Punkt 6 Rekrutteringsindsatser på ældreområdet

Beslutningstema

Orientering om rekrutteringsindsatser på ældreområdet i Svendborg Kommune i relation til Masterplan for fremtidens Ældreliv

Indstilling

Direktionen indstiller, at Social og Sundhedsudvalget

  • Tager orientering til efterretning

Sagsfremstilling

I Masterplanen for fremtidens ældreliv 2025 beskrives, hvordan Ældreområdet skal sikre gode og fagligt spændende arbejdspladser, der sikrer rekruttering og fastholdelse af medarbejdere.

 

Ældreområdet har fokus på at skabe faglige fællesskaber, der kan sikre fastholdelse og rekrutteringsmuligheder i fremtiden. Blandt andet ved at samle fagligheder, der giver udviklingsmuligheder og kvalificerede medarbejdere til at håndtere fremtidens udfordringer og krav.

 

Samtidig igangsættes diverse rekrutteringsindsatser, der skal sikre, at der fortsat uddannes Social- og sundhedspersonale til området.

 

Ældreområdet arbejder systematisk med rekruttering og fastholdelse af medarbejdere. Der udarbejdes årligt en statusrapport for at følge udviklingen på området i forhold til fremtidig rekruttering og tiltag.

 

Ifølge statusrapporten for rekruttering og fastholdelse på ældreområdet 2018 er antallet af ledige stillinger ens i forhold til 2017, mens antallet af ansøgere pr. opslåede stilling er faldet.

 

I 2018 er der ca. 20 % flere medarbejdere, der forlader deres job i forhold til 2017.

 

Den samlede ansættelsesperiode i Svendborg er i 2018 præget en stor andel af korttidsansatte, og dette er også et område, der bør fokuseres på fremadrettet.

 

Social og Sundhedsskolens hold er som de foregående år helt optaget, og der har i 2018 ikke været problemer med at tiltrække nye elever. 

 

Personalets aldersmæssige fordeling vurderes på nuværende tidspunkt ikke at være en udfordring for den samlede fastholdelses- og rekrutteringsindsats på ældreområdet. Der er stadig mere end 10 år til at den helt store aldersgruppe, de 50-54-årige, forventes at gå på pension.

 

Samlet set konkluderer statusrapporten for 2018, at de nævnte udfordringer på fastholdelses- og rekrutteringsområdet ikke er af en sådan karakter, at der skal iværksættes nye større initiativer.

 

I 2019 er der således valgt at fokusere yderligere på enkelte elementer i fastholdelses- og rekrutteringsindsatsen for at ældreområdet også i fremtiden kan tiltrække og fastholde fagligt kompetente medarbejdere.

 

Indsatserne har både til formål at tiltrække ansøgere til Social- og Sundhedsskolen og til skabe kendskab og interesse for Social- og Sundhedsfaget. Det forventes, at det på sigt også vil få indflydelse på Social og Sundhedsområdets image

 

Nye indsatser, ældreområdet

  • Har indgået aftale med skoleområdet om adoption af udskolingsklasser. Således har 7 plejecentre har adopteret en 7. klasse i nærområdet.
  • Er i gang med pilotprojekt ift at få erfaringer med fritidsjob for under 18 årige på plejecentrene
  • IGU (Integrations Grunduddannelse)
  • I samarbejde med Jobcentret arbejdes med forløb for ledige ”Midt i livet”

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Tiltagene indeholdes indenfor eksisterende budgetter

Beslutning i Social- og Sundhedsudvalget den 03-12-2019

Taget til efterretning.