Punkt 4 Kvalitetsstandarder på ældreområdet

Beslutningstema

Årlig godkendelse af kvalitetsstandarder på ældreområdet.

Indstilling

Direktionen indstiller, at

  • ændringer i kvalitetsstandarderne på ældreområdet godkendes.

Sagsfremstilling

Ifølge serviceloven skal kvalitetsstandarderne på ældreområdet politisk godkendes en gang årligt. Vedhæftet som bilag er de kvalitetsstandarder, hvor der er ændringer.

 

Øvrige kvalitetsstandarder er tilgængelige på kommunens hjemmeside http://www.svendborg.dk/service-til-aeldre-og-handicapppede, og kan fremsendes til udvalget efter anmodning.

 

Kvalitetsstandard for Forebyggende hjemmebesøg:

Der forelægges en ny kvalitetsstandard for forebyggende hjemmebesøg for ældre. Efter lovændring vedrørende forebyggende hjemmebesøg til ældre (Serviceloven §79a), inviterer Svendborg Kommune alle borgere, der fylder 70 år til et fælles informationsarrangement. Informationsarrangementet afholdes også for borgere, når de fylder 75 og 80 år.

 

Kvalitetsstandard for praktiske opgaver (større oprydningsopgaver og hovedrengøring):

Med baggrund i en principafgørelse fra Ankestyrelsen, vedr. hovedrengøring og hjælp til større oprydningsopgaver foreslås ændring af kvalitetsstandard for praktiske opgaver i Svendborg Kommune, hvor det tidligere har været specificeret, at ydelsen ikke omfatter hovedrengøring.

Følgende forudsætninger skal iflg. Ankestyrelsen være til stede for at borgeren er berettiget til at modtage hjælp til større oprydningsopgaver og hovedrengøring:

-          Borger skal være berettiget til praktisk hjælp i henhold til SEL §83.2

-          Der skal være tale om rengøringsopgaver, som kun forventes varetaget 1-2 gange om året

-          Der skal være tale om praktiske opgaver, som er en naturlig del af det at have et hjem

-          Opgaverne skal ligge indenfor bestemmelserne vedr. praktisk hjælp og høre under hjemmehjælpens opgave

-          Bevillingen skal sikre, at borger fortsat har mulighed for at klare sig i eget hjem

Hovedrengøring og større oprydningsopgaver, kan eksempelvis (jf. Ankestyrelsens principafgørelse) omfatte:

-          Vask af skabe, paneler og dørkarme

-          Afrimning af fryser

-          Afkalkning af fliser

-          Fjernelse af aviser og pap m.m, der hindrer vedligeholdende rengøring

 

Forslag politisk niveau:

Ansøgning om hjælp til større oprydningsopgaver og hovedrengøring sker til Myndighedsafdelingen.

Der bevilliges disse ydelser for 1 år ad gangen

Opgaver har ikke et større omfang, end at det kan rummes indenfor 2 timer 1 gang indenfor det givne år.

 

Hjælp til større oprydningsopgaver og hovedrengøring er eksempelvis ikke:

  • Sanering, bortskaffelse af møbler til storskrald.
  • Rensning af madrasser, møbler eller tæpper.
  • Bortskaffelse af massive mængder affald og lign, der ikke kan håndteres af den almindelige renovation, og som eventuelt kræver leje af container.
  • Rengøring efter skadedyrsbekæmpelse, hvor der er synlige spor efter skadedyr, der kræver, at der anvendes specialudstyr, eller specielt beskyttelsesudstyr.
  • Vask af tøj med skimmel, væggelus med videre.

Disse typer opgaver kan visiteres efter en konkret ansøgning af Socialafdelingen.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Øgede udgifter til frit valg i forhold til levering af ydelserne.

Lovgrundlag

Lov om social service § 79a, 83, 84, 85 og § 88

Beslutning i Social- og Sundhedsudvalget den 03-12-2019

Godkendt.