Punkt 6 Godkendelse af ansøgning af pulje til implementering af ny LAB-lov

Beslutningstema

Godkendelse af proces for ansøgning og udmøntning af puljemidler.

Indstilling

Direktionen indstiller, at udvalget godkender

-          at der udarbejdes puljeansøgning

-          at der indgås aftale med ekstern konsulent om et kompetenceudviklingsforløb såfremt puljeansøgningen imødekommes.

Sagsfremstilling

I forbindelse med implementering af den nye LAB-lov er der et nødvendigt behov for at kompetenceudvikle ledere og medarbejdere i jobcentret.

 

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) har udmeldt en pulje til implementering af den nye LAB-lov, der understøtter dette behov.

Formålet med puljen er, at kommunerne kan søge om midler til at kompetenceudvikle ledere og medarbejdere i jobcentre til bedre at kunne implementere beskæftigelsesindsatsen i tråd med LAB-aftalens intentioner, som bl.a. er:

-          Større kommunal frihed til at planlægge beskæftigelsesindsatsen

-          Mere simple minimumsregler så indsatsen kan tilrettelægges med udgangspunkt i den enkelte.

-          Forenkling af samtaler, så borgere og sagsbehandlere i fællesskab afholder meningsfulde og målrettede samtaler

-          Udbredelse af digitale løsninger til flere ledige for at understøtte en mere jobrettet indsats og empowerment af borgerne.

 

Der kan ansøges om midler til projektledelse og administration, eksterne konsulenter til udvikling og gennemførelse af forløb, lokaleleje, revision og evaluering.

 

Hvis Svendborg Kommunes ansøgning imødekommes af STAR er der behov for hurtigt at komme i gang med opkvalificeringsprocessen. Derfor ønsker jobcentret jf. de politiske retningslinjer vedr. køb af konsulentydelser, at udvalget godkender, at der indhentes 3 tilbud fra eksterne konsulenter mhp. at udvikle og gennemføre kompetenceudvikling for jobcentrets medarbejdere og at jobcentrets ledelse indgår aftale med den leverandør, der giver det bedste tilbud.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Der stilles krav om 20 pct. kommunal medfinansiering, hvilket afholdes indenfor jobcentrets budgetramme.

Beslutning i Beskæftigelses- og Integrationsudvalget den 02-12-2019

Indstillingen blev godkendt.