Punkt 9 Foreningen Operaen i Svendborg

Beslutningstema

B: Beslutning

 

Ansøgning fra Foreningen Operaen i Svendborg om tilskud og underskudsgaranti i forbindelse med opsætning af operaen ”Madame Butterfly” i Dok I på Frederiksø i perioden 11. til 22. august 2020.

Foreningen søger øremærkede tilskud på samlet 185.000 kr. samt en underskudsgaranti på 100.000 kr. som sikkerhed for indtægtsgrundlaget.

Det ansøgte tilskudsbeløb kan specificeres således:

-          100.000 kr. til brug for markedsføring

-          15.000 kr. til dækning af lokaleleje på Frederiksø

-          70.000 kr. til udarbejdelse af beredskabsrapport til brug ved ansøgning om byggetilladelse

Indstilling

Direktionen indstiller, at

  • Der bevilges et tilskud på 115.000 kr. til markedsføring og lokaleleje, dækning af udgiften til beredskabsrapport, dog max. 70.000 kr. samt en underskudsgaranti på 100.000 kr.
  • Tilskud og underskudsgaranti afholdes af De frie Kulturmidler i 2019 samt 2020.

Sagsfremstilling

Foreningen har tidligere opført opera på Valdemars Slot men ønsker med et flytte til Svendborg by at sikre, at forestillingerne er endnu tættere på infrastrukturen og operaens publikum. Foreningen har derfor været i dialog med Svendborg Kommune og Petersen & Sørensen Motorværksted om at sætte operaen ”Madame Butterfly” af Puccini op i Dok I på Frederiksø.

 

Petersen og Sørensen finder, at operaen igennem de seneste 12 år har bidraget til at positionere Svendborg som en af landet mest interessante teater- og kulturbyer og er et godt initiativ i forhold til kulturmiljøet i Svendborg. De bakker derfor Operaen i Svendborg op ved at udlåne stedets faciliteter og Dok 1 vederlagsfrit i perioden 27. juli til 24. august 2020.

 

Foreningen anfører, at de med ambitiøse samarbejdsaftaler med Odense Symfoniorkester og BaggårdTeatret, kan styrke både publikumsrækkevidden og kvaliteten af deres forestillinger, ligesom samarbejde med Borgerforeningen, Kulturhus Svendborg om lån af teknisk udstyr og bidrag til markedsføring er en styrke for operaen. BaggårdTeatret bidrager med lån af lokaler, teknisk udstyr og understøttelse af de administrative funktioner.

 

Odense Symfoniorkester samarbejder med det formål at udvikle opera i Svendborg yderligere og har bidraget med kvalitetsudvikling på nodemateriale samt rådgivning i forhold til udvælgelse af optrædende og musikere til orkestret alt sammen for at højne den professionelle linje. Symfoniorkestret finder, at placeringen af Operaen for 2020 indebærer spændende udviklingsperspektiver for Operaen i Svendborg, blandt andet en styrket forankring i det lokale kulturliv, som orkestret finder er en vigtig forudsætning for operaens succes på sigt.

 

Operaen vil fortsat engagere sig med lokale børne- og voksenkor og dermed blandt andet bidrage til udbredelsen, forståelsen og interessen for den klassiske musik og ser sig derigennem som en aktiv medspiller i det sydfynske kormiljø.

 

Budgettet for operaens opførelse er på 1.686.025 kr., hvortil er kommet en ekstraudgift på estimeret 70.000 kr. til udarbejdelse af beredskabsrapport på grund af nye regler fra januar 2020 omkring byggeansøgninger. Foruden nærværende ansøgning søges der tilskud og sponsorater fra en lang række fonde og puljer. Der er for nuværende modtaget tilsagn om støtte på samlet 370.000 kr.

 

Herudover budgetteres med en billetindtægt på 472.000 kr. ved 50% belægning og en gennemsnitlig billetpris på 295 kr.

 

Operaen i Svendborg ønsker at være en tilbagevendende operabegivenhed, da opbygningen både af et interesseret publikum, og det at bidrage til det lokale musikvækstlag og et kunstnerisk brand er en langsigtet ambition. Målet er at vokse, både i publikumsantal og kunstnerisk niveau. På sigt ønsker foreningen at producere en operaforestilling hvert år, og at blive en fast bestanddel af det traditionsglade operapublikum, der gerne rejser efter den kvalitative oplevelse. Foreningen anfører, at det samtidig er yderst vigtigt for dem at fastholde det lokale publikums opmærksomhed og blive ved at give dem nye og spændende operaoplevelser.

 

Administrationens bemærkninger

Ansøgningen har været til musikfaglig udtalelse i Svendborg Musikudvalg. Udvalget finder projektet støtteværdigt og utroligt spændende, sat op i rammerne på Frederiksø. Musikudvalget finder, der er tale om et højt kunstnerisk niveau, og udvalget lægger vægt på samarbejdet med lokale korsangere og samarbejde med Odense Symfoniorkester.

 

Foreningen har siden 2008 modtaget tilskud fra Svendborg Kommune, senest i 2018 et tilskud på 100.000 kr. samt en underskudsgaranti på 100.000 kr. Projektet opfylder som tidligere betingelserne for støtte fra de frie Kulturmidler, ligesom det støtter op om Kulturløftets temaer.

 

Til brug for foreningens ansøgning til fonde og andre investorer, har Svendborg Kommune fremsendt støtteerklæring og givet sin opbakning til projektet.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Bevilling vil være at afholde af De frie Kulturmidler, hvor der pr. 19. november er et ikke disponeret beløb i 2019 på ca. 242.000 kr. samt i 2020 ca. 903.000 kr. incl. budgetforligets bevilling på 500.000 kr.

Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 02-12-2019

Indstillingen godkendt.