Punkt 10 Den Blå Kant første etape projektforslag

Beslutningstema

Godkendelse af Den Blå Kant første etape projektforslag.

Indstilling

Direktionen indstiller til endelig vedtagelse i Byrådet:
 

  1. At projektforslaget for projektet ”Den Blå Kant første etape” og disponeringen af midler godkendes i sin helhed
  2. At rådighedsbeløbet på 15.269.511 kr. i 2020, til projektet Den Blå Kant første etape bevilliges og frigives.
  3. At der tages stilling til om man:
  1. ønsker at udvide anlægsrammen for ”Den Blå Kant første etape”, for derigennem at kunne realisere det fulde projektforslag,
  1. Der gives en samlet tillægsbevilling på 1,0 mio. kr., med en rådighedsbeløb i 2019 på 0,7 mio. kr.,0,15 mio. kr. 2020 og 0,15 mio. kr. i 2021
  2. At ovenstående rådighedsbeløb finansieres af puljen for ”Midlertidige anvendelser/aktiviteter i forbindelse med havneudvikling”.
  3. At rådighedsbeløbet på 0,7 mio. kr. i 2019 og 0,15 mio. kr. i 2020, bevilliges og frigives

eller om man

  1. ønsker at tilpasse projektet, så den passer indenfor den nuværende anlægsramme. Administrationen anbefaler at en tilpasning i så fald sker ved at ny asfaltbelægning for Udrustningskaj B (sydlig del) udgår.
  1. At administrationen bemyndiges til valg af udbudsform og efterfølgende valg af entreprenør
  2. At der bevilliges og frigives en anlægsramme på 1,7 mio. kr. til etablering af p-areal og at dette finansieres af puljen til Havneudvikling, i 2020.
  3. At der i forbindelse med budgetforhandlingerne for 2021 indgår et driftsudvidelsesforslag på 175.000 kr. årligt, til renhold og et anlægsudvidelsesforslag på 300.000 kr. til vedligeholdelse og renovering af projektarealet ”Den Blå Kant første etape”.

Sagsfremstilling

Projektforslaget til den første anlægsetape af Den Blå Kant beskriver et anlægsprojekt for området omkring havnebassinet mellem Honnørkajen, Udrustningskajen og Frederiksø. Den overordnede idé er at skabe en forbedret forbindelse mellem bymidte og havn samt at skabe attraktive byrum på havnen, der kan danne nye rammer om endnu mere liv på kajen og ved vandet.
 

Forslaget viser disponering af alle delarealer og anviser de overordnede rumlige kvaliteter, valg af materialer, beplantning, belysning og inventar. Forslaget er opdelt i følgende delområder:
 

  1. Krydset (Frederiksgade, Havnepladsen, Jessens Mole og Frederiksbro)
  2. Bryggen (Syd for Frederiksbro og kajerne vest og øst for denne)
  3. Ankomstpladsen (plads mellem administrationsbygning, kantinebygning og Kammerateriet)
  4. Udrustningskajen A (den nordlige del / Plads foran Rundbuehallen)
  5. Udrustningskajen B (den sydlige del / Plads foran Lystsejladsmuseet og Snedkeriet)
     

Projektforslaget

Det fulde projektforslag fremgår af bilaget Den Blå Kant første etape, Projektforslag. Arbejdet med detaljeringen af forslaget fra dispositionsforslag til projektforslag har ført til en række nye tiltag. Den videre udvikling af projektet har ført til en højere kvalitet i materialevalg og løsninger. Den største forskel i forhold til dispositionsforslaget omhandler en mere dybdegående bearbejdning af den sydlige del af Udrustningskajen. Herunder nævnes de væsentlige ændringer i forhold til dispositionsforslaget:

  1. Bryggen reduceres i omfang, således at et opholdsplateau mod færgelejet udgår.

 

  1. Med udgangspunkt i havnens industrielle karakter og materialitet samt efter anbefaling fra Svendborg Museum er belægningskonceptet blevet tilpasset. Dette betyder bl.a. at Ankomstpladsen etableres med støbt betonbelægning i store felter afgrænset af stålprofiler. Stålprofilerne vil være af samme type stål og karakter som havnens jernbaneskinner.

 

  1. Ni offentlige p-pladser er bibeholdt mod vejen og Ankomstpladsen er tilpasset i forhold til disse. Se mere under afsnit om parkering.

 

  1. En opgradering af den sydlige del af Udrustningskajen. Administrationen anbefaler at området udføres i højere kvalitet end det var foreslået i dispositionsforslaget. Det betyder bl.a. at belægninger udføres i asfalt med ny underbygning samt afvanding.

 

  1. Dertil indeholder projektforslaget belysning og byrumsinventar samt aktivitetsfelter med overflade i enten græs eller grus samt cortenstålskanter, der ikke var medregnet i dispositionsforslaget på Udrustningskajen.
     

