Punkt 10 Fremtidige drift af kreaturprammen "YRSA"

Beslutningstema

Udgifterne til kreaturprammen Yrsa er på grund af øgede drifts- og reparationsudgifter steget meget de senere år. Der vurderes derfor behov for en ny politisk stillingtagen til den fremtidige drift af Yrsa. Langeland Kommune ejer kreaturprammen og Svendborg, Faaborg-Midtfyn og Ærø kommuner afholder efter fordelingsnøgle driftsudgifterne til prammen.

Indstilling

Direktionen indstiller,

 

  • At udvalget tiltræder Langeland Kommunes beslutning om, at drift og administration af Yrsa fortsætter i næste Natura 2000 handleplan med fokus på yderligere indtægtsoptimering, men forsøges udbudt til anden kommune eller eksternt firma.

Sagsfremstilling

I 2004 investerede det tidligere Fyns Amt med støtte fra EU i kreaturprammen Yrsa. Yrsa skulle gøre det lettere at få kreaturer og får ud på de små ubeboede øer og holme og dermed være med til at sikre afgræsning af flere strandenge i Øhavet. Øhavets Smakkecenter varetog den daglige drift og vedligeholdelse af Yrsa og Fyns Amt dækkede driftsunderskuddet.
 

I forbindelse med kommunalreformen overdrog Fyns Amt Yrsa til Langeland Kommune, der indgik en lignede driftsaftale med Øhavets Smakkecenter gældende fra 1. januar 2007 (se bilag). Yrsa betjener øer beliggende i Faaborg-Midtfyn, Svendborg, Ærø og Langeland kommuner, og de 4 kommuner afholder driftsudgifterne/underskuddet efter en fordelingsnøgle beregnet ud fra størrelsen af øerne i de enkelte kommuner.

 

På møder mellem de 4 kommuner har der været fremsat forslag om, at den daglig drift og administration overgik til Ærø eller Svendborg kommune, eller helt at udbyde driften af Yrsa. Dette ud fra en eventuel mulig driftsoptimering af Yrsa ved øget udnyttelse til indtægtsgivende sejlads, der helt eller delvis kunne dække driftsunderskuddet i forbindelse med transport af dyr til øerne. Langeland Kommunes beslutning vedrørende fremtidige drift af kreaturprammen ”YRAS” er vedlagt ved bilag.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Yrsa har i gennemsnit haft et driftsunderskud på ca. 200.000 kr. om året. Enkelte år har der været ekstraudgifter til større reparationer. I 2018 blev der lavet en hovedreparation af skibet, og der forventes ikke større reparationer de kommende år.

 

Svendborg Kommunes andel af udgifterne udgør, efter en fordelingsnøgle baseret på areal, ca. 37 % af de samlede udgifter. Det forventes, at driften af Yrsa de kommende år vil ligge på godt 200.000 kr. om året, hvoraf Svendborg Kommunes andel vil være ca. 70.000 kr. om året.

 

Pengene er disponeret på Natura 2000-indsatsen.

Lovgrundlag

Miljømålsloven fastlægger rammerne for planlægning inden for de internationale naturbeskyttelsesområder og miljøministeren udarbejder en Natura 2000-plan for Natura 2000- områderne. Kommunalbestyrelserne skal på baggrund heraf udarbejde handleplaner, der prioriterer den forventede forvaltningsindsats i planperioden. I henhold til statens Natura 2000-plan skal der sikres afgræsning på mange arealer, herunder de små øer i Øhavet. Kommunerne Faaborg-Midtfyn, Svendborg, Ærø og Langeland har i fællesskab udarbejdet handleplan for, hvordan Natura 2000-planen for område nr. 127, Sydfynske Øhav 2016- 2021 vil blive gennemført. Planerne gennemføres som udgangspunkt via frivillige aftaler og tilskudsordninger for lodsejerne. Men af den fælles handleplan fremgår det også, at kommunerne bidrager økonomisk til transport af dyrene til øerne ved at drive kreaturfærgen Yrsa.

Beslutning i Miljø- og Naturudvalget den 03-12-2019

Indstillingen godkendes.