Punkt 7 Opsamling på dialogmødet børn og unge som pårørende

Beslutningstema

Opsamling på dialogmødet vedr. børn og unge som pårørende i Svendborg kommune.

Indstilling

Direktionen indstiller

  • At Social- og Sundhedsudvalget samler op på dialogmødet og tager orientering til efterretning
     
  • At punktet oversendes til Børne- og Ungeudvalget til orientering.

Sagsfremstilling

D. 5.december blev der afholdt et dialogmøde med temaet børn og unge som pårørende i Svendborg kommune, som Social- og Sundhedsudvalget samt Børne- og Ungeudvalget havde inviteret til.

 

Deltagerne var frivillige sociale foreninger, som har tilbud til målgruppen, repræsentanter fra Social- og Sundhedsudvalget og Børne- og Ungeudvalget samt repræsentanter fra relevante områder i Svendborg Kommune. På mødet præsenterede TUBA og NEFOS deres tilbud til børn og unge, og kommunen fremlagde indsatser målrettet børn og unge som pårørende. Det blev synligt, at der eksisterer en lang række tilbud, som spænder bredt ift. indhold og form.

 

Den efterfølgende dialog i grupper tog udgangspunkt i spørgsmålet ”Hvordan kan foreningerne og kommunen bruge hinanden endnu mere, ift. arbejdet med børn og unge som pårørende? ”

 

Overordnet faldt drøftelserne under tre temaer:

Overblik:

Kommune og frivillige foreninger efterspørger hver især overblik over hinandens tilbud. Foreningerne efterspørger desuden tydelige kontaktinformationer til relevante afdelinger i kommunen.

 

Kendskab til hinanden:
Kommune og frivillige foreninger fremlagde ønske om øget kendskab til hinandens tilbud og indsatser. Derudover en opmærksomhed på, hvordan vi kan gøre brug af hinandens ressourcer samt ønsket om et samarbejde om konkrete børn/unge. 

 

Samarbejde:
Dialog om samarbejde og/eller samskabelse. Politisk fokus på samarbejde og/eller samskabelse fremadrettet.

På baggrund af temaerne er følgende initiativer igangsat, ift. at understøtte det fremadrettede samarbejde på tværs af kommune og frivillige foreninger: 

-          Udbrede kendskab til Den Sociale Vejviser i kommunen på Intra. Den Sociale Vejviser er en oversigt over frivillige sociale foreninger og tilbud som Frivilligcenter Svendborg - Kontakt mellem Mennesker holder opdateret på deres hjemmeside.

 

Den kommende trykte udgave af Den Sociale Vejviser suppleres med oplysninger om relevante kommunale telefonnumre.
 

Den uddeles både til ansatte i kommunen og foreninger.
 

-          Styrket kommunal deltagelse til eks. Synlighedsarrangement, på tværs af kommune og frivillige sociale foreninger, hvert andet år. Der orienteres om arrangementet på Intra og sendes en invitation til alle chefer og ledere, som har ansvaret for at dele invitationen med medarbejdere i egen afdeling. 

 

-          Videreudvikling af eksisterende dialog- og netværksmøder på tværs af kommune og frivillige foreninger, med brobygger som tovholder.

 

-          Fortsat politisk fokus på samarbejde og/eller samskabelse med frivillige foreninger.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Punktet har ingen økonomiske konsekvenser

Beslutning i Social- og Sundhedsudvalget den 14-01-2020

Taget til efterretning. Punktet er til orientering i Børne- og Ungeudvalget.