Parkering

Projektforslaget forudsætter, at ca. 22 offentlige p-pladser nedlægges syd for vejen på Frederiksø. Disse omplaceres ved at disponere arealet bag værftsbygningerne, så der skabes flere p-pladser på dette område end der er i dag.

Det forudsætter, at den nuværende grusbelægning erstattes af og opgraderes til et asfalteret areal, der afvandes mod havnen. Dette gør det muligt, at give arealet mere belastning samt at markere pladserne på arealet med termoplastmarkeringer af pladserne og af arealer for flugtveje. Administrationen forventer at anlæg af p-arealet vil vare ca. 6 uger og foreslår at p-arealet anlægges inden påbegyndelsen af anlæg af Den Blå kant første etape.
 

Parkering, eksisterende forhold:

I dag er der 74 offentlige (24 timer) p-pladser langs vejen på Frederiksø. Belægningsgraden af disse vurderes at være høj. Administrationen skønner, at disse p-pladser dels benyttes af folk, der arbejder i Svendborg by og dels af gæster til færgerne.
 

Derudover er der i alt etableret 96 p-pladser, der er tilknyttet private lejemål. 66 af disse er placeret på et grusareal ved beddingsområdet. Sidstnævnte er ikke markeret enkeltvis, men markeret som et samlet areal afgrænset af betonklodser. Disse p-pladser fungerer i dag ved, at lejerne får udleveret p-kort, der svarer til det antal p-pladser, der hører til det enkelte lejemål. Der er i dag mulighed for dobbeltudnyttelse af p-pladserne med 2 timers offentlig parkering på grusarealet, men det vurderes kun at blive benyttet i et lille omfang.
 

Parkering, fremtidige forhold:
Parkeringsarealet på pladsen bag de gamle værftsbygninger udvides og omdisponeres. Ved en ny disponering kan 111 p-pladser etableres i alt (heraf op til 8 HC p-pladser).
 

22 af de 74 offentlige p-pladser (24 timer) ved ankomsten til øen erstattes af p-pladserne på bagsiden af bygningerne.
 

Dette gøres ved at udvide fra to til otte timers offentlig parkering for 68 af pladserne på bagsiden af bygningerne. Disse dobbeltudnyttes, så de også ligesom i dag anvendes til parkering til lejemål ved at udlevere p-kort til lejere.
 

Derved opfyldes krav til antal p-pladser ifølge p-normen til lejemålene og der opnås en bedre udnyttelse, så kapaciteten til offentlig parkering øges. Udvidelsen til otte timers offentlig parkering gør, at pladserne stadig kan bruges af folk, der arbejder i byen, men ikke til gæster til færgerne.
 

 

I dag

Fremtid

Offentlige p-pladser (24 timer)

74

52

Private p-pladser til lejemål

30

43

Private p-pladser(p-kort) med to timers offentlige parkering

66

0

Private pladser med otte timers offentlig parkering

0

68

I alt

170 p pladser

163 p pladser

 

Den videre proces

Næste skridt i realiseringen af Den Blå Kant første etape er at gennemføre et udbud af de eksterne ingeniørydelser jf. beslutning i Teknik og Erhvervsudvalgets møde d.10. oktober 2019. Når rådgiveren er fundet gennemføres de næste faser af projektet frem til færdiggørelse inden Landsstævnet i 2021.
 

  1. Hovedprojekt (detailprojektering) januar-april 2020
  2. Entrepriseudbud og kontrahering april-maj 2020
  3. Udførelse juni 2020 – maj 2021
  4. Aflevering primo juni 2021
  5. DGI Landsstævne 1-4. juli 2021

 

Grundet den stramme tidsplan vil det være nødvendigt, at udførelsesperioden starter allerede i juni 2020. Her vil dele af projektområdet stå med byggepladshegn og opgravede overflader. Dette vil administrationen forsøge at tage hensyn til i planlægningen af udførelsen, men det vil have konsekvenser for virksomheder på havnen, der er afhængige af sommersæsonen. Derudover vil det for en kort periode påvirke Højestenefærgens drift. Påvirkning af færgens drift vil dog forventeligt ske uden for sommerperioden.
 

P-areal anlægges forår 2020 (udførelse ca. 6 uger) inden anlægsstart for Den Blå Kant første etape.
 

Projektforslaget følger retningslinjer og bestemmelserne i lokalplansforslaget og kommuneplantillægget for Den Blå Kant første etape. Disse er godkendt af byrådet i oktober 2019 og høringsperioden varer frem til 2. januar. Planerne forventes endeligt vedtaget primo 2020 inden entrepriseudbud.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Den samlede anlægsramme for projektet ”Den Blå Kant, Byrumsudvikling og Klima” er på ca. 29,6 mio. kr., inklusiv fremskrivninger.
 

Heraf er tidligere anvendt 3,7 mio. kr. til arkitektkonkurrencer, hvorfor der resterer et budget på 25,9 mio. kr.
 

I forbindelse med Teknik- og Erhvervsudvalget møde den 5. maj 2019 blev der prioriteret, at 1,2 mio. kr., af den samlede anlægsramme, til kvalificering af det samlede projekt. Dette skete delvist som led i den ansøgning, der skulle sendes til Realdania, om at blive pilotkommune i projektet ”Byerne og det stigende havvand”. Jf. Teknik- og Erhvervsudvalget beslutning den 10. oktober 2019, har administrationen takket nej til tilbuddet om at fremsende et revideret ansøgning til Realdania.
 

På baggrund af ovenstående beslutning har det været muligt for administrationen at reducere det prioriterede beløb fra 1,2 mio. kr. til 0,6 mio. kr., da en del af dette arbejde løses via intern projektledelse. Midlerne skal i første omgang benyttes til at bearbejde de økonomiske og tekniske sider i den samlede højvandssikring samt undersøgelse af mulige sluseløsninger. Herudover vil der også skulle arbejdes med forskellige finansieringsmuligheder, for det samlede projekt. Det resterende beløb på 0,6 mio. kr. søges tilbageført til realisering af første etape.
 

Af den samlede anlægsramme på 29,6 mio. kr., resterer nu 25,3 mio. kr. til realisering af første etape.
 

Det har været muligt at justere i de disponerede delposter, som blev forelagt Teknik- og Erhvervsudvalget den 10. oktober 2019 i forbindelse med valg af fremtidig rådgivermodel. Dette er sket, da administrationen siden dispositionsforslaget har fået en mere detaljeret viden om de forventede udgifter. Det er derved blevet muligt at prioritere midler til selve anlægget og derved afsætte færre midler til ekstern rådgivning, intern projektledelse samt usikkerheder.

 

Siden dispositionsforslaget har den videre udvikling af anlægsprojektet muliggjort en højere kvalitet i materialevalg og mere dybdegående løsninger indenfor de enkelte delområder,

 
 

Udgifterne forventes nu at fordele sig som følger.

Delposter

I mio. kr.

Samlet anlægsramme

25,3

Ekstern rådgivning allerede udført arbejde faktureret

0,9

Ekstern rådgivning allerede udført arbejde ikke faktureret

0,2

Ekstern rådgiver – Hovedprojekt og udførelse

1,5

Intern projektledelse

0,6

Kunst - 5 promille af byggesummen

0,1

Forundersøgelser - geoteknik og jordprøver

0,3

Andre udgifter – usikkerheder i ovenstående beløb

0,6

Rest til realisering af ”Anlægsarbejdet”

21,1

 

Finansiering/reduktion i projektet

Men henvisning til ovenstående disponering vil der være 21,1 mio. kr. tilbage til realisering af ”Anlægsarbejde”.
 

Anlægsoverslaget for alle delområder af projektforslaget er vedlagt som bilag til sagen og bliver samlet 22,1 mio. kr., hvorved der mangler budget for 1 mio.kr. for at gennemføre det fulde projektforslag.
 

Der skal derfor tages en politisk beslutning om enten at udvide den nuværende anlægsramme, så det er muligt at realisere det skitserede projekt eller at fastholde den nuværende ramme via. realisering af enkelte tilpasningsmuligheder.

 

Udvidelse af anlægsrammen

Udvidelsen af anlægsrammen på 1,0 mio. kr. foreslås finansieret at projektet ”Midlertidige anvendelser/aktiviteter i forbindelse med havneudvikling” via akkumulerede midler frem til 2019 på 0,7 mio. kr. i 2019 og 0,15 mio. kr. i 2020 og 0,15 mio. kr. i 2021.

 

Tilpasningsmuligheder i ”Anlægsarbejdet”

Der er flere forskellige tilpasningsmuligheder i anlægsprojektet. Af vedlagte bilag ”Notat_DBK_Projektforslag_15-11-2019” fremgår der flere mulige tilpasningsforslag:

  1. Ny asfaltbelægning udgår for Udrustningskaj B (sydlig del) udgår – ca. 1,2 mio. kr.
  2. Udrustningskajen B (sydlig del) udgår som samlet område – ca. 2,5 mio. kr.
  3. Betonlægning erstattes af asfalt for Udrustningskaj A (Nordlig del) – ca. 1,0 mio.kr.
  4. Opholdsplateauer på Bryggen udgår ca. 1,2 mio. kr.

 

Såfremt man vælger at fastholde anlægsrammen på 21,1 mio.kr. anbefaler administrationen, at det sker ved at lade asfaltbelægningen for Udrustningskaj B udgå..
 

Administrationen anbefaler, at de øvrige tilpasningsmuligheder gennemføres:

Den politiske styregruppe ønskede ved godkendelse af dispositionsforslaget, at prissætningen af Bryggen skulle udfordres. Dette er ved projektforslaget gennemført ved den samlede lavere pris. Administrationen anbefaler at opholdsplateauerne på Bryggen gennemføres, da netop denne del af Bryggen skaber plads til ophold samt den tætte kontakt mellem land og vand.

En ny betonbelægning på Udrustningskaj A (foran Rundbuehallen) vil ligge i forlængelse og blive en naturlig del af den nye Ankomstplads. Her skabes et nyt, robust byrum til events og skiftende aktiviteter henover året i samspil med aktiviteter i Rundbuehallen.

Nye tiltag på Udrustningskaj B i form af nye aktivitetsfelter, ny belysning, beplantning samt nye bænke og affaldskurve vil understøtte den udvikling med kulturelle aktiviteter, der er i gang på Frederiksø.
 

Frigivelse af anlægsmidler

Projekt ”Den Blå Kant første etape”

Der er i budget 2020 afsat en rådighedsbeløb 15,3 mio. kr. til realisering af projektet Blå kant første etape. Det er derfor muligt, jf. indstillingen, at frigive rådighedsbeløbet på 15,3 mio. kr. til realisering af projektet Blå kant første etape.
 

Det skal påpeges, at man i forbindelse med indgåelse af entreprisekontrakt til realisering af Blå Kant første etape, vil binde de midler, der er afsat i budget 2021 på 8,3 mio. kr.
 

Projekt ”P-pladser”

Jf. indstillingen ville det være muligt at bevillige og frigive en anlægsramme på 1,7 mio. kr., til etablering af asfalteret parkeringsplads bag værftsbygningerne og at dette finansieres af puljen for Havneudvikling, i 2020.
 

Udvidelse af anlægsrammen

Såfremt man jf. indstillingen vælger at give en tillægsbevilling på 1,0 mio. kr., til projekt ”Den Blå Kant første etape”, med et rådighedsbeløb på 0,7 mio. kr. i 2019, 0,15 mio. kr. i 2020 og 0,15 mio. kr. 2021, vil det være muligt at finansiere dette via projektet ”Midlertidige anvendelser/aktiviteter i forbindelse med havneudvikling”, i de givne år.

 

Afledt drift

Projektet fordrer, at den nuværende drift til renhold, pleje og vanding af træer, renhold og vedligehold af inventar og belysning, græsklipning mm. udvides med ca. 175.000 kr. årligt. Området bliver aktuelt vedligeholdt som en del af havneområderne og derved på niveau som et erhvervsområde. En opgradering fra erhvervsområde til byrum vil stille større krav til drift og vedligehold tilsvarende byområder i bymidten. Administrationen anbefaler, at driftsbudgettet udvides med dette beløb fra 2021.

 

Hvis området skal renoveres løbende skal der yderligere afsættes 300.000 kr. årligt. Dette er til renovering af de nye elementer og overflader, som i dag ikke indgår i budgettet.

Beslutning i Teknik- og Erhvervsudvalget den 05-12-2019

Teknik- og Erhvervsudvalget godkender følgende til Byrådets endelige vedtagelse:

 

  1. At projektforslaget for projektet ”Den Blå Kant første etape” og disponeringen af midler godkendes i sin helhed
  2. At rådighedsbeløbet på 15.269.511 kr. i 2020, til projektet Den Blå Kant første etape bevilliges og frigives.
  3. At anlægsrammen for ”Den Blå Kant første etape” udvides for derigennem at kunne realisere det fulde projektforslag, herunder at
  1. der gives en samlet tillægsbevilling på 1,0 mio. kr., med en rådighedsbeløb i 2019 på 0,7 mio. kr.,0,15 mio. kr. 2020 og 0,15 mio. kr. i 2021
  2. ovenstående rådighedsbeløb finansieres af puljen for ”Midlertidige anvendelser/aktiviteter i forbindelse med havneudvikling”.
  3. rådighedsbeløbet på 0,7 mio. kr. i 2019 og 0,15 mio. kr. i 2020, bevilliges og frigives
  1. At administrationen bemyndiges til valg af udbudsform og efterfølgende valg af entreprenør
  2. At der bevilliges og frigives en anlægsramme på 1,7 mio. kr. til etablering af p-areal og at dette finansieres af puljen til Havneudvikling, i 2020.
  3. At der i forbindelse med budgetforhandlingerne for 2021 indgår et driftsudvidelsesforslag på 175.000 kr. årligt, til renhold og et anlægsudvidelsesforslag på 300.000 kr. til vedligeholdelse og renovering af projektarealet ”Den Blå Kant første etape”.