Punkt 14 Forslag til kommuneplantillæg 2017.05 og lokalplanforslag 641 for Lundeborg Badehotel

Beslutningstema

Beslutning om offentliggørelse af forslag til kommuneplantillæg 2017.05 og lokalplanforslag 641 for Lundeborg Badehotel, Gl. Lundeborgvej 46.

Indstilling

Direktionen indstiller til byrådet, at:

 

  • Forslag til kommuneplantillæg 2017.05 offentliggøres i 8 uger.
  • Forslag til lokalplan 641 offentliggøres i 8 uger.
  • Der ikke udarbejdes miljøvurdering af planforslagene. Beslutningen herom offentliggøres sammen med planforslagene.
  • Der ikke afholdes borgermøde i høringsperioden.

Sagsfremstilling

Baggrund

Ejerne af Lundeborg Strand Camping ønsker at afvikle campingpladsen og har igangsat et projekt for udvikling af området til hotel/ferielejligheder som hotelvirksomhed.
 

I kommuneplanen 2017-2029 er Lundeborg udpeget som turistcenter og et fremtidigt, primært lokaliseringssted for større ferie- og fritidsanlæg for de kystnære områder ved Storebæltskysten.
 

En realisering af projektet kræver et tillæg til Kommuneplan 2017-2029 samt en ny lokalplan, da området i dag er udlagt til campingplads. 
 

Teknik- og Erhvervsudvalget igangsatte den 10. september 2018 en forudgående høring efter planloven. Høringen blev gennemørt i perioden fra den 8. oktober til den 5. noveber 2018.
 

Der indkom i alt 12 høringssvar fra myndigheder, interesseorganisationer, naboer og borgere i Lundeborg. Høringssvarene spændte fra fuld opbakning, over opbakning på betingelser til ingen opbakning.
 

I forhold til skitseprojektet ”Lundeborg Badehotel” gik følgende emner igen i høringssvarene:

-          Påvirkning af (kyst)landskab og natur.

-          Hensyn til fredede arealer og arkæologi.

-          Hensynet til omkringliggende naboer – indbliksgener, udsigt, støj.

-          Placering af eventhus og tilhørende p-pladser.

-          Trafikale forhold – Gl. Lundeborgvej og Stenmurervej.

Teknik- og Erhvervsudvalget besluttede den 6. december 2018 at igangsætte planlægningen med bemærkning om, at byggefeltet skal holdes ovenfor skrænten mod kysten (altså udenfor strandbeskyttede arealer).

 

Markering af lokalplanområdet i den nordlige del af Lundeborg. Herudover er byzonearealer markeret med rød skravering.

 

Forslag til kommuneplantillæg 2017.05

En anvendelse af området til hotel- og feriecenter kræver et tillæg til kommuneplan 2017-2029. Det skyldes, at området i dag er udlagt til rekreative formål i form af campingplads.
 

Der er udarbejdet et tillæg, som ændrer kommuneplanens ramme for området til fremadrettet at være:
 

Områdets anvendelse:

Rekreativt område i form af hotel- og feriecenter

Zonestatus:

Byzone

Max bebyggelsesprocent:

20%

Max antal etager:

1½ etager

Max bygningshøjde:

7 m

Særlige bestemmelser:

Der skal sikres offentlig adgang gennem området

Anvendelse konkret:

Hotel

 


Det bemærkes, området på nuværende tidspunkt allerede er inddraget til byzone, hvorfor zonestatus er uændret.
 

Derudover bemærkes det, at forslaget forudsætter, at der nedlægges en campingplads, hvilket kommuneplanen normalt søger at bevare. Direktionen indstiller, at campingpladsen kan nedlægges, da området i forvejen er udlagt til byzone, at området ved Lundeborg i kommuneplanen er udpeget til turistcenter og da den nye anvendelse vil styrke helårsturismen i Lundeborg og i Svendborg Kommune som helhed.

 

Forslag til lokalplan 641

Lokalplanens formål

Lokalplanforslaget indeholder følgende formålsbestemmelser:
 

  • At områdets anvendelse fremmer helårsturisme og understøtter Lundeborg som turistcenter.
  • At bebyggelsen indpasses i kystlandskabets karakter som værende lavt og åbent byggeri.
  • At bebyggelsen gives et enkelt og sammenhængende arkitektonisk udtryk.  
  • At sikre udlæg af grønne friarealer og adgang til stranden.
  • At parkeringsarealerne tilpasses området gennem udlæg af mindre parkeringsarealer og ved begrønning heraf.


Anvendelse og disponering

Der gives mulighed for at opføre en hotelbebyggelse med ca. 80-90 hotellejligheder og et fælleshus som skal indeholde reception, restaurant og konferencefaciliteter.
 

Lokalplan indeholder tre typer af delområder for hhv. hotelbebyggelse, grønne friarealer og parkeringsarealer. Lokalplanområdet er disponeret således, at områderne til parkering og friarealer ligger fast, mens områderne til hotelbebyggelse kan indrettes på flere måder. Eksempelvis kan hotellets fællesfaciliteter placeres frit indenfor delområdet til hotel.

Eksempel på disponering af lokalplanområdet.

Bebyggelsens omfang, placering og arkitektur

Af hensyn til byggeriets indpasning i Lundeborg og det omgivende kystlandskab, fastsætter lokalplanen bestemmelser om en maksimal bebyggelsesprocent på 20 % og en maksimal bygningshøjde på 6,7 m.
 

Hotellejlighederne kan opføres som sammenbyggede huse i 1½ etager i rækker af 3-5 huse, mens fælleshuset kan opføres som sammensatte ”huse” omkring et atrium.
 

Lokalplanen indeholder en række bestemmelser omhandlende udformning, materialer og farver som alle har til formål, at medvirke til en hotelbebyggelse der fremstår som en arkitektonisk helhed med et enkelt formsprog og gennemgående materialer og farver.

Visualisering af byggeriet set fra vandet.

Veje, stier og parkering

Adgang til lokalplanområdet sker via Gl. Lundeborg. Herfra giver 3 nye interne fordelingsveje videre adgang til området og vil samtidig give udsyn til og udkig fra kysten.
 

Lokalplanen giver mulighed for, at der frit kan anlægges stier gennem området. Stierne er private, da de vil skulle udlægges på privat grund. Oplægget fra bygherre er, at man gerne vil acceptere offentlig adgang gennem området.
 

Der udlægges i alt tre parkeringsarealer, mens Gl. Lundeborgvej og de grønne friarealer friholdes helt for parkering.
 

Det sydlige parkeringsarealet, nærmest vandet, er udlagt med det formål at skærme det tilstødende sommerhus-/boligområde fra den ny bebyggelse. Udlægget af parkeringsarealet imødekommer samtidig forslag indgivet som høringssvar til den forudgående høring.
 

Strandbeskyttelseslinje

En mindre del af lokalplanområdet er omfattet af strandbeskyttelseslinjen.
 

Der er ikke planlagt for ny bebyggelse, anlæg eller vej- og stiudlæg inden for det strandbeskyttede areal.

I det nordligst hjørne af lokalplanområdet, indenfor strandbeskyttelsen, ligger to eksisterende lovlige strandhytter. Lokalplanen giver mulighed for, at disse to hytter kan genopføres med samme størrelse og placering i tilfælde af brand o. lignende.
 

Skovbyggelinje

Lokalplanområdet er omfattet af skovbyggelinje og en realisering af planlægningen for hotel- og feriecenter forudsætter derfor at Miljøstyrelsen reducerer skovbyggelinjen. Det vil være muligt at realisere projektet med en reduceret skovbyggelinje på 30 meter fra skovbrynet.
 

Alternativt kræver realisering at projektet, at Svendborg Kommune dispensere fra skovbyggelinjen ifm. byggesagsbehandling af et myndighedsprojekt.
 

Miljøvurdering

Der er foretaget en miljøscreening af lokalplanforslaget. Svendborg Kommune konkluderer på miljøscreeningen, at lokalplanen ikke medfører nogen væsentlig påvirkning på det omkringliggende miljø, og at der derfor ikke skal udarbejdes en miljøvurdering.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Udgifterne til udarbejdelsen af kommuneplantillæg 2017.05 og lokalplansforslag 641 for Lundeborg Badehotel, finansieres indenfor Plan og Udviklings eksisterende rammer.
 

Erhvervsmæssigt vurderes planerne at medvirke til en styrkelse af helårsturismen i Lundeborg ligesom Lundeborg Badehotel vil styrke Svendborg Kommunes image som en gæstfri og attraktiv kommune at besøge.

Lovgrundlag

Lov om planlægning

Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM)

Beslutning i Teknik- og Erhvervsudvalget den 20-01-2020

Indstillingen godkendt.

Fraværende: René Haahr (V). Som suppleant deltog Lars Erik Hornemann (V).

Fraværende: Jens Erik Laulund Skotte (Ø). Som suppleant deltog Jesper Kiel (Ø).

 

Beslutning i Økonomiudvalget den 21-01-2020

Indstilles.

Beslutning i Byrådet den 28-01-2020

Godkendt.