådets behandling af plansagen offentliggøres materialet i minimum 8 uger. Herefter vil der ske en behandling af indkomne høringssvar, hvorefter sagen vil blive fremlagt til politisk behandling.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

 Igangsætningen af miljøvurderingen, ligger før beslutningen om godkendelse af brugen af ekstern rådgiver på over 150.000 kr.
 

Udarbejdelsen af miljøvurderingen har dog fordret inddragelsen af ekstern rådgiver, hvorfor det kan oplyses, at der har været udgifter på ca. 150.000 kr.

Lovgrundlag

Lov om miljøvurdering af planer og programmer og konkrete projekter (VVM).

Beslutning i Miljø- og Naturudvalget den 04-02-2020

Indstilles.