Punkt 7 Facilitetsproces for anlægsprojekter til idræt og bevægelse

Beslutningstema

Revidering af kriterier for ansøgning til facilitetsproces.

Sagsfremstilling

Svendborg Kommune modtager løbende henvendelser fra foreninger og andre interessenter på idræts- og bevægelsesområdet omkring kommunal støtte til etablering af nye faciliteter til idræt og bevægelse.

 

Foreninger, borgere og andre interessenter har mulighed for at ansøge om støtte til beskrevne anlægsprojekter, som er målrettet idræts- og bevægelsesområdet i Svendborg Kommune.

 

Alle indkomne projekter vil blive videresendt til politisk drøftelse i foråret 2020, med henblik på  videresendelse til budgetforhandlingerne vedr. budget 2021.

 

Ansøgninger sendes til kulturogfritid@svendborg.dk i perioden den 01/02-2020-01/03-2020.

 

Det skal understreges, at der ikke er afsat særskilt økonomi til at realisere nye projekter. Det betyder, at det alene er en politisk beslutning at afsætte økonomi til nye projekter. 

 

For at projekterne bringes videre til politisk behandling, skal der fremsendes en fyldestgørende projektbeskrivelse med nedenstående indhold:

 

Projektbeskrivelsens indhold:

  • Formål, visioner og tanker bag projektet?
  • Beskrivelse af projektets indhold, hvor placeres projektet, hvilke aktiviteter muliggøres?
  • Målgruppebeskrivelse, hvem får gavn af projektet?
  • Eventuelle samarbejdspartnere?
  • Et budget med det ansøgte beløb og et overblik de samlede udgifter til etablering af projektet samt de forventede driftsudgifter?
  • Medfinansiering – bidrager foreningen/borgeren selv med midler til projektet? Har projektet modtaget fondsmidler? Har I ansøgt fonde, som I endnu ikke har modtaget svar fra?
  • Forventet tidsplan for realisering af projektet?
  • Adgangen til og forholdene omkring den jord, som projektet opføres på, skal være afklaret. Herunder planforhold og forhold omkring naturbeskyttelse.

 

Eventuelle spørgsmål vedr. den nye procedure kan rettes til Fritidskonsulenten i Kultur og Fritid

 

Ansøgningerne i 2020 vil blive vurderet ud fra følgende kriterier:

  • Potentielle antal fremtidige brugere
  • Afstand til lignende facilitet
  • Potentielle nye samarbejdsmuligheder på tværs
  • Øget kvalitet for brugerne af faciliteten
  • Ansøgerens beskrivelse af formål, visioner og tanker bag projektet

 

Tidligere ansøgninger overføres ikke automatisk til det efterfølgende år, hvilket betyder at tidligere ansøgere skal fremsende en ny ansøgning.

 

Kriterierne for 2020 sendes i høring i SIS, Folkeoplysningsudvalget, Haludvalget, og besluttes endeligt i Kultur- og Fritidsudvalget og Teknik- og Erhvervsudvalget i januar 2020.

Beslutning i Folkeoplysningsudvalg den 16-12-2019

Udvalget anbefaler:

  • At det i kriterierne tilføjes, at projekterne skal være klima- og energirigtige.
  • Ansøgningsperioden udvides fra 1. januar til 1. marts
  • At tidligere ansøgere, som ikke kom i betragtning, kontaktes med oplysning om ansøgningsfrist.
  • At der i forhold til oplistning af kriterierne, som ansøgningerne vurderes efter – her placeres ”Ansøgers beskrivelse…..” som første bullet og der tilføjes økonomi/egenbetaling.
  • I forhold til vurderingen af projekterne, er det vigtigt, at man bruger den rette ekspertise. Specielt til idrætter, som ikke er i typiske idrætsfaciliteter

 

Der var enighed om, at det var godt at have nogle faste retningslinjer for, hvorledes anlægsønsker behandles i kommunen så man sikrer en lige mulighed for en fair proces for alle ansøgere.

 

Henrik Fløytrup var fraværende.