Punkt 1 Facilitetsproces for anlægsprojekter til idræt og bevægelse

Beslutningstema

B:Beslutningsag

Godkendelse af reviderede kriterier

Indstilling

Direktionen indstiller til Kultur- og Fritidsudvalget og Teknik- og Erhvervsudvalget:

  • At de reviderede kriterier godkendes

Sagsfremstilling

Svendborg Kommune modtager løbende henvendelser fra foreninger og andre interessenter på idræts- og bevægelsesområdet omkring kommunal støtte til etablering af nye faciliteter til idræt og bevægelse.

 

Foreninger, borgere og andre interessenter har mulighed for at ansøge om støtte til beskrevne anlægsprojekter, som er målrettet idræts- og bevægelsesområdet i Svendborg Kommune.

 

Alle indkomne projekter vil blive videresendt til politisk drøftelse i foråret 2020, jf. gældende procedure.

 

Det skal understreges, at der ikke afsættes særskilt økonomi til at realisere nye projekter. Det betyder, at det alene er en politisk beslutning at afsætte økonomi til nye projekter.

 

For at projekterne bringes videre til politisk behandling, skal der fremsendes en fyldestgørende projektbeskrivelse med nedenstående indhold:

 

Projektbeskrivelsens indhold:

  • Et budget med det ansøgte beløb og et overblik de samlede udgifter til etablering af projektet samt de forventede driftsudgifter
  • Medfinansiering – bidrager foreningen/borgeren selv med midler til projektet? Har projektet modtaget fondsmidler? Har I ansøgt fonde, som I endnu ikke har modtaget svar fra
  • Formål, visioner og tanker bag projektet
  • Beskrivelse af projektets indhold, hvor placeres projektet, hvilke aktiviteter muliggøres
  • Målgruppebeskrivelse, hvem får gavn af projektet
  • Eventuelle samarbejdspartnere
  • Forventet tidsplan for realisering af projektet
  • Adgangen til og forholdene omkring den jord, som projektet opføres på, skal være afklaret. Herunder planforhold og forhold omkring naturbeskyttelse.

Ansøgninger fra 2019, der ikke blev imødekommet overføres ikke automatisk til 2020, hvilket betyder at tidligere ansøgere skal fremsende en ny ansøgning, hvis deres projekter skal indgå i proceduren. 

 

Proceduren blev afholdt første gang i 2019. Erfaringerne fra sidste års proces viser, at høringspartnerne efterlyser kriterier, for hvordan de indkomne ansøgninger kan vurderes/prioriteres. Som følge heraf, har administrationen i samarbejde med Folkeoplysningsudvalgets Formand, udarbejdet nedenstående kriterier til vurdering af ansøgningerne i 2020.

  • Potentielle antal fremtidige brugere
  • Afstand til lignende facilitet
  • Potentielle nye samarbejdsmuligheder på tværs
  • Øget kvalitet for brugerne af faciliteten
  • Ansøgerens beskrivelse af formål, visioner og tanker bag projektet

 

De forslåede kriterier for 2020 har været til udtalelse i SIS, Folkeoplysningsudvalget, Haludvalget, som er høringsparter på anlægsprojekter.

 

Beslutning i Folkeoplysningsudvalg den 16-12-2019

Udvalget anbefaler:

  • At det i kriterierne tilføjes, at projekterne skal være klima- og energirigtige.
  • Ansøgningsperioden udvides fra 1. januar til 1. marts
  • At tidligere ansøgere, som ikke kom i betragtning, kontaktes med oplysning om ansøgningsfrist.
  • At der i forhold til oplistning af kriterierne, som ansøgningerne vurderes efter – her placeres ”Ansøgers beskrivelse…..” som første bullet og der tilføjes økonomi/egenbetaling.
  • I forhold til vurderingen af projekterne, er det vigtigt, at man bruger den rette ekspertise. Specielt til idrætter, som ikke er i typiske idrætsfaciliteter

 

Der var enighed om, at det var godt at have nogle faste retningslinjer for, hvorledes anlægsønsker behandles i kommunen så man sikrer en lige mulighed for en fair proces for alle ansøgere.

 

 

Udtalelse fra Sport og Idræt i Svendborg(SIS)

Sport og Idræt i Svendborg godkender de nye kriterier for facilitetsprocessen med følgende kommentarer:

-          Projekterne skal være klima- og energirigtige

-          Udvidelse af ansøgningsperioden så den løber fra 1. januar til 1. marts

-          Projekterne skal vurderes af den rette ekspertise

 

 

Udtalelse fra Haludvalget

”Haludvalget finder det positivt at have faste retningslinjer for, hvorledes anlægsønsker behandles. I den forbindelse er Haludvalget positivt indstillet overfor den opstillede sagsfremstilling og Haludvalget kan ligeledes tilsluttes sig Folkeoplysningsudvalgets beslutning af 16. december 2019.”

 

 

Bemærkninger på baggrund af høringssvar

Administrationen tager høringsparternes bemærkninger til efterretning, og der foreslås følgende justeringer:

  • Kommentaren vedr. klima og energivenlige løsninger indarbejdes i kriterierne
  • Tidligere ansøgere vil blive kontaktet forud for ansøgningsprocessen.
  • Rækkefølgen af krav til projektbeskrivelsen er ændret
  • Der vil blive inddraget den fornødne ekspertise til vurdering af indkomne ansøgninger i det omfang det vurderes aktuelt
  • Ansøgningsprocessen påbegyndes en måned tidligere til næste år.