Punkt 16 Punkt til behandling fra Venstres byrådsgruppe

Sagsfremstilling

Byrådsmedlem René Haahr (V) ønsker på vegne af Venstres byrådsgruppe følgende optaget på byrådets dagsorden den 28. januar 2020:

Indstilling:

Set i lyset af oplysningerne som vi d.d. har fået kendskab til ved P4 Fyn, foreslår Venstre i Svendborg  at Byrådet beslutter at rette henvendelse til transportminister Benny Engelbrecht m.h.p. At få klart svar på hvornår udskiftningen af de over 50 år gamle signalanlæg på Svendborgbanen kan forventes afsluttet.

Kopi af henvendelsen ønskes endvidere tilsendt transportordførerene i de politiske partier i folketinget samt til de fynske MF´ere. 

Den demografiske udvikling i Svendborg kommune viser vi har en kedelig nedgang af unge i studiealderen. Dette kan der være mange årsager til. Vi finder det sandsynligt at unge studerende undlader at bosætte sig i Svendborg og vores lokalområder langs Svendborgbanen fordi den kører så ustabilt. Som det fremgår i afskriften fra morgenens nyhedsudsendelse på P4 Fyn, har der siden januar 2018 har der været 1068 aflysninger som følge af fejl på signalanlæggene. Husk heri indgår der ikke forsinkelser!

Pendlerne på Svendborgbanen har i årevis efterlyst bedre og mere stabil drift. I 2016 blev det besluttet at de nye signalanlæg skulle være klar i 2019. Det er blevet udskudt til 2021 og nu har P4 Fyns aktindsigt vist at der slet ikke ligger nogen tidsplan for hvornår signalerne bliver udskiftet. Direktøren for signalprogrammet ved BaneDanmark, Søren Bøjsen mener det vil ske inden udgangen af 2030. Dette finder vi urimeligt og vi frygter at mange fravælger Svendborgbanen til fordel for den langt mere miljøbelastende bilisme.

I et så stort projekt som det er at renovere og udskifte signalanlæg på jernbaneskinnerne i Danmark bør der være klar plan for hvornår de enkelte strækninger bliver klar, ligesom vi finder nedprioriteringen af Svendborgbanen frem for andre sjællandske strækninger urimelig.

Bilag.

Herunder afskrift af indslag på P4- Fyn nyhederne kl. 0830:

Indslag ved journalist Jacob Høstrup

”Aflysninger, forsinkelser og frustrationer, sådan lyder det ofte når snakken falder på Svendborgbanen. Der var ellers lys forude for de 50 år gamle signaler. Banedanmark (BD) skulle ellers være færdig med at skifte dem sidste år, men lige nu kan ingen svare på hvornår de egentlig bliver skiftet.

Jacob Høstrup orienterer: Toget er aflyst sådan har beskeden lydt 2886 gange siden januar 2018. 37 % pct af tiden har dette skyldtes fejl på signalerne. Og lige nu er der intet der tyder på det bliver bedre for passagerne på Svendborgbanen i den nærmeste fremtid. BD lagde i 2016 op til at Svendborgbanen skulle opprioriteres så den kunne få nye signaler allerede i 2019. Men så blev den plan ændret så signalerne skulle være klar inden udgangen af 2021, og nu viser dokumenter at ingen ved hvornår arbejdet begynder. Faktisk kan der gå op til 10 år forklarer Søren Bøjsen der er direktør for signalprogrammet for BD ”Jeg vil gerne have holdt planerne, men når vi kan se når nogen ting skrider så må vi også prioritere rundt i det og den samlede plan for udrulningen af signalprogrammet, nemlig at vi skal være færdig i 2030, den holder forsat.”  Ifølge dokumenterne skyldes forsinkelsen stridigheder mellem BD og den franske leverandør ”Alstom” siden januar 2018 har BD efterlyst en overordnet plan for arbejdet. En plan som endnu ikke er kommet! Alligevel mener Søren Bøjsen ikke der er grund til at fyre franskmændene. ”Når man har en kontrakt som den her og man skal samarbejde over så mange år, så kan det ikke undgås at man kommer til at diskutere undervejs” Alstom har ikke ønsket at stille op til interview.

Beslutning i Byrådet den 28-01-2020

Godkendt.