Punkt 11 Kære Teater søger tilskud

Beslutningstema

B: Beslutning

Ansøgning om tilskud til afholdelse af julefortællerprojektet ”Julerier”.

Indstilling

Direktionen indstiller, at

  • Ansøgningen meddeles afslag på det foreliggende grundlag, idet projektet ikke kan påvise medfinansiering i et væsentligt omfang.

Sagsfremstilling

Skuespiller Anne Kjær Wæhrens, Kære Teater søger tilskud på 20.000 kr. til et julefortællerprojekt, der skal skabe julemagi og –stemning midt i al juletravlheden og sætte fokus på nærhed og hygge. Projektet vil finde sted 10., 12., 14., 17. og 19. december og centreret omkring Møllergade og lille scene ved Torvet. En juletræsgudinde (Anne Kjær) vil sammen med sin julemusikant synge julesange op og ned ad Møllergade og samle publikum med sig til scenen, hvor der vil være julefortælling og varm kakao sponsoreret af Økocafeteriet.

 

Budgettet er på 27.220 kr., der specificeres med 20.000 kr. i honorar til spiller og musikant, 2.000 kr. til administration, 3.720 kr. til materialer og 1.500 kr. til PR.

 

Foruden nærværende ansøgning, er der søgt tilskud ved puljen ”Liv i min By”, der blandt andet har til formål at skabe liv i den del af byen. Svar herfra foreligger endnu ikke.

 

Administrationens bemærkninger

Kære Teater er en enkeltmandsvirksomhed, der for nylig er flyttet til Svendborg og efter endt barsel vil producere forestillinger og andre mindre projekter. Det er en positiv tanke at ville sprede julehygge i byen, når folk allermindst venter det, men umiddelbart falder det udenfor retningslinjerne for støtte fra De frie Kulturmidler. Projektet støtter op om Kulturløftets temaer men mangler væsentlig medfinansiering, som er en af de forudsætninger, der lægges vægt på ved vurdering af ansøgningen. Svendborg Kommune søges om dækning af det fulde honorar til de medvirkende.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Bevilling vil være at afholde af De frie Kulturmidler, hvor der er et ikke disponeret beløb i 2019 på ca. 242.000 kr.

Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 02-12-2019

Indstillingen godkendt